C. Northcote Parkinson: Gunpowder, Treason and Plot. London, Weidenfeld and Nicolson 1976. 139 s., ill. £5.25.

På mange måder minder denne bog om Elizabeth MacKintosh's, alias Josephine Tey's
berømte forsøg på at rehabilitere Richard 111. Den er udformet efter kriminalromanens
principper, skrevet i et engageret sprog og kendetegnes af en enkel og skarpt profileret

tese. Desværre udstrækkes ligheden også til dokumentationen, der på vitale punkter er
mangelfuld eller helt erstattes af common sense ræsonnementer.

Bogen handler, som titlen antyder, om den berømte og - forstå det, hvem der kan - stadig mindeværdige krudtsammensværgelse i 1605, der gik ud på at sprænge parlamentsbygning - med indhold - i luften ved hjælp af store mængder sprængstof anbragt i bygningens kældre. Planen skulle bringes til udførelse på parlamentets åbningsdag, den 5, november, da såvel kongen som regering og parlament ville være forsamlet til bningsceremonien. blev dog afsløret i sidste øjeblik, og såvel de direkte som de indirekte skyldige - herunder også den katolske oppositions ledende skikkelser - fik deres fortjente straf under maksimal offentlighed. Blandt sammensværgelsens hovedmænd var Guy Fawkes, der - ganske vist noget übegrundet - for eftertiden har stået som eksponent for hele sammensværgelsen. Som et kuriosum kan det nævnes, at han fik sin skoleuddannelse på St. Peter's School i York, der også var Parkinsons barneskole. Deri er måske lidt af en forklaring på, at Parkinson har følt tilskyndelse til at befatte sig med denne i øvrigt temmelig betydningsløse affære.

Det er dog ikke Guy Fawkes, men Robert Cecil, statssekretær og landets egentlige magthaver, der er bogens egentlige hovedperson. Dette hænger sammen med Parkinsons tese, der må placeres et sted imellem de to gængse fortolkninger af begivenheden, hvoraf den ene går ud på, at sammensværgelsen var den militante katolicismes anslag mod en kættersk statsmagt - en opfattelse, der rimer godt med den i samtiden fra officielt hold propagerede. Den anden benægter selve eksistensen af en egentlig sammensværgelse og hævder, at denne skulle være planlagt og iscenesat af Robert Cecil selv med det formål at skabe et påskud til at rense ud i den stadigt mere aggressive katolske opposition. Kildegrundlagets mangetydighed åbner mulighed for begge fortolkninger; men Parkinson vælger en mellemløsning. For ham er sammensværgelsen reel nok, om end ikke direkte inspireret af jesuitterne, som Cecil bagefter hævdede. Den var dog så ringe planlagt og amatøragtigt gennemført, at den var uden chance over for Cecils hemmelige politi, der hurtigt fik færten af den og holdt den under nøje obseivation. Cecil var straks på det rene med de muligheder, som dette frembød, for at skabe en virkelig mediebegivenhed, der samtidig kunne bruges som påskud til at knuse den katolske opposition. Det eneste fornødne var en dramatisk afsløring på et sent tidspunkt og påvisning af en forbindelse mellem konspira to rerne og de engelske katolikker. Det var også nøjagtigt, hvad der skete, og konspiratorerne havde således uafvidende og aldeles ufrivilligt spillet regeringens spil over for katolikkerne.

Hvor rigtig og overbevisende denne forklaring end måtte lyde, må det desværre også siges, at den ikke er bedre hjemlet end de andre fortolkningsmuligheder. Dette kan føres tilbage til bogens ufuldstændige dokumentation, der ikke levner læseren en reel mulighed for at tage stilling til kildegrundlagets bærekraft. Derved placerer bog sig i det spændende, men noget usigtbare grænseland mellem den videnskabelige undersøgelse og den historiske detektivroman, hvorpå engelsk litteratur kan opvise så mange andre fornemme eksempler.