Historisk Tidsskrift, Bind 13. række, 6 (1979) 1

Kåre Lunden: Økonomi og samfunn. Oslo - Bergen - Tromsø, Universitetsforlaget 1972. 105 s. N.kr. 29,30.

Tore Nyberg

Side 193

Forsinkelsen af foreliggende anmeldelse (for hvilken rec. selv delvis må påtage sig skylden)får for forf. den ufordelagtige effekt, at meget af det, han sagde i 1972, er blevet forældet, dels som følge af 1970'ernes metodediskussion, dels som følge af den igangværendebyhistoriske forskning i Norden. Forf. bruger de første 29 sider, fordelt på 7 kapitler,til at begrunde, hvorfor der kræves en teori for økonomisk historie, og hvorfor denne teori ikke bare kan hentes fra samfundsvidenskaberne. Modsætningen mellem »kvantitativ«og »kvalitativ« økonomisk teori trækkes hårdt op, og forf. satser på sidstnævnte, dog ikke uden at måtte forsvare sig mod truslen om at virke »reaktionær«, når han anbefaler en tilbagevenden til studiet af de økonomiske institutioner. I fortløbende polemik mod andre norske historikere giver han dem ikke særligt høj karakter i metodebevidsthed.

Side 194

Forf. søger at råde bod på miseren ved det 8. kapitel, »Analyse af den materielle økonomiensom prosess« (60 sid.). Hovedvægten lægges på institutionaliseringen af den økonomiskeproces og af handelen. Dette griber dybt ind i debatten om byernes opståen - problemerneomkring markedspladsen og kongemagtens beskyttelsesopgave overfor handelenog evt. fiskale interesser - og her er forf.s tanker på flere punkter blevet indhentet af den nordiske byhistoriske forskning, sådan som den er blevet formuleret bl. a. på historikermødet i Trondheim 1977 og i de svenske og danske middelalderbyprojekter. Forf.s overvejelser om forholdet mellem handelens institutionalisering og bydannelsen rammer vel ikke altid plet i den 1972 præsenterede form. Men der er mange gode og værdifulde iagttagelser, som gør bogen læseværdig. Man noterer med glæde, at forf. bevidsttaler historiens sag mod samfundsøkonomerne. Men man havde hilst det med endnu større tilfredshed, hvis han tydeligere havde bekendt sig til historien som den videnskab, der studerer forløb i tid, og til dens terminologi og metode som redskab for indtrængen i menneskenes og gruppernes ageren i forløbet.