Jerome Blum: The End of the Old Order in Rural Europe. Princeton University Press, Limited Paperback Editions 1978. 505 s. % 16.

Denne studie er skrevet af forf. til 'Lord and Peassant in Russia', som i 1962 indbragte ham the Herbert Baxter Adams Prize, og den beror på et dybt engagement i europæisk landbohistorie. Bogen indledes med en undersøgelse af landbosamfundets indre struktur og økonomiske aktiviteter i 18. og 19. århundrede i de stater, hvis samfund bæres af standsdeling og hvis befolkningsflertal var fæstebønder, underkastet godsejere. Dens andendel

dendelbeskæftiger sig med de faktorer og kræfter, ældre og nyere, som i forf.s øjne bidrogtil at undergrave den gamle samfundsorden, rækkende fra det absolute monarki til bondeuroligheder. Sidste del af bogen behandler endelig frigørelsesprocesserne, de tidligstei Savoyen 1771, de seneste i Rumænien 1864. Operationsfeltet dækker således mere end et århundredes agrare forandringer og frigørelse således, som de fandt sted i Savoyen, Danmark, Frankrig, Tyskland. Schweiz, de østrigske og russiske imperier samt Rumænien, men blot uden, at forf. begrunder, hvorfor han har valgt netop disse områder, men udeladtandre.

Bogen bygger på et vældigt opbud af kilder og litteratur fra de sidste to hundrede år, meget af det endda lidet udnyttet. I modsætning til andre historikere, som har valgt at behandle landbosamfundets transformation i enkeltområder, anlægger Blum almeneuropæiske synspunkter på tværs af de politiske grænser og følger i denne henseende altså S. Sugerheim (Geschichte der Aufhebung der Leibeigenschaft und Horigkeit in Europa, St. Petersborg 1861) og Henri Sée (Esquisse d'une histoire du regime agraire en Europe aux XVIII et XIX siécles, Paris 1921). Men selvom Blums værk således har bredere sigte og hviler på et mere omfattende kildegrundlag, rejser dets helhedssynspunkter blot også modsigelse og diskussion. Hverken dets helhedsidé eller grundbegreber overbeviser. Hovedtesen, at strukturelle ligheder — baseret på eksistensen af tostandssystemet: fæstere og godsejere - kan skabe en fællesnævner mellem f. eks. Frankrig og Rusland, beror utvivlsomt på oversimplificering, som er absolut utilstrækkelig; billedet tilsløres og overser de dybe forskelle mellem de vest- og østeuropæiske lande på socialt, økonomisk, politisk og kulturelt plan. Det er jo velkendt, at Elben trak et skarpt skel ned gennem Europa, hvad angår bøndernes vilkår, og at der bestod væsensforskelle mellem Frankrig og Preussens vej mod det moderne, kapitalistiske samfund. Hele dette problemkompleks ignoreres aldeles.

Konsekvensen af Blums forenklede grundbegreber er, at han undervurderer betydningen af de demokratiske og revolutionære bevægelser for bøndernes kamp for frigørelse. Forf. nævner knapt nok jacobinerne og Radishchev som repræsentanter for 1700-tallets revolutionære strømninger, ligesålidt som han ofrer 1800-tallets demokratiske bevægelser opmærksomhed. Kortet over 'the Servile Lands of Europe, 18—19th c' er sjusket; et sådant Europa og sådanne grænser har aldrig eksisteret. Krakow og Vestgalicien har aldrig hørt til kongeriget Polen, ligesålidt som Polen overhovedet bestod som stat i 19. rhundrede. blev heller aldrig en del af det forenede Italien. Blums bog er som helhed således veltilrettelagt og stofrig; den er vigtig indenfor sit emneområde, men dens almene og grundlæggende teser kan ikke godtages uden alvorlige reservationer.