Theodore H. White: In Search of History. A Personal Adventure. New York, Warner Books (paper), 1978. 561 s. $ 5.95.

Dette er en fremragende bog. Enhver der interesserer sig for amerikansk politik vil naturligvis kende Theodore Whites bøger om de amerikanske præsidentvalg, begyndende med Kennedy-Nixon-kampagnen i 1960. White er en meget velskrivende og indsigtsfuld journalist, og når han som her, påtager sig at skrive sine erindringer, er der god grund til at vente sig noget særligt Man skuffes heller ikke, for ikke bare er White en god reporter, han har samtidig i sit lange liv tilsyneladende haft en særlig evne til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Han var i Kina før og under 2. verdenskrig og rapporterede Chiang-kai-sheks umulighed, hvad der siden gav ham McCarthy's bevågenhed. Han mødte og blev ven med Chou-en-lai i Ghunking og han besøgte Mao i Yenan og ønskede en amerikansk alliance med de kinesiske kommunister, hvorfor han også blev en ven af general Stillwell. Han kendte Douglas McArthur og var til stede den dag i Tokyobugten, da japanerne formelt nedlagde våbnene og den 2. verdenskrig var slut. Han var i Europa i efterkrigstiden, da først Kold Krig, Marshall-plan og Fællesmarked ændrede Europas ansigt, og stadig kendte han de store: Konrad Adenauer og Jean Monnet f. eks. Og så tog han hjem og mødte Kennedy, »the gatekeeper«, som han kalder ham: manden der stod på tærsklen til en ny tid.

Alle bogens afsnit er fascinerende, men man må nok have for øje, at det er en bestemt slags historie White skriver: det er de store personer, der fængsler ham, og som han først i retrospect formår at se klart og i relief. Han er længe om at forstå de underliggende kræfter; mens ringene sker, er det aktørerne der optager ham, det indrømmer han selv. Men vi føres i denne bog gennem afgørende begivenheder i de sidste 50 års historie, med White bliver vi øjenvidner.

Hvilke kapitler skal have prisen? Jeg tror det første og det sidste. Det første om den lille fattige dreng i den jødiske ghetto i Boston, han, der som ti-årig læser hebraisk og senere kommer på Harvard, som han forlader med en grad i kinesisk, og et rejselegat, der bliver hans skæbne. Det sidste om hans møde med Kennedy, hans tøvende skepsis, der

afløses af beundring og hengivenhed, og igen - i de seneste år — større afklaring. Men mest bevægende er nok skildringen af White's natlige samtale med Jacqueline Kennedy i Hyannisport, en uge efter mordet: den nat da Camelot og Kennedy-myten bliver til. Og allermest bevægende måske, for dem der husker den 22. november i 1963: Jackie's egen skildring til White af attentatet: For os en smertelig erindring om drømmen om det forjættedeland.

Myten lever - også i White, selv om han har undergået en forandring. Ganske vist først for alvor så sent som i 1976, da han for første gang i 25 år besøgte sit barndomshjem i Boston. De pæne huse, de smukke haver, den trygge stemning er afløst af storbyens ørken: en neger-ghetto med raserede huse og forlængst visne haver, en verden i forfald, møder ham nu. Det er den dag han beslutter at skrive denne erindringsbog, efterfulgt af endnu et bind, hvor 60-ernes og 70-emes Amerika kommer under behandling, og det spørgsmål stilles - også af ham — er Amerika bare et sted i verden, hvor forskellige folkeslag har slået sig ned, eller er det - eller kan det blive - en nation?