Vikingerne i Franken, Skriftlige kilder fra det 9. århundrede oversat af Erling Albrectsen, Odense Universitetsforlag 1976. 162 sider (med kortbilag).

Erling Albrectsen har fået den gode idé at supplere de hidtil oversatte tekster om vikingerne med fyldige og meget givende årbogsudtog om deres færden i Franken. I indledningen går han ud fra det nu etablerede faktum, at adskillige årbøger er »samle- og kompilationsrækker« med udfyldninger af senere dato eller ved lån fra beslægtede notater.

Teksterne er enkle og jævne. Der er ikke nogen sproglig ekvilibrist på færde som den Abbo, der skrev om vikingernes belejring af Paris 885-86. Abbo er dog mere krukket, end godt er, mere leksikoman (for at slå hans egen sprogtone an) end nogen anden. På den anden side var han øjenvidne og skrev få år efter, så han har på denne måde haft en enestående iagttagerposition.

Trods årbøgernes enkelhed kan der opstå tvivl ved oversættelsen af visse partier. Det er en metodisk erfaring, at to oversættere altid vil give hver sin formulering,l men principieltog sagligt begrundede forskelle kan også forekomme. Her skal kun de fire steder fremdrages, som omtaler vikingernes vold- eller befæstningsanlæg og derved har interesse både for arkæologer og historikere, specielt med henblik på mulige paralleller til Trelleborgene.For 882 oversætter Albrectsen Fulda-annalerne på følgende måde: »Normannerne... vendte tilbage til deres fæstning, som stod volddækket ved bredden af Maas i Elsloo« med noten: »med glosen cirsumsepta er muligvis fæstningens form som en ringborgantydet« (s. 109 med n. 67). På latin hedder det: in suam munitionem, quae circumseptaconstabat. Det skal nok oversættes: »til deres befæstning, som stod omgivet af hegn«, d.v.s. palisader. - Om det andet skriftligt omtalte anlæg foreligger følgende: 885 byggede vikingerne den nordlige lejr i Paris (lige øst for det nuværende Louvre). I sin versificerede beretning Bella Parisiacae Urbis skildrer Abbo dette på følgende måde: castra beatum/ Germanum circa teretum (glosse derover: rotundum) componere vallis (glosse derover: palis)/ commixto lapidum cumulo glebisque laborant. Det kan oversættes:»De ... sled for at bygge en lejr ved St.-Germain-le-Rond med skansepæle og en

---

1 Mordet på Kennedy, København 1973, s. 105-06 og 109

vold, hvor jordklumper var blandet med sten« (bog I vers 174-76). Det kan opfattes som en jordvold beskyttet af sten og kranset af skansepæle. Den blev senere angrebet med ildspåsættelse (vers 606-08), så træværket må have været fremtrædende. - Det tredje anlæg findes igen hos Albrectsen og er taget fra Fulda-annalerne for året 891: »Normannerne... satte sig nu übekymret fast i Louvain nær floden Dyle iet værk, som efter deres skik var omgivet af forskansninger« (s. 112). På latin hedder det: Nortmanni ... prope fluvio Dyla, loco, qui dicitur Lovonnium, sepibus more eorum munitione coepta securi consederunt. Det skal nok oversættes: »slog sig trygt ned efter, som de plejede, at have påbegyndt en befæstning med hegn«, d.v.s. palisader. Atter synes træværket fremtrædende.Albrectsen spørger i en note: >en forløber for senere ringborge som Trelleborg?«,sikkert altfor optimistisk. Det eneste fælles træk i de to sidste anlæg er dog skansepæleneeller palisaderne. - Det fjerde anlæg er omtalt af Dudo, der skrev mellem 1015 og 1026 og beskriver et voldsted, som han henfører til Rollo omkring 885(?). Den latinsketekst lyder: Interim Rollo, et qui cum eo erant, fecerunt sibi munimen et obstaculum in modum castri, munientes se per gyrum avulsæ terræ aggere, locoque portæ relinquentesspatium prolixæ amplitudinis, quod apparet ad tempus usque istius diei. Det kan oversættes: »Rollo og de, der var sammen med ham, lavede et spærrende værn i form af en borg, idet de forskansede sig ved hjælp af en ringvold af opkastet jord. Og de lod en lang og vid åbning stå som plads til porten. Det kan ses endnu den dag idag«. Bemærkelsesværdiger ordet »ringvold« og eksistensen af anlægget omkring 1020. Det menes at have ligget et stykke øst for Rouen, i Les Damps ved Pont-de-I'Arche mellem Eures og Andelles udmundinger i Seine.² Det ses, at elementer fra Trelleborg-anlæggene genfindesrundt om; snart er det voldformen (hvad der vel er det vigtigste), snart er det anvendelsen af palisadeværk og sten. Men nogen egentlig forgænger for de karakteristiske danske ringborge synes det ikke muligt at påvise i de frankiske kilder.

Hvis der skulle rettes lidt kritik mod Albrectsens arbejde, måtte det vel være manglen på kendskab til speciallitteratur. Det gælder den udenlandske, hvor der f. eks. i »Speculum« I fra 1926 er en afhandling om »The vocabulary of the Annales Fuldenses« af C. H. Beeson. Den slags litteratur opregnes i »Repertorium fontium historiae medii aevi, II Fontes«, Romae 1967. Her omtales stof til fem af de syv kilder, oversætteren benytter, mens de to sidste er kommenteret i repertoriets ældre udgaver. Dansk speciallitteratur kunne også være benyttet. I fredsaftalen af 811 mellem Karl den Store og kong Hemming af Danmark nævnes ti danske (oversat s. 18). Albrectsen har ikke bearbejdet dette navnestof. Det uforståelige Hankwin er Hakon, Osfrid fra Skåne er Asfrid, Osfrid med det ejendommelige tilnavn Turdimulo er Asfrid Alk o.s.v. Det kan oplyses via »Danmarks gamle Personnavne, I Fornavne, II Tilnavne«, København 1936-64.

En bagatel kan påpeges. Årbøgerne fra St.-Vaast slutter år 900. Det har lokket oversætteren til følgende ræsonnement: »Annalernes tavshed forinden« (d.v.s. i det spændende årti inden oprettelsen af Normandiet i 911) »kan også tydes som en erkendelse af en indtrådt faktisk tilstand«. Ganske vist er det forsigtigt udtrykt, men der antydes dog en e silentio-slutning, som ikke er tilladelig. Årbøgernes forfatter kan være død nævnte år, han kan være hindret i at skrive eller ikke have gidet o.s.v.

Bogen har til sidst en udmærket oversigt over vikingernes angreb og militære foretagender808-900 samt lister over tributter og gaver og over danske vikingekonger og høvdinge,som nævnt i teksterne. Der opregnes personer af dansk kongeslægt og bringes en tavle over karolingerne. Et register danner afslutningen med omtale af personer, steder

---

2 Vikingerne i Paris, Kbh. 1967, s. 88. Om anlægget har noget med Rollo at gøre, er naturligvis ganske usikkert.

og en række sagforhold. Bogen har på denne måde mange indgange for læseren og er
i det hele et fortrinligt og let læst supplement til vor vikingetidslitteratur.