Klaus Scholder: Die Kirchen und das Dritte Reich. Bd. 1: Vorgeschichte und Zeit der Illusionen 1918-1934. Frankfurt/M.-Berlin Ullstein 1977. 898 s. DM4B.

Gennem mere end 10 år har den tyske teolog og historiker, Klaus Scholder, fra UniversitåtTiibingen, beskæftiget sig med spørgsmålet om de tyske kirkers forhold under det tredje rige og i efteråret 1977 udsendte han første bind af et stort tobinds værk med titlen: »Die Kirchen und das Dritte Reich«, hvor han gennemgår den protestantiske og

den katolske kirkes historie i Weimarrepublikken og igennem året 1933. Allerede emnet er bemærkelsesværdigt: Hvor den tidligere litteratur enten har skildret den protestantiske kirkes holdning eller har set på den katolske kirke, f. ex. i forbindelse med konkordatspørgsmålet,har Scholder sat sig for at se på begge kirker. Dette er en af grundene til, at man med stor interesse går igang med værket, som bl. a. - hvad Scholder selv er inde på i forordet - muliggør en sammenligning af de to kirkers holdning »in einer extremen Situation«.

Bogen er delt i to dele, hvor den første skildrer kirkerne i Weimarrepublikken: Først den protestantiske kirkes udvikling frem til dannelsen af Der Deutsch Evangelische Kirchenbund og nybruddet indenfor den protestantiske teologi, begyndende med Karl Barths foredrag i Tambach 1919 - et nybrud, der også er forudsætningen for at forstå udviklingen i 1933, hvor Barth netop holder fast ved en teologisk kritik overfor andres (f. ex. Niemollers) kirkepolitiske kritik af nazismen. Dernæst den katolske kirke, hvor Pacellis udnævnelse til nuntius i Miinchen i 1917 for S. hører til de vigtigste datoer i tysk katolsk historie i det 20. årh. Pacelli er det nemlig, der i 1924 afslutter et konkordat med Bayern og i 1929 med Preussen og i hele perioden arbejder på at få afsluttet et rigskonkordat.

S. går derpå tilbage til 1919 og ser på »Die volkische Bewegung, Hitler und die Anfange der NSDAP«, hvor det afgørende i denne forbindelse er Hitlers brud med repræsentanterne for en »volkische« religion i 1928. Dermed var der nemlig åbnet for kontakt med den politiske teologi, og dermed var det gjort principielt muligt for tyske protestanter at stemme på partiet, hvad der da også i så høj grad skete fra og med efteråret 1930. Første del slutter med en gennemgang af den nationalsocialistiske »tysk-kristne bevægelse«

I anden del - »Die Kirchen im Jahr der Machtergreifung« - viser S. først, hvorledes det overfor kirkerne lykkes Hitler dels at føre sig frem som den, der har reddet Tyskland fra kommunismen, dels som den sande kristne statsmand. Han redegør dernæst for sammenhængen mellem konkordatsforhandlingerne og Zentrums holdning til bemyndigelsesloven og viser, hvorledes begge kirker tier overfor jødeforfølgelserne i april 1933 - kun teologen Dietrich Bonhoeffer ser klart perspektiverne - fordi de var optaget af egne problemer. Indenfor den protestantiske kirke var der opstået en sådan strid mellem de forskellige grupper, at den preussiske regering havde udnævnt en kommissær til at ordne forholdene - en udnævnelse, der førte til en sådan strøm af protester, at Hitler tilslut selv griber ind - efter pres fra Hindenburg, der her i juni 1933 vel for første og sidste gang siden 30. jan. kom til at spille en afgørende rolle. Og på den katolske side havde forhandlingerne i Rom fuldstændig sat kirken i Tyskland ud af spillet og medført Zentrums opløsning d. 5. juli. Denne fase slutter med, at rigskabinettet d. 14. juli både beslutter en ny forfatning for den evangeliske kirke og rigskonkordatet, der var blevet afsluttet i Rom d. 8.

Derpå følger kirkevalg, der ender med en fuldstændig triumf for »de tyske kristne« og d. 27. sept. vælges Ludwig Muller enstemmigt til rigsbiskop. Men det bemærkelsesværdige er, at triumfen indenfor den protestantiske kirke kun varer nogle måneder. Grunden til dette er ifølge S., at rigskirken og de tyske kristne ikke kunne klare overgangen fra den revolutionære fase til en mere stabil periode: »Der Übergang scheiterte am typischen Konflikt der Revolutionen, namlich an dem Widerspruch zwischen dem Wunsch nach dem Ende der revol. Phase, den die neuen Machthaber vertraten, und der Unzufriedenheit mit dem Erreichten, die den radikalen Fliigel weitertrieb« (s. 701).

Imens er modstanden vokset: Da den preussiske generalsynode mødes 5. sept., tvinges
den kirkelige opposition til at udvandre. Dette betyder faktisk en spaltning af kirken og

danner udgangspunkt for den udvikling, der senere slutter med den Bekendende Kirke
i Preussen og her i første omgang fører til dannelsen af »Pfarrernotbund« under ledelse
af Martin Niemoller.

Klaus Scholders værk giver en særdeles grundig gennemgang af et meget spændende kapitel i tysk kirkehistorie. Det er kirkehistorie i bredeste forstand: Dels som nævnt begge kirker - omend behandlingen af de protestantiske kirker absolut er den mest omfattende - men dels også såvel statens kirkepolitik som kirkernes holdning til staten; endelig også teologihistorien. Alt dette er sat ind i en sammenhæng med den inden- og udenrigspolitiske udvikling - især i Hitlers første regeringsår. For den, der fremover vil beskæftige sig med de tyske kirker i denne periode samt for den, der arbejder med Hitlers magtovertagelse og første tid, er Scholders bog derfor en uundværlig hjælp.