Bo Grandien: Drommen om renässansen, Frederik Wilhelm Scholander som arkitekt och mångfrestare. Nordiska museets Handlingar 93. Uddevalla 1979. 514 s.

Da Bo Grandien skrev sin disputats, kaldte han den »Drommen om medeltiden«, og hovedpersonen var Carl Georg Brunius. Handlingen i den bog, han nu har skrevet, udspiller sig inden for samme tidsrum, det vil sige midten af forrige århundrede, hovedpersonens årstal gør dog, at man i »Drommen om renåssansen« når frem til 1881, det år da Scholander dør. Med disse to bøger har Bo Grandien på forbilledlig vis skildret situationen inden for arkitekturen ikke blot i Sverige men i hele Europa i disse tiår. For det er en af Grandiens store dyder, at han aldrig nøjes med at se på en ting her og nu, men altid viser, hvordan man forholder sig til et tilsvarende problem i andre lande, og ad hvilke veje man er nået frem til den aktuelle løsning. Med megen veloplagthed øses der af en stor viden, og Scholander, der måske ikke i sig selv er en af de arkitekter, hvis navn er ristet med uforglemmelighedens runer, bliver her springbræt for en skildring af en interessant brydningsperiode inden for kunsten, idet der netop i de år, hvor han havde sit virke - han blev født 1816, er på studierejse i Frankrig og Italien 1841^6, blev derefter hurtigt professor i arkitektur og overintendent - var stærke modsætninger mellem nygotikken - »Drommen om medeltiden« - og klassiske strømninger - »Drommen om renåssansen«. Disse modsætninger havde gode muligheder for at komme til udtryk i 1850'eme og 60'erne, hvor der især inden for kirkebyggeriet var en voldsom aktivitet, både med restaureringer og nyopførelser. Det viser sig her, at Scholander trods sin altovervældende interesse for renæssancen og sin tro på, at man uden at have studeret antikkens og renæssancens kunst i Sydeuropa vil være ude af stand til at lave god kunst i Sverige, alligevel formår at føje sig efter andre tendenser i tiden; i sit byggeri svigter han dog aldrig, hvad han på sine rejser og ved sine studier har lært om proportionerne i den klassiske arkitektur. Hans meget originale kirkeinteriører er netop opstået ved en kombination af en klassisk rumfornemmelse og et nordisk formsprog.

Under redegørelsen for den lange række væsentlige restaureringsarbejder, Scholander som overintendent måtte godkende, giver forfatteren en oversigt over de restaureringsprincipper, der var fremherskende i tiden, både i Sverige og ude i Europa, først og fremmest Tyskland og Frankrig. Man følger slagene omkring Lunds og Uppsalas domkirker, møder tidens blinde tillid til egen viden om middelalderens oprindelige intantioner, sikkerheden i nedbrydning af århundreders tilføjelser. Man bliver dog også klar over, at Scholanders personlige ansvar, især i det sidste tilfælde, var begrænset. Til gengæld må han selv stå for den principløshed, der prægede restaureringen af slottene i Kalmar og Vadstena.

Samtidig med at man indføres i striden mellem nygotisk/nyromansk og klassicisme og i diskussionen om restaurering af bygninger både fra middelalder og renæssance, oplyses man også om de helt nye muligheder, der bringes ind i arkitekturen via den tekniske udvikling, først og fremmest mulighederne for at anvende jernkonstruktioner både som bærende elementer og dekoration. Her kommer man også ind på kravet om materialeægthed og dets forhold til rent kunstneriske principper.

Et interessant slutkapitel behandler Scholanders synagoge i Stockholm. Også her benytter forfatteren sin store indsigt og sine pædagogiske evner til en bred indføring i synagogebyggeriets historie fra før til nu; særlig meget gøres desuden ud af de reformer, der fandt sted i den jødiske gudstjeneste lige efter midten af århundredet, og de konsekvenser de medførte for den arkitektoniske indretning af rummene. Synagogen i Stockholm, der stadig er bevaret, er et af Scholanders fornemste bygningsværker. Den vidner om en rig kunstnerisk fantasi og en stor elasticitet. Som det gjaldt ved hans kirkebygninger står det monumentale i formen i klar forbindelse med klassiske forbilleder, mens han her henter dekorationselementerne især i den assyriske arkitektur for at understrege det østerlandske ved jødedommen. Af hans bedste ting i øvrigt kan nævnes hans første og aldrig realiserede projekt til Nationalmusæet, og det nu nedrevne Wallenberghus i Stockholm.

En af forudsætningerne for Bo Grandiens bog er det kolossale materiale, Scholander efterlod sig i form af breve, dagbogsoptegnelser, regnskaber, foredragsnotater, litterære værker, bogillustrationer og ikke mindst tegninger og akvareller; de sidste blev til, dels som studier under hans rejser, og de var ham til stor nytte i undervisningen - inden diapositivernes periode! - dels som forslagsskitser til nye projekter. Desuden havde han et godt udkomme via sine akvareller, hvis kunstneriske kvalitet er meget høj. Det er bl. a. disse og hans litterære værker, der i modsætning til hans arkitektur er rent nordisk inspireret, der berettiger betegnelsen »mångfrestare«, altmulig-kunstner.