Torbjorn Almqvist, Hjordis Johansson og Lena Simonsson: Vad folket byggde. Ett utkast til folkrorelsernas byggnadshistoria, Sveriges Arkitekturmuseum og Nordiska Museet, 1976. 108 s., ill.

Gennem en årrække har svenske historikere intensivt arbejdet med de folkelige bevægelser på grundlag af skriftlige kilder. Fra de seneste år kan bl. a. nævnes en række banebrydende studier af Sven Lundkvist og Bo Ohngren. Denne interesse følges nu op af Sveriges Arkitekturmuseum og Nordiska Museet med en stort anlagt undersøgelse af de folkelige bevægelsers fysiske miljøer. I første omgang har man gennemført en registrering af omkring 50 bygninger fra de frikirkelige bevægelser (missionshuse, kapeller og kirker), fra afholdenhedsbevægelsen (loger og templer) og fra arbejderbevægelsen (Folkets hus og folkparker). Desuden er yderligere ca. 300 bygninger noteret i et kortregister. Ved valget af byggerier er der taget hensyn til den kronologiske og geografiske spredning ligesom til fordelingen på de enkelte bevægelser.

I den foreliggende, enkelt udformede rapport redegøres for resultaterne af dette indledendeskridt mod en mere fuldstændig kortlægning. Udover en kort omtale af hvert enkelt af de registrerede bygninger gives en oversigt over bevægelsernes historie, en redegørelsefor hvorledes de lokale samfund løste problemerne i forbindelse med et sådant byggeri (valg af grund, oprettelse af byggekomiteer, finansiering m.v.) og endelig en

mere indgående stilhistorisk og funktionsmæssig analyse af bygningernes udformning. I betragtning af arbejdets foreløbige karakter er det imponerende, i hvor høj grad det er lykkedes at udstikke hovedlinjer fra disse miljøers udviklingshistorie. Historikernes forudgåendeundersøgelser og en blomstrende festskriftlitteratur har givetvis medvirket til de forholdsvis hurtige resultater. Desuden har man kunnet drage fordel af flere velbevaredearkiver og en betydelig lokal interesse. Flere af resultaterne må dog sikkert modereresog nuanceres under det fortsatte arbejde. Selve den benyttede udvælgelsesmetode vil naturligt have en tendens til at bekræfte måske ret løse forhåndsformodninger om hovedtrækaf udviklingen. Som næste trin i undersøgelsen foretages en gennemgang af samtlige miljøer i Stockholms lån.

I historiske undersøgelser af det 19. og 20. århundrede har ikke-skriftlige kilder hidtil ført en meget tilbagetrukken og oftest blot illustrerende tilværelse. Rapporten viser flere af de muligheder, som denne kildegruppe åbner for historikeren. Bygningerne giver således gode holdepunkter for bevægelsernes udbredelse, holdepunkter, der er uafhængige af de enkelte foreningers ofte optimistisk farvede oplysninger til centrale myndigheder. Undertiden viser de også på en håndgribelig måde, hvorledes forbudslove blev overtrådt ude omkring i landet. Vigtigst er imidlertid anlæggenes bidrag til de enkelte lokalsamfunds historie. Byggeriets orgam'sering belyser de lokale foreningers struktur, ressourcer og adfærd i forbindelse med løsningen af en efter forholdene ofte gigantisk opgave. Den konkrete udformning fortæller dels om væsentlige funktioner, dels om forbilleder og om hvorledes foreningerne gerne ville tage sig ud i forhold til det øvrige samfund. Bygningerne skulle ikke mindst vise, hvilken styrke og karakter bevægelsen havde.

Rapporten henvender sig imidlertid ikke først og fremmest til fagfolk. Dens primære sigte er de mennesker ude i landet, som står med det daglige ansvar for bevægelsernes bygninger. Det er deres historie og deres miljø, som står i centrum. Mange af de endnu eksisterende bygninger trues i disse år af nedrivninger bl. a. som følge af landdistrikternes affolkning, vigende tilslutning til bevægelserne, ændrede funktionelle krav eller en mere centraliseret struktur. Forfatterne appellerer kraftigt til så vidt muligt at spare de gamle huse, der står som centrale vidnesbyrd om lokalsamfundenes historie. Da de byggedes, var de blandt egnens fineste. I et særligt kapitel gives derfor råd i forbindelse med en eventuel modernisering eller genanvendelse.