Ulf Soderberg: Gustav I:s arv och eget i Uppland - en godsmassas framväxt, organisation och forvaltning. Akademisk avhhandling. Studier till Det medeltida Sverige 1. Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Udg. af Kommittéen for Det medeltida Sverige. Stockholm, Almqvist & Wiksell International, 1977. 276 s.

Forskningsprojektet Det medeltida Sverige har koncentreret sig om i første omgang at belyse udviklingen i ejendomsforholdene i Uppland i senmiddelalderen (jf. Gbran Dahlback: Uppsala domkyrkas godsinnehav 1344-1527. Studier till Det medeltida Sverige 2. 1977). Den foreliggende afhandling sigter på at belyse et meget vigtigt element i denne udvikling, nemlig Gustav Vasas samling af et stort godskompleks som kongefamiliens private ejendom (>arv och eget«=patrimonium) uafhængigt af krongodset; et fænomen som mangler paralleller i samtidens Danmark. Efter at Sverige var blevet et arverige i 1544, var der vel kun kameral forskel på »arv och eget« og det egentlige krongods, men Gustav Vasa lagde betydelig vægt på at opretholde denne distinktion, hvad der er meget forståeligt, fordi han derved opnåede den økonomiske basis, der gjorde ham meget stærk i de hyppigt tilbagevendende politiske kriser. Han kunne nemlig med betydelig vægt true med at abdicere og leve som privatmand af sit »arv och eget«, hvis ikke han fik sine krav gennemført Det er velkendt, at det fik han altid.

Ulf Soderberg behandler nu ikke dette aspekt af fænomenet, men han koncentrerer sig udelukkende om at analysere, hvordan godsmassen »arv och eget« blev skabt, hvordan den organiseredes, og hvordan det økonomiske udbytte af godsmassen var. Med basis i en minutiøs genmemgang af de stort set meget velbevarede jordebøger og regnskaber viser forfatteren, hvordan Gustav Vasa uden smålige hensyn til ejendomsretten erhvervede sig gods. I Uppland stammede halvdelen heraf fra kirkelige institutioner, især Uppsala domkirke, medens resten skyldtes mere eller mindre legal arv og køb fra slægtninge og lavadelige godsejere. Og der var bestemt ikke tale om nogen passiv kapital. For kongen sikrede åg i hele perioden en meget direkte kontrol med de fogeder, der forvaltede godset. Og et af de mest interessante resultater af undersøgelsen er, at det tydeligt kan ses, hvorledes Gustav Vasa (i modsætning til hvad f. eks. Eli F. Heckscher mente) havde en klar forståelse for de økonomiske muligheder som en hensigtsmæssig udnyttelse af godsets ressourcer indebar, især ved konvertering af landgildeydelser til penge eller ved lokalt salg af naturalier, hvis dette var mest fordelagtigt.

Lidt udenfor bogens hovedsigte, men alligevel af betydelig interesse er et afsnit om den

samlede forvaltning og økonomi af hovedgården Orbygård i perioden 1540-60. Det er første gang man i den svenske historieforskning har gennemført en analyse af, hvordan en enkelt hovedgård i praksis fungerede økonomisk. Soderberg har indgående undersøgt hovedgårdens egen produktion af landbrugsvarer, hoveriets størrelse, udgifter til lønningerog bespisning m.v. Det viser sig, at selv om Orbygård næppe gav noget større overskud,var den dag selvforsynende med de vigtigste varer, hvilket var vigtigt, eftersom gården i årene efter 1540 blev udbygget som et administrativt og militært centrum for den nordlige del af Uppland.

Ulf Soderberg har på en original måde forstået at flytte en betydelig del af det omfattende kildemateriales mange detaljer fra teksten og over til tematiske kort og tabeller, hvad der har gjort bogen mere læseværdig, samtidig med at det er muligt for den særligt interesserede læser at arbejde videre med materialet. Set i sammenhæng med de senere årtiers forskning af bl. a. Ingrid Hammerstrb'm, Goran Dahlbåck og Birgitta Oden er med Ulf Soderbergs bog vor viden om det økonomiske og administrative grundlag for Sveriges begyndende storhedstid blevet helt anderledes nuanceret end tidligere.