Istorija Svecii, under red. af A. S. Kan. Moskva, Forlaget »Nauka«, 1974. 719 s.

I forbindelse med 50-årsjubilæet for oprettelsen af de diplomatiske forbindelser mellem Sverige og Sovjetunionen har et russisk forfatterkollegium under ledelse af A. S. Kan udsendt en større etbinds Sverigeshistorie. Det betones i indledningen, at det er den første i sin art på russisk skrevet ud fra en marxistisk position og det tilkendegives samme sted, at man har lagt hovedvægten på en skildring af landets økonomiske, sociale og kulturelle historie i højere grad end på den militære og diplomatiske historie.

A. S. Kan, der tidligere har publiceret arbejder om svensk og skandinavisk historie, indleder arbejdet med en interessant gennemgang af den svenske historiografis udvikling fra senmiddelalder til i dag. Udviklingen i dette århundrede anskues som en konflikt mellem en konservativ retning (Uppsala-skolen) og en liberal retning (Lund-skolen), hvor den konservative retning formåede at besætte hovedparten af nøgleposterne inden for faget til slutningen af 1950'eme. Situationen i begyndelsen af 1970'erne skulle være den, at de konservative historikere ikke ville anerkende deres nederlag, men at deres elever ikke mere deler deres opfattelse af historieforskningens opgaver. Som afslutning på dette afsnit gives en oversigt over den eksisterende russiske og baltiske litteratur om Sveriges historie.

I hovedfremstillingen er, som det kunne ventes, den svenske historie set gennem det

klassiske marxistiske analyseapparat byggende på begrebet om klassekampen og de forskelligesamfundsformers afløsning af hinanden, fra ursamfundet og det tidlige klassesamfundover det feudale samfund til det kapitalistiske og endende med det nuværende monopolkapitalistiske Sverige. Ud fra disse forudsætninger leveres en koncentreret, noget tør og ujævn fremstilling af den svenske historie. Tendenser og begivenheder, der i særlig grad illustrerer spændingerne i det svenske samfund er trukket frem og har fundet en uddybendebehandling. Det gælder gæringen i bondebefolkningen under stormagtstidens prøvelser som opstanden i Dalarna 1743. Af interesse ud fra en dansk synsvinkel er ikke mindst uroen inden for den skånske landbefolkning i 1770'eme og igen 1811. Uroen i 1811, der førte til slaget ved Klågerup, var til dels foranlediget af meddelelser om den danske bondefrigørelse.

Bogens forskellige afsnit bygger, som det fremgår af noteapparatet, gennemgående på
den nyeste svenske forskning og vidner om en seriøs beskæftigelse med Sveriges historie
fra de sovjetrussiske historikeres side.