Robert Mandrou: From Humanism to Science 1480-1700. The Pelican History of European Thought III, Middlesex 1978. Oversat fra: Dés humanistes aux hommes de science: xvi" et xvii* siécles. Paris 1973.

Intentionen med serien er at udforske og fremstille de europæiske ideers historie i relation til samfundene - fra Frankerriget til i dag. I indledningen præciserer Mandrou, hvilke forhold i samfundene, det efter hans mening er væsentligt at relatere ideernes udvikling til — nemlig bestemte tekniske, økonomiske og sociale omstændigheder, som har været determinerende for fremvæksten og spredningen af »nye former for tænkning.« Med hensyn til de tekniske omstændigheder lægger Mandrou vægt på mulighederne for informationsspredning: udvikling af bogtrykkekunsten, mulighederne for korrespondance, for forsamling, mv. Disse omstændigheder må lægges til kulturudtrykkenes (tænkningens) udviklingslinier. Men det er også nødvendigt at lægge de sociale og økonomiske omstændigheder til: allianceforholdene, >den gødede jord«, osv. Med hensyn til de sociale og økonomiske omstændigheder deler Mandrou mellem de udøvendes (de lærdes, teologernes, humanisternes) socialøkonomiske forhold (social placering: genetisk materielt, biologisk - tilknytningen til organiseringer, oppositionelle grupper, o.l.) og det skiftende sociale og økonomiske >klima«, hvorunder tænkningen udfoldede sig. I fremstillingen beskæftiger Mandrou sig med andre ord med sammenhængen mellem tænkningen og de særligt definerende historiske omstændigheder, den har udviklet sig sammen med i det vestlige Europa i perioden.

Det, der er centralt for forfatteren, er beskrivelsen af intelligentiaens skiftende situationer i samfundene: mulighederne for akkumulation af viden, cirkulation af information, magtforholds indgriben i ideernes udvikling, inkvisitionen, tænkningen og de til stadighed udskilte klasser og lag i samfundene, allianceforholdene mellem intelligentia og kongemagt, Romersk-katolsk kirke, borgerskab. Endvidere de lærdes, teologernes, jødernes - sociale, økonomiske, genetiske - relationer. Det er kategorierne og strukturerne. Scenen: Europa vest, 1480-1700. Forløbet: >tidens dialektik«.

I indledningen præsenteres koblingsforholdene (dataemne - begrebskategorier). I fremstillingen gives de liv. I indledningen fremlægges konklusionen på foregående analyser. Analyserne fremstilles som uddybningen af de sammenhænge, der er etableret i indledningen, hvor de måske i realiteten har været forudsætninger. For så vidt systemkoblingerne er mere omfattende (generelle/almene), end til, hvad emnet: Vest-europa: 1480-1700, kan bære, er fremstillingen tillige blot en eksemplifikation på systembestemmelsen (regler for kobling af data og begrebskategorier) - en måde at gøre konklusionerne forståelige. Data bliver mediet for gennemspilningen af strukturerne som selvstændige

Lige meget om systemkoblingerne er etableret før eller efter de fremstillede data, er spørgsmålet selvfølgelig, om koblingsmodelleme er tilstrækkelige, om konklusionerne er tilfredsstillende. Kunne man tænke sig at drage fastere konklusioner, opstille mere udviklede systemrammer, påpege forhold, der kun kan forstås som værende af samfundskritisk karakter. Og finde det fagligt, politisk og erkendelsesteoretisk forsvarligt?

Givetvis vil en større mængde bearbejdet data kunne danne basis for mere faste konklusioner (erfaringssummeringer) og mere udviklede systemkoblinger på et fagligt forsvarligt grundlag. Mandrou gør selv opmærksom på, at der selvfølgelig må være tilstrækkeligt materiale til stede for at kunne trække tydelige strukturelle linier (og dermed indirekte opmærksom på konklusionernes begrænsethed?). Han gør endvidere opmærksom på de begrænsende omstændigheder i forbindelse med selve værket (opgavens formulering, pladsforhold, o.l.). Det er begrænsninger, vi må acceptere, og iøvrigt gå ud fra, at den konklusion, der hedder: kobling af data og begrebskategorier har bund i langt større fonds af viden og analyser, end værket kan indeholde. Man kan måske undre sig over, at Mandrou alligevel har udeladt visse personer, strømninger, sociale forhold - men spørgsmålet er stadig, om Mandrou's data kan bære yderligere slutninger?

Ved i indledningen at knytte forbindelser mellem tænkning/kulturudtryk og magtforhold, mellem lærd og overklasse (biologisk og socialgenetisk) træder forfatteren varsomt ind i problemfeltets politiske dimension. Der er tale om antydninger. Fremstillingen bringer ikke yderligere svar. Den består som nævnt af analyser tillempet fremstillingens form. Det er i indledningen, vi skal finde retningslinierne for passagen gennem de historiske data. Fremstillingen er blot afspilningen af temaerne; det har ikke været intentionen her at opstille hypoteser. Vi står stadig tilbage med spørgsmålet, om et historisk kunstværk (enhed af data og analyse - syntese) på forsvarlig vis kan bære mere vidtrækkende slutninger, end hos Mandrou? Forfatteren beskæftiger sig ikke i værket med sit arbejdes politiske og erkendelsesteoretiske dimensioner. Ikke desto mindre forekommer udgangspunktet: Regler for kobling mellem dataemne og begrebskategorier (tænkning - samfundsmæssige forhold) at være af bindende erkendelsesteoretisk karakter: Har tænkningen udfoldet sig i sammenhæng med bestemte >klimaer<, er der intet, der taler for, at det ikke skulle gælde for dagens historieskrivere og deres produktion. At gøre opmærksom på tænkningens sammenhæng med magt- og klasseforhold, er samtidig at gøre opmærksom på forhold, der begrænser tænkningen. Hvilke forhold begrænser tænkningen i dag?

Det er blevet sagt, at vi må forstå naturen for at tilpasse os den vilkår. Det kan tilføjes: vi må forstå mennesket i historien for at tilpasse det sin fremtidige historie. Jeg vil tillade mig at kalde Mandrous arbejde for: en introduktion til forståelse af, under hvilke betingelser mennesket: Vest-europa, 1480-1700, osv. drev videnskab, var humanister, reformerte -. Som sådan er værket værdifuldt. Det kan give os nye indgange til historien.