Valdemar Andersen: Hald Hovedgård 1435-1975. Niels Bugges borg. Slot og len. Kulturcenter. Herning, Poul Kristensens forlag 1977. 313 s., ill., kr. 124.00.

Det, der adskiller Valdemar Andersens fremstilling af Halds historie fra de tidligere beskrivelser af denne velkendte lokalitet, er at den omhandler hele den historiske periode fra Hald nævnes første gang i skiftet efter Ludvig Albertsen Eberstein, død 1328, til idag. Også de tre voldanlæg beskrives, og forfatteren fremlægger en tolkning af sammenhængen mellem deres etablering og stedets historie, idet han dog pointerer, at der kun kan blive tale om en hypotese, da voldanlæggene ikke er blevet undersøgt arkæologisk. Et andet forhold, som gør fremstillingen til noget særligt, er, at Valdemar Andersen har lagt hovedvægten i sin fremstilling - ca. halvdelen af bogen - på perioden 1536-1663, hvor Hald var et kongeligt len. Dette tidsrum er ikke tidligere blevet behandlet så grundigt for Halds vedkommende. Som et supplement til den kronologisk gennemførte ejendomshistorie afsluttes bogen med to afsnit, »Omkring Hald« og »Hald i litteraturen«, som begge består af små sluttede fremstillinger over emner med relation til Hald og nærmeste omegn. Bogen er forsynet med udmærkede person-, lokalitets- og emneregistre, men netop en bog som denne burde vel have medtaget en samlet bibliografi over Hald-litteraturen, selvom en del af denne omtales i noteapparatet.

Det har været Valdemar Andersens hensigt »i store træk at gøre godshistorien anskueligsamt at belyse bøndernes vilkår i perioden« (s. 7), og selvom disse ord især er knyttet til analysen af lensperioden, har forfatteren - hvor kildematerialet har tilladt det - fulgt dem op i de følgende århundreder. Tiden 1536-1663 er især blevet beskrevet på grundlag af lensregnskaberne med bilag, og blandt de resultater, forfatteren fremlægger, kan f. eks. nævnes en fortræffelig illustration af, at lensgodset regnskabsteknisk set ikke var en homogenenhed, men var sammensat af en række godskomplekser, som alle skulle behandlespå en speciel måde i den lokale lensadministration. Valdemar Andersen belyser variationernei den geografiske og sociale sammensætning af det tilliggende bøndergods ved at sammenligne en række udvalgte jordebøger, hvoraf den tidligste er fra 1544/45. Han mener bl. a. - ved at sammenligne oplysninger fra 1544/45 og 1599/1600 - at der i løbet

af denne periode blev »indføjet yderligere krav til bøndernes præstationer« (s. 84), nemlignogle

Det er imidlertid ret problematisk, om disse to kilder egner sig til at blive sammenlignet på denne måde, for »jordebogen« 1544/45 betegnes som »Register og mandtal på alle visse og uvisse indkomster på korn, smør, honning, skovsvin med alt andet, som er oppebåret ... Efter stiftets jordebogs lydelse«. Selvom kilden nævner »Efter stiftets jordebogs lydelse«, behøver fortegnelsen ikke selv at være en jordebog, men kan - som navnet siger - være et register over, hvad bønderne har ydet, ikke hvad de burde yde. Et andet træk ved fortegnelsen, som peger i samme retning, er, at den medtager de uvisse indtægter, hvis omfang vanskeligt kan afgøres før regnskabsåret er afsluttet. Ligeledes kan der trods ordlyden »... med alt andet« udmærket være tale om et register, som kun medtager naturalier. Man savner i den sammenhæng en analyse af kildens ophavssituation.

Medvirkende til usikkerheden omkring kildematerialets udsagnsevne er, at Valdemar Andersen ikke afskiller de egentlige fæstebønder, som yder både skyld og herlighedsafgifter til Hald, fra andre bønder, der kun - som betaling for forsvaret eller for udnyttelsen af lenets naturressourcer - yder herlighedsafgif_terne til kronen/lenet. De 163 bønder, der optræder i registret 1544/45, ca. 27 % af samtlige beboere, og som kun yder »1 skovsvin«, må derfor snarere opfattes som bønder, hvis eneste relation til Hald var, at de havde sendt svin på olden i lenets skove, eller som fæstere, der gav landgildepenge istedet for naturalier, end som »repræsenterende et økonomisk lavere placeret lag i bondesamfundet« (s. 71).

Hald Hovedgårds historie efter enevældens indførelse bygger tildels også på forfatterens egne kildestudier, og resultaterne er - i hele bogen - fremlagt på en fængslende og særdeles tiltalende måde. Sidstnævnte gælder også fremstillingens ydre, idet bogens typografi, papir, indbinding m.v. er et særsyn i disse offset-tider. At bogen har kunnet få dette udseende, skyldes blandt andet, at den er blevet udsendt med støtte fra Statens humanistiske