A. B. Appleby: Famine in Tudor and Stuart England. Stanford (California), at the University Press 1978. 250 s., $ 14.50.

Med rette har moderne, socialhistorisk forskning rejst spørgsmålene, om den jævne befolkning i førindustriel tid overhovedet fik nok at spise, om forholdet mellem dyrtid, sult og epidemiske sygdomme osv. Af foregangsmændene påviste Pierre Goubert, at sultegrænsen altid var indenfor rækkevidde i Ludvig XIV. s Beauvaisis, medens Peter Laslett for Englands vedkommende endnu ikke var i stand til at besvare spørgsmålene helt entydigt. Dr. Andrew Applebys undersøgelse tager tråden op i en bredt anlagt undersøgelse af Cumberland og Westmorland, de mest afsides egne af England, fra ca. 1560 til udgangen af 1600-tallet, men med koncentration omkring kriseårene 1587/88, 1597 og 1623. Hans tese er meget entydig: at »vise, at disse kriser blev forårsaget af sult snarere end af sygdom, der opererede uafhængigt af sulten«, og at 1600-tallets økonomiske og sociale forandringer satte det nordvestlige England i stand til selv at befri sig fra sulten.

Bogen er et usædvanligt vægtigt og stringent gennemført indlæg i debatten. Dr. Applebys dokumenation af sulten, specielt i de områder af Cumberland og Westmorland, hvor 1500-tallets befolkningsvækst i højlandet havde ført til udparcellering af overdrev i minimale lodder, er overbevisende (men tydeligst 1593-97 og 1623); det samme gælder analyserne af 1600-tallets begyndende kommercialisering og industrialisering, der gjorde det muligt at overvinde virkningerne af den kritiske, sociale situation. Undersøgelserne har - hvad forf. også understreger - naturligvis ikke generel gyldighed for England, men det vil være væsentligt, at lignende nuancerede studier af hunger og epidemier gennemføres i andre områder - også på kontinentet.