Ulf Olsson: Upprustning och verkstadsindustri i Sverige under det andra världskriget. Goteborg 1973. 172 sider.

I forordet til bogen konstaterer forfatteren at udforskningen af Sveriges historie under 2. verdenskrig hidtil har koncentreret sig om de politiske og militære begivenheder, mens den økonomiske udvikling er blevet forbigået Det samme gælder i ganske vid udstrækningog med få, men gode undtagelser, også de andre skandinaviske lande. Det er derfor

fortjenstfuldt, at instituttet for økonomisk historie i Go teborg har taget arbejdet op under
en samlende titel: Under yttre tryek. Sektorer av svensk ekonomi 1939-1945. Ulf Olssons
bog er den første i serien.

Økonomerne har hidtil, skriver han, anset krigsårene for >onormala< og derfor stort set forbigået dem; men ved i sit studie at sætte oprustningen i sammenhæng med maskinindustriens udvikling skulle det kunne bidrage til at integrere krigsårene i Sveriges økonomiske historie. Der henvises ikke i den forbindelse til den diskussion, der iøvrigt har været ført, om krigsårene også politisk og socialt kan betegnes som en parentes i de nordiske landes udvikling.

Ulf Olssons tanke er iøvrigt indlysende rigtig. Man må snarere undre sig over, at den skulle være original. Den betydning, som krigstidens oprustning med ordrer på teknisk avanceret produktion til dele af den svenske metalindustri har haft, skulle snarere kunne anskues som et industrielt >take-off«, end som parentes.

Det er ingen overraskelse, at den svenske politiske vilje til at opruste fulgte de udenrigspolitiske konjunkturer. Fra 1936, hvor man kan sige, at oprustningen begyndte, til 1938-39, hvor krigstruslen blev evident, videre til foråret 1940, hvor så at sige alt andet blev skubbet til side for at forcere oprustningen, frem til den sidste periode, hvor planerne og realiteterne igen kunne nå sammen, denne udvikling forklares naturligvis ikke af omstillingstider i svensk industri, men af den storpolitiske og militære udvikling.

I den svenske planlægning af oprustningen, hvis man kan kalde det planlægning, opstillede man en organisationsplan, og så søgte man indenfor en vis tidsfrist at fylde rammerne ud både m.h.t. uddannelse af personel og anskaffelse af materiel. Men hver gang blev planerne revideret i mere ambitiøs retning, længe inden de var blevet opfyldt. Dertil kom, at i den mest desperate periode købte svenskerne stort set, hvad der var at få, selvom det pågældende produkt ikke indgik i planerne.

Denne unægtelig noget kaotiske situation får Ulf Olsson til at mene, at det >knappast (er) meningsfullt att i efterhånd soka rekonstruera >bristsituationen«s utveckling under tiden 1939-1945 for vare sig vapenslag eller hela krigsmakten, åven om underlag for ett sådant arbete inte saknas«. Hvad >bristsituationen« er, får vi at vide lidt senere i den særdeles enkle operationelle definition. Det er efterspørgslen, altså den sædvanlige økonomiske terminologi; men den bestemmes ganske simpelt »i och med att den tacks«.

Forudsætningen for en så enkel operationel definition er, som Ulf Olsson meget rigtigt skriver, at behovene faktisk blev dækket. Dette spørgsmål skriver han sig uden om ved at påpege, at der jo ingen modsætning var mellem konsument (krigsmagten) og planlæggerne (staten (?)). De to kan betragtes som en enhed med stort set uindskrænket magt. >Således kan man rakna med att anskaffningen speglar den verkliga efterfrågan, vilken i sin tur alltså år lika med bristerna i forsvarets materiella utrustning«. Dette ræsonnement er oplagt urimeligt. Den uindskrænkede magt, som staten (konsumenter og planlæggere tilsammen) havde, strakte jo ikke til at anskaffe det, som faktisk ikke var at få på markedet. Altså måtte man leve med >bristsituationer< (=udækket efterspørgsel) på en række områder i ganske lang tid.

Forudsætningen for ræsonnementets og dermed for den operationelle definitions holdbarhed ville være at man betragtede hele krigsperioden under ét, at man altså i 1939 udstak en plan, der i 1945 blev nået, og at planerne ikke ændredes af, hvad man undervejs kunne skaffe og af storkrigens gang. Disse forudsætninger var ikke til stede.

Ulf Olsson trøster læseren med, at hans operationelle definition næppe indebærer nogen
risiko for at man >forbiser någon brist p.g.a. att den inte kunde tackas«, for han vil i
fremstillingen særlig behandle flaskehalsene.

Spørgsmålet om prioriteringerne på alle niveauer var rigtige, er et spørgsmål, som,

skriver han, »mojligen hade kunnat besvaras om landet dragits in i krig«. Sandt nok, men spørgsmålet om prioriteringsovervejelserne er så sandelig ikke uinteressante. Skulle man fabrikere partisan-søm til levering om en måned, eller skulle man bruge fabrik og råstoffertil produktion af anti-panser, der først kunne være færdigt om et år? Hvad er en »flaskehals« uden prioriteringsovervejelserne?

Den særdeles jordnære pragmatisme præger bogen på godt og ondt. Den er, som nævnt,
redelig og klar i sin gennemgang af de faktiske anskaffelser og af opbygningen af våbenproduktionen.

Maskinindustriens indtjening undersøges, så vidt materialet tillader. Der viser sig her den samme vanskelighed, som statsmagten stod overfor under krigen. Basismaterialet for firmaernes priskalkuler var og er ikke tilgængeligt. Dog konstateres det, at indtjeningen må have været ganske tilfredsstillende, og skattetrykket må, på trods af diverse ekstraordinære krigsskatter, have været meget moderat, fordi særdeles gunstige afskrivningsbestemmelser blev anset for nødvendige.

Organisatorisk betød oprustningen, som hele krigsforvaltningen iøvrigt, et intimt samarbejde mellem staten og industriens brancheorganisationer. I de centrale statslige organer, der havde til opgave at tilrettelægge krigsproduktionen og styre den, sad det private erhvervslivs repræsentanter tæt. Dette emne behandles nok noget for kortfattet; der er ikke meget om de uundgåelige interessekonflikter.

Bogen er velgørende fri for anti-profit-hetz og den modsatte pol, industri-apologi. Men
en større sans for interessekonflikter ville nok have gjort undersøgelsen mere perspektivrig.