Kurt Gudewill: Der »Gesang der Venuskinder« von Heinrich Schutz (1634). Berichte und Beiträge der Schleswig-Holsteinischen Landesbibliothek. Kiel 1978. 36 sider.

Den sachsiske kapelmester og komponist Heinrich Schutz (1585-1672) var en af hovedfigurerne inden for det 17. århundredes kirkemusik, inden for den protestantiske verden den übestridt førende. Uddannet i Venedig først o. 1610 hos kormusikkens mester Giovanni Gabrieli (til hvem Christian IV også sendte sine unge musikere og vicekapelmestre til videreuddannelse), senere hos den første store operakomponist Claudia Monteverdi blev Schutz den, der formidlede overgangen fra det 16. århundredes kompositionsnormer med kormusikken i centrum til den nyere, såkaldte koncerterende stil, hvor soloindslag efter tidlig operamodel (recitativ og arioso) vekslede, også inden for samme komposition, med korsatser i klangmættet, ofte stærkt dramatisk konception, undertiden for 2, 3 eller flere kor anbragt på forskellige pulpiturer, som det var blevet skik i Marcus-kirken i Venedig med dens mange pulpitur-muligheder.

Et markant eksempel hos Schutz på dramatisk og psykologisk udnyttelse af dette flerkors-princip er hans motet for 3 kor - et 6-stemmigt hovedkor og to 4-stemmige komplementkor samt instrumentalledsagelse - over Paulus' omvendelse på vej til Damaskus, med begyndelseslinierne »Saul, Saul, was verfolgst du mich«, hvor man ligesom påny fornemmer den skrækslagne Paulus' høren stemmer alle steder fra. En meget betydelig produktion af disse koncertværker, endvidere passioner, oratorier, en enkelt (desværre ikke bevaret) opera og andre verdslige værker er trykt i samtiden (hvad der ikke var almindeligt for det dyre nodetryk) og vidner om hans position som den betydeligste nyskaber i datidens kulturelle Syd-Nord-linie, nemlig inkorporeringen af de nye italienske stiltræk i den tyske og nordiske musik.

Den musikglade Christian IV blev, formentlig gennem sin søster Hedevig, der var kurfyrstinde af Sachsen, opmærksom på Heinrich Schutz, og i 3 perioder var Schutz virksom i Danmark, hvor hans virke tillige trak andre internationale tråde efter sig. Prinsesse Hedevig, der synes at have delt broderens musikinteresse, blev enke allerede som 30-årig 1611, men blev boende i Dresden, og hendes svigersøn, den følgende kurfyrste var Schutz en god og rundelig arbejdsgiver. Schutz har dediceret prinsesse Hedevig et af sine største værker, en samling kompositioner over versificerede Davidspsalmer 1628.

Da 30-årskrigens økonomiske trængsler begyndte at kunne mærkes i Dresden bl. a. i form af væsentlige indskrænkninger i hofkapellet, tog Schutz imod et tilbud fra Christian IV om at komme til København og forestå musikken ved den udvalgte prins Christians bryllup med den sachsiske prinsesse Magdalena Sibylla, den regerende kurfyrstes yngste datter. Schutz var i København fra december 1633, da han udnævntes til kgl. kapelmester med en årlig gage af 800 rdl. og med pligt til både at komponere og sørge for udførelsen af musikken til de forestående festligheder 3/4 år efter (vielsen fandt sted den 15. oktober 1634), og Schiitz forblev i København endnu 7 måneder efter festen. Ved afskeden i 1635 fik Schutz et billede af Christian IV og en gylden kæde samt et brev til kurfyrsten med bøn om at få Schutz til København igen, så snart det lod sig gøre. Det gjorde det i 1637-38 og for tredje gang 1642^44, men Schiitz' funktion under disse to sidste ophold ligger kildemæssigt dunkelt hen.

Hans virke i Danmark og musikkens centrale stilling i bryllupsfestlighederne træder derimod klart frem fra den første periode, bl. a. takket være diplomaten Charles Ogiers dagbog (udg. i Jul. Clausens og P. Fr. Rists serie »Memoirer og Breve« 1914 under titlen »Det store Bilager i København 1634«) og forlæggeren Jiirgen J. Holsts afhandling »Triumphus nuptialis danicus« (1635, dansk udg. 1637, udvidet tysk udg. 1648), men desværre er kun lidet af hans danske musik bevaret. Selve »bilageret« varede samfulde

14 dage; >intct bilager er blevet celebreret med større magnificence ... så at København dette år var en skueplads af europæisk galanteri«, siger Holberg i sin >Danmarks Historie i nyeste Tid«. Foruden den daglige taffelmusik og dansemusik har der været musik ved bryllupshøj tideligheden på det nybyggede Rosenborg slot, ifølge Ogier nogle Davids psalmer sunget på latin, endvidere musik til mange forskellige slags underholdning for gæsterne, således tre komedier med musik, en hofballet og et maskespil, alt med musik af Schiitz. Intet af det er bevaret, formentlig er noderne gået til ved en af de store brande 1728 eller 1794 - overhovedet er Danmark et armodigt land hvad angår bevarelseaf musikalier fra ældre tid. Også Dresden har været ramt af slotsbrande, der tidligt har revet Schiitz' manuskripter med.

