Norsk Stadnamnleksikon: Redigert av Jørn Sandnes og Ola Stemshaug. Oslo, Det norske samlaget, 1976.

De norske stednavneforskere gør meget for at popularisere deres forskning i disse år. I 1967 kom en samling af artikler om navne i Norges fjelde (Namn i fjellet, redigert av Jørn Sandnes og Per Tylden, Det norske samlaget) og i 1975 yderligere en række afhandlinger i bogform med et noget bredere emnevalg, f. eks. hvorledes er stednavne opstået?, navngivning af norsk natur, om oprindelsen til købstadnavne, skæmt og alvor i stednavne, norske navne på fremmed grund (Norske stedsnavn/stadnamn, redigert av Botolv Hellelad, Grøndahl & Søn). Allerede i 1973 forelå et optryk af en række klassiske norske stednavneafhandlinger, af forfattere som Oluf Rygh, Magnus Olsen og Gustav Indrebø (Norsk stadnamngransking, ei artikkelsamling, redigert av Ola Stemshaug, Det norske samlaget), samt en indføring i norsk stednavneforskning (Ola Stemshaug, Namn i Noreg, Det norske samlaget).

Det sidste produkt på denne fortjenstfulde populærvidenskabelige linje er et stednavneleksikon, Norsk stadnamnleksikon, redigeret af to af de mest aktive norske stednavneforskere, Jørn Sandnes og Ola Stemshaug, med god hjælp af en række norske fagfæller.

Det populærvidenskabelige sigte har bestemt både indholdet og formen, uden at det af den grund er gået ud over kvaliteten. Man har lagt vægt på at medtage de mest brugte navne (således næsten alle administrative navne) og de ikke umiddelbart gennemskuelige navne, og forklaringerne har fået en formulering, som det ikke kræver specielle faglige forudsætninger at forstå. Indledningen til leksikonnet indeholder nogle korte afsnit om stednavne i almindelighed og om forskellige navnegrupper (gårdnavne, elvenavne, ønavne, gadenavne 0.5.v.).

Leksikonnet er righoldigt og lødigt, og derfor et meget nyttigt hjælpemiddel - ikke blot for stednavneforskere, men også for andre der er interesseret i norsk sprog, historie og topografi. Vigtigt er, at ikke blot navnenes sproglige elementer analyseres, men at også den reale baggrund for navngivningen såvidt muligt anføres. Kongsberg forklares ikke blot som sammensat med ordet konge, men det oplyses, at kongen er Christian IV, der 1624 anlagde grubebyen. Udmærkede er de mange artikler om hyppige navneelementer (fisk, fjord, stad, set 0.5.v.) i norske stednavne. Også henvisninger til yderligere litteratur om navne er givet i et som regel passende omfang.

Det eneste større ønskemål man kunne have var, at indledningen var blevet forøget med nogle afsnit af lidt mindre traditionelt tilsnit end dem der findes, f. eks. om navnealder eller om navnesociologisk orienterede emner som navnedød, navneskifte og navnedåb. Det havde både været aktuelt og i overensstemmelse med den holdning til stednavneforskningens mål og midler, som indtoges af forfatternes store landsmand Oluf Rygh, nordisk stednavneforsknings grundlægger.

Et dansk stednavneleksikon af lignende kvalitet og fylde findes desværre endnu ikke.