Poul Rasmussen: Mål og vægt. 2. omarbejdede udgave. København, Dansk historisk Fællesforenings håndbøger 1975. 95 s.

Årene efter fremkomsten af første udgave af denne nyttige håndbog (1967) har været rige på studier over kvantitativt kildemateriale fra middelalderen og 15-1600-tallet, som - ikke mindst indenfor Det danske Ødegårdsprojekt - oftest har været båret af ønsket om stedse bedre at kunne sammenligne eksistensbetingelser m. m. i såvel tid som rum. Det er en væsentlig baggrund for den vækst i udforskningen af målenes og vægtenhedernes historie, som har gjort det nødvendigt for Poul Rasmussen helt at omarbejde sin bog, i hvilken for øvrigt en del af de nyeste studier nu for første gang præsenteres for en bredere offentlighed. Allerede førsteudgaven har i de forløbne år bevist sin alsidige værdi som både opslagsværk, indføring, katalysator og metodisk-logisk oplæg og udfordring, og anden udgave er blevet endnu bedre.

I forhold til første udgave er de savn blevet afhjulpne, som Svend Gissel påpegede i sin anmeldelse (HT 12. r. 111, 1968, s. 264), idet Poul Rasmussen har indføjet omtale af metersystemet, Ole Rømers reformer, Skelskørs Vartegn og skæppemålet i Anders Sunesensparafrase af Skånske lov; og idet han overhovedet har tilstræbt en mere fuldstændig fremstilling af sit emne frem til meterloven af 1907. Sønderjylland og Skånelandene har dog ikke kunnet tilgodeses yderligere inden for den desværre altfor sparsomme plads, forfatteren har haft til sin rådighed. Det er lykkedes at foretage de emnemæssige udvidelseruden at svække den hovedvægt i fremstillingen, som rimeligvis må lægges på tidenfør Ole Rømers reform, hvor problemerne er så langt de største. Den allerede tidligere velgennemtænkte disposition er blevet strammet yderligere, hvilket særlig har ført til en fuldstændig omarbejdelse af det vigtige afsnit om middelalderlige jordmål m.v. Hertil kommer så den vægt, som forfatteren har lagt på at redegøre for den seneste forskningsudvikling.Udover Poul Rasmussens egne betydelige bidrag hertil inddrages der

nyere studier af G. A. Christensen, L. E. Fauerholdt Jensen, Svend Gissel, Torben J. Grunddal, Helge Nielsen og Nils Sahlgren. Resultatet er blevet et værk, der i endda endnuhøjere grad end før præges af en forbilledlig bestræbelse efter størst mulig præcision og klarhed i definitioner og forklaringer; de hyppigt vanskeligt overskuelige problemstillingerformidles på en usædvanlig stringent og næsten overraskende tilgængelig måde.

Man kunne dog måske befrygte, at Poul Rasmussens iøvrigt berettigede og nødvendige kritiske skepsis, som mest tydeligt kommer til udtryk i vurderingen af teorierne om Valdemars jordebog (s. 25-26), hos læseren kunne udmønte et noget overdrevent indtryk af, at forskerne ynder at hengive sig til ikke altfor realitetsbetonede logiske eksperimenter. Rent bortset fra, at en sådan holdning dog måske også kunne bringe erkendelsens hjul udover visse teknisk set døde punkter, så bør det nok over for læseren pointeres, at den hang til anvendelse af dristige hypoteser, som ret hyppigt kan spores i studier over middelalderligt regnskabs- og jordebogsmateriale, ikke kun udspringer af lyst, men i nok så høj grad af nød: Det er jo dog en uacceptabel tilstand, at en kvantitativ beskrivelse af det middelalderlige danske samfund ikke kan gennemføres, til trods for at vi har et ikke ringe kildemateriale dertil. Poul Rasmussens egne initiativer bevidner hans enighed heri. Problemet er basalt, at for så vidt man ikke kender de tilgrundliggende regler og definitioner, der har indgået i det begrebsapparat, som kildernes ophavsmænd har betjent sig af, må hovedparten af de overleverede kilder af denne art siges at være affattet i kodesprog; de er kun tilsyneladende forståelige. Hvis man da ikke igennem anvendelse af kildeterminologi vil lade sig nøje med at camouflere mangelen på reel viden, må man nødvendigvis finde frem til de tilgrundliggende regler og definitioner. Først da bliver oplysningerne sammenlignelige i tid og rum med andre oplysninger, og kun derigennem kan kilderne opnå mere end en meget begrænset nytteværdi. Det metodiske problem er parallelt med de logiske vanskeligheder ved at slutte fra en kendt følgeslutning til dens totalt ukendte præmis. De »forskellige metodiske iklædninger« (s. 25), man har givet diverse forsøg på at overvinde denne type vanskelighed, har gerne en bevidst stræben til fælles i retning af at sikre, at tilfældigheder kommer til at præge resultatet så lidt som muligt. Der gælder f. eks. den regel, at man kan opnå en stedse større sikkerhed i forsøgene på at indkredse en ukendt årsag, jo flere forskelligartede virkninger - der efter de omstændigheder, hvorunder de træffes, kan formodes at være beslægtede - indkredsningen kan foretages ud fra. En forøgelse af meningsfuldheden må overhovedet også, ligesom ved kodebrydning, i sig selv være et brugbart argument for, at man er nået et skridt videre i erkendelse.

Disse bemærkninger skal ikke forstås som en almindelig opfordring til uforsigtighed, med kun som en advarsel mod at havne i den type overdreven forsigtighed, hvis konsekvens let kan blive forskningsmæssig stagnation. I samme åndedrag må det siges, at det naturligvis er yderst væsentligt, at enhver faldgrube bliver klart lokaliseret. Poul Rasmussen yder i sin bog et uundværligt bidrag hertil og giver herigennem den hidtil bedste indføring til et kritisk velovervejet arbejde med de problemer, som vi ikke må opgive at få løst.