Det eneste værk, der er bevaret til minde om Schiitz' besøg i København, er en Canzonetta for 4 sopraner og strygeinstrumenter, tilegnet 6 danske lensmænd (hos Schiitz: amtmænd): 1) Jørgen Urne, rigsmarsk, lensmand over Vestervig kloster, i 1633 gesandt ved det kurfyrstelige hof i Dresden og utvivlsomt i praksis den, der formidlede Schiitz' kaldelse til København, hvor han (Urne) var øverste leder af festlighederne 1634, 2) Frederik Urne (bror til den foregående), lensmand over Kronborg og Frederiksborg, 3) den tredje bror Sigvard Urne, lensmand på Roskildegård, 4) Frederik Reetz, lensmand på Vordingborg slot, 5) Wentzel Rotkirch, lensmand til Antvorskov, og 6) Falk Gjøe Henriksen til Hvidkilde. Det lille hefte med omslag og stemmer til kompositionen er trykt 1634 i København hos Henrik Kruse, formentlig overrakt som gave (måske program ved opførelsen) til de mange gæster. Der kendes kun ét eksemplar af originaltrykket, der efter evakuering 1940 fornylig er genopdukket og nu findes på Schleswig-Holsteinische Landesbibliothek i Kiel.

>Gesang der Venuskinder« er titlen på værket. Teksten, der ligesom forsiden og tilegnelsen er på tysk, har 4 vers af en anonym digter. Musikken er enkel og traditionel i sit anlæg som en strofisk komponeret sang for de 4 sopraner med forspil og mellemspil og akkompagnement, men, da den er skrevet af Schiitz, hævende sig langt over gennemsnittet af de tusindtallige eksemplarer af slagsen fra den tid, da hyrde- og elskovsarier for én eller flere solostemmer var en central genre.

Det er heller ikke musikken, forfatteren af det lille skrift, Kurt Gudewill, professor i Kiel og præsident for Det internationale Schutz-Sehkab, gør så meget ud af at beskrive som omstændighederne omkring værkets tilblivelse og opførelse under bryllupsfestlighederne. Værkets fulde titel er: >Gesang der VENUS-Kinder / in der Invention genennet THRONUS VENERIS«, og ud fra J. Holsts udførlige beskrivelse i >Triumphus nuptialis danicus« af de mange optog (inventioner), der fandt sted dag efter dag i de 14 dage med ringridning og alskens udstyr og symbolik til gæsternes adspredelse, placerer forf. værket til den fjerde dags optog. Dette startede med en gigantisk havkulisse, hvorfra Venus dukkede op og besteg en triumfvogn sammen med sin søn Cupido - til tonerne af Schutz* Ganzonetta. Sandsynligvis har de seks »adventurier«, som førte an i optoget, været de seks notabiliteter, hvem Schiitz tilegnede sit værk. Ganske vist nævner Holst nogle andre navne i sin afhandling, men i anhang'et bagi, >Verzeichniss der Hochansehnlichen Fiirstlichen und Adels-Standes Gliickswager«, står i den samme funktion netop de navne, som Schiitz har opregnet. Og, som forf. skriver, da der ikke er nogen anledning til at udlægge modsætningen mellem de to udsagn til gunst for det første, får tilegnelsen i sammenhæng med Ganzonettaens placering i 4. døgns optog endnu mere vægt.

Værket er trykt også i nyere tid, i den gamle Schutz-udgave (bd. 18, 1927, efter originaltrykketfør evakueringen) og i den nye Schutz-udgave (bd. 37, 1970 med 1927-udgavensom kilde), men har næppe været opført, før det ved originaltrykkets tilbagevenden blev opført ved en koncert i Kieler Slot juni 1978. En dansk tv-opførelse af det er planlagtaf

lagtafundertegnede. Det beskedne nye ved Gudewills lille afhandling er, foruden hovedformåletat gøre opmærksom på originaltrykkets tilbagekomst til jordens overflade efter næsten 40 års fravær, den i forhold til tidligere omtaler af værket eksakte placering af det i Christian IV's storladne og barokke fest-regi.

Heinrich Schiitz kom forøvrigt endnu engang til at skrive bryllupsmusik til den fra 1634 danske prinsesse Magdalena Sibylla. Den svagelige prins Christian døde allerede 1647 og kom således ikke til at følge sin far på tronen. Hans unge enke giftede sig i 1652 med hertug Friedrich-Wilhelm af Sachsen-Altenburg, og til forlovelsens deklaration året forud skrev Schiitz en charmerende lille arie for sopran og orgel, >Wie wenn der Adler sich aus seiner Klippe schwingt...«, hvor førstclinien følges af en række andre billeder på den unge lykkes himmelflugt.