Walter Ulmann: Medieval Foundations of Renaissance Humanism. London, Paul Elek, 1977. 212 s. £6.95.

Der er efterhånden gjort mange forsøg på at forklare baggrunden for den kulturblomstring, man kan iagttage i det italienske quattrocento, og som traditionelt betegnes som renaissancehumanismen. Berømt - og forkætret - er Hans Barons The Crisis of the Early Italian Renaissance fra 1955 (1966²), hvori fænomenet søges forklaret på baggrund af den politiske krise i Italien i 1400-tallets tidligste år, og hvori resultatet deraf beskrives som civic humanism.

Walter Ullmann står tydeligvis i gæld til Hans Baron, men går adskilligt mere radikalt til værks end denne. Ullmann finder de første impulser til renaissancehumanismen allerede i det 11.-12. århundredes investiturstridigheder og den deraf aktualiserede anvendelse af romerretten fra de verdslige herskeres side; dette medfører, hvad Ullmann kalder »the rebirth of natural man« (andetsteds også beskrevet som »original homo« og >unregenerate man«), hvis modsætning er den kirkelige opfattelse af mennesket som et »regenerated creature«, der først har fået sin egentlige mening og betydning i dåben, ved »baptismal rebirth«, som det udtrykkes. Ullmann fortolker med andre ord renaissancehumanismens opståen som resultatet af en historisk betinget menneskelig metamorfose, hvis udvikling går fra en kirkeligt domineret, kristeligt begrundet antropologi til en verdsligt domineret, politisk begrundet opfattelse af mennesket betragtet som et re-naturaliseret

Til denne unægteligt spekulative grundmodel føjer Ullmann en række hasarderede, af og til ligefrem umulige iagttagelser og påstande. Fejlagtigt er det således, når han som led i en argumentation hævder, at Thomas Aquinas, anteciperende renaissancehumanismen, sætter sig ud over den doktrinære opfattelse af de fire kardinaldyder, når han taler om virtus politico (s. 167 f.). Ligeledes kan en påstand som den, at Petrarca betragtede middelalderen som mørk »precisely because it was not mere natural men but 'new creatures', that is, baptismally reborn men, who were the dramatis personae« (s. 104) ikke udspringe af mange siders læsning af Petrarca. Mest fatal er imidlertid Ullmanns analyse af det centrale begreb studia humanitatis. På side 115 hedder det f. eks: »The appeal to cultivate the studia humanitatis involved an expansion of all knowledge relative to humanity as such, for next to metaphysics there was now physics, next to theology there was now the social-human science«. - Bortset fra, at det må forblive et spørgsmål, hvilket indhold sidstnævnte videnskab præcist dækker over, er det vanskeligt at finde blot antydning af belæg for en sådan påstand i renaissancehumanistiske kilder. Det anakronistiske i Ullmanns forståelse af begrebet tydeliggøres iøvrigt, når det sammenholdes med et senere afsnit, hvor det om studia humanitatis bl. a. hedder: »Their utility to politics and State receded into the background. What became quite clearly discernible from the early fifteenth century was a specialization of several intellectual disciplines which related to the literary, cultural, educational, and aesthetic studies of the ancients. These studies constitute what is commonly understood as renaissance humanism« (s. 169 f.). Studia humanitatis, som Ullmann iøvrigt noget forvirrende betegner som »an auxiliary science«, har således mistet sin oprindelige betydning allerede i begyndelsen af det 15. århundrede - altså netop på den tid, hvor begrebet første gang overhovedet formuleres og langsomt får programmatisk karakter.

Ullmanns overordnede teser bruges alt for skematisk til at presse holdninger og synspunkter ud af kilderne, som disse ikke kan bære. Emnet for bogen er centralt, men bogens værdi reduceres af for mange übegrundede postulater, hvor kilderne tier, eller ligefrem