Harald Jørgensen: I rigsarkivets tjeneste. Nogle erindringsblade fra årene 1934-62. Kbh. 1977. 280 s., ill.

Nogle vil, som undertegnede, have deres første besøg på Rigsarkivet i klar erindring - bygningens betagende myndighed og læsesalens knitrende stilhed. Under læsningen af denne bog genoplever man det hele, takket være forfatterens evne til at fastholde og beskrive synsindtryk. Yderligere genopleves mange senere besøg, hvor Rigsarkivet blev en frugtbar arbejdsplads - takket være vejledning fra kyndige arkivarer, hvis lærdom vibrerede gennem en grænseløs hjælpsomhed.

Forfatteren er landsarkivar, dr. Harald Jørgensen, og han er som bekendt ikke nogen ringe guide. Han har ikke her villet skrive Rigsarkivets historie, - bogen må »højst betragtes som et bidrag til denne historie«. Han har derimod villet give os et arkivliv genoplevet i erindringen, og det har han gjort. Fremstillingen er en handlingsmættet skildring af et indholdsrigt arbejdsliv; den vidner om et personligt engagement, en fabelagtig arbejdsevne, overblik og organisationstalent. Der bringes mange oplysninger om dansk arkivvæsen, om ansættelser, byggesager, registraturer, kassation og meget mere. Spændende er kapitlerne om arkivet under besættelsen, om samarbejdet med Axel Linvald og om arkivundersøgelserne i Berlin og London. Her er talent for at opfatte, fastholde og videregive konkrete og anskuelige situationer - et højdepunkt i bogen er beskrivelsen af Rigsarkivets læsesal i 1927.

Med interesse læser man om Harald Jørgensens udadvendte virke, ikke mindst om kontakten med de øvrige nordiske lande, på kongresser og privatbesøg. Her er sammenhæng med det mangeårige arbejde som dansk redaktør af >Nordisk Tidskrift« og med initiativet til »Nordisk Arkivnyt«. Det er forståeligt, at festskriftet til Harald Jørgensen i 1977 bar titlen »Nordiske Arkivstudier«. Bogen vidner om en umiddelbar glæde over kontakt med andre mennesker og fryd ved at se samarbejdet udmøntet i praktiske resultater. »Og så var det jo tilmed morsomt, ikke at forglemme« (s. 262) er en karakteristisk bemærkning.

Der er grund til at understrege, at dette ikke er Rigsarkivets historie, men personlige
erindringer. I en del personkarakteristikker har læseren brug for et supplement for at

forstå de ældre arkivarers særpræg og originalitet. Der er nemlig tale om et generationsskiftmed perspektiv. Den åbning udadtil, som forfatteren repræsenterer, har været nødvendigog på mange måder gavnlig; men man må ikke overse, at den ikke har været omkostningsfri.Udviklingen fra det lille indadvendte lærdomssæde til den store og dynamiskesamfundsinstitution har været en omstilling, der har harmoneret smukt med forfatterenstemperament og talenter - men den må have virket knugende på adskillige arkivarer, der videreførte den stille og lærde tradition. Anm. kan her ikke undgå at se parallellen til brydningen mellem den klassiske latinskole og det moderne gymnasium. En uddybning af det her nævnte perspektiv kunne man nok have ønsket sig i erindringsbogen,mere historisk perspektiv.

Det er erindringer, men dog også et bidrag til arkivhistorie. Harald Jørgensen selv har nemlig været en betydningsfuld person i arkivets udvikling — det gælder indadtil, ikke mindst som sekretariatschef; men det gælder i ganske særlig grad over for omverdenen - på kongresser, ved udstillinger, på talerstole i forsamlingshuse og på historiske årsmøder. Læg dertil hele hans litterære virksomhed, bl. a. de store udgivelser af statsrådsprotokollerne!

Den student, der i dag for første gang træder ind i Rigsarkivets læsesal, vil føle fortrolighed med stedet, hvis han i forvejen har læst Harald Jørgensens erindringer. Han vil nok samtidig have lært, at en arkivkarriere forudsætter betydelige evner til at få sagerne fra hånden!