Ludwig Buisson: Der Bildstein Ardre VIII auf Gotland. Gottermythen, Heldensagen und Jenseitsglaube der Germanen im 8. Jahrhundert n. Chr. Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften in Gottingen, phil.-hist. Klasse 3. Folge Nr. 102. Gottingen, Vandenhoeck & Ruprecht, 1976. 136 S. mit 23 Tafeln.

Med Sune Lindqvist: Gotlands Bildsteine I—II (1941-42) åbnedes et stort og lokkende arbejdsfelt til belysning af nordisk kultur og dens forbindelser udadtil før 800. Denne uopdrivelige men uundværlige håndbog burde komme i en ajourført udgave med bedre plancher. Buisson koncentrerer sig om en enkelt af stenene efter et indledende kapitel om de øvrige sten, deres findesteder, anlæg og betydning. Kap. 2 gennemgår de litterære tekster (skjaldekvad, Saxo og sagaer) hvor der omtales illustrationer med lignende scener som dem der vises på billedstenene. Kap. 3-4 analyserer Ardre-stenens scener, og konstaterer at det ofte er samme situationer som var malet på de skjolde der beskrives i digte af Bragi og J>j6S6lfr i 9. årh. Selv om disse tekster først foreligger i afskrifter omkring 1200 og derfor kan være noget omredigerede, er Ardre-stenen et bevis på at sådanne billeder eksisterede, og den dateres til sidste halvdel af 8. årh. For nordiske filologer er det mere overraskende at den også viser situationer der ellers først nævnes i mere suspekte prosastykker som Saxos Bråvallaroman, Snorris Edda og Volsungasagas Sigmundepisoder. Nu rehabiliteres de ved Buissons tydninger af Ardre-stenens billeder, og det åbner nye perspektiver.

Med bedre plancher videreføres og suppleres Lindqvists identifikationer af mytologiske og legendariske situationer. Ifølge Buisson har den gotlandske kunstner i årtierne før 800 skildret det, som i senere vestnordisk litteratur indgår i fortællinger om: Jætten pruSgelmirmed de seks hoveder - Thor der fisker efter Midgårdsormen - Guderne der stjæler en okse — Loke med fiskenettet - Laksen der fanges - Sigyn og SkaSi med ormen, hvis gift drypper ned over den bundne Loke - Volund og Bodvild foran smedjen med værktøjetog de hovedløse lig af de to drenge — Sigmund og Sinfjotli med ulvehammene — Signy ved gruben hvor de ligger indespærret - Vikingeskibet (Sigmunds skib nævnt i Beowulf). Kun en enkelt situation med to diskuterende macnd er så ukarakteristisk, at Buisson lader dem være anonyme. På den øverste del af billedfladen kan han, og det er vel bogens mest overraskende nyhed, genkende kong Jormunrek der ligger foran sit bord med afhuggede arme og ben - attentatmanden der hoverende lefter sværdet - kongens borg (eller Valhal). - Hestefiguren med de otte ben og den skrutryggede rytter identificeresnden tøven med Sleipnir og Odin (skønt de fire af hestens ben er stænger og dens slunkne krop et tomt hylster med en sammensunket skikkelse over); at rytteren efter

D. Wilsons og O. Klindt-Jensens mening godt kunne være en død kriger, affærdiges s. 89
med, at det i gammelnordisk litteratur altid er Odin der rider på den ottebenede Sleipnir.

Men det behøver ikke at gælde den gotlandske billedkunstner; hans illustration står meget nærmere ved Herodots beskrivelse af Skyterkongernes gravskik (IV 72). Her og andetsteds har Buissons metode alt for let bragt ham til at overføre 13. århundredes vidtfavnende Odin-forestillinger til billedkunstneren i 8. årh. Og med en lignende glidning er de gotisk-nordiske forestillinger rubriceret som germanske.

I stedet for en ny udgave af Lindqvists store tobinds værk er der nu kommet en lille nem håndbog af docent Erik Nylén: Bildstenar (Visby, Barry Press Forlag 1978. 194 s.; sv. kr. 72). I genial tilrettelægning gives her det væsentligste fra Lindqvist, ajourført med senere fund samt komplet fundkatalog og bibliografi ved fil. dr. Jan Peder Lamm. Den ultrakorte tekst omkranset af billederne gør brugen af dette lille pragtværk til en ren fornøjelse.