Hallvard Trætteberg: Geistlige segl i Oslo bispedømme ca. 1200-1537. Det norske Videnskaps-Akademi. Skrifter. II. Historisk-Filosofisk Klasse. Ny serie nr. 13. Oslo-Bergen- Tromsø, Universitetsforlaget 1977. 159 s. N. kr. 55,00.

Med denne bog fortsætter forfatteren det arbejde, som han i 1953 og 1968 havde påbegyndtmed afhandlingerne Geistlige segl i Nidaros (Den norske kirkeprovins 1153-1953, udk. i Trondheim) Geistlige segl i Bergens bispedømme (festskriftet Bjørgvin bispestol, udk. i Bergen), og indledningen i nærværende arbejde slutter sig også nært til redegørelsernei Bergenfestskriftet. Som naturligt er, gøres der klart opmærksom på, hvilke vanskelighederman står over for ved gengivelsen af seglene, ikke blot dem, der skyldes beskadigelseri tidens løb, men også, at det anvendte voks i norske segl gennemgående anses for at være af dårlig kvalitet. Enhver, der har haft et segl i hånden, må give forfatteren ret i, at det kan være overordentlig vanskeligt at nå til den fuldkomne gengivelse. I mere end 200 år har man forsøgt sig med tegninger, kobberstik, fototypier, fotografier efter farvede og ufarvede afstøbninger eller direkte efter fotos. Trættebergs indlæg fortsætter den diskussion, som Anders Thiset rejste i anmeldelsen af Henry Petersen, Danske gejstligeSigiller (HT 6. r. I, s. 725 ff.). I modsætning til Henry Petersen, der lod Th. Bergh tegne, hvorefter tegningerne måtte overføres til den litografiske sten med svækkelse af den fuldtro gengivelse som resultat, er Hallvard Trætteberg selv en yderst habil tegner, idet han har leveret omkr. 40 tegninger. De 148 bevarede segl er afbildet på s. 97-159,

både ved hjælp af tegninger og fotografier; der er således rig lejlighed til for brugeren at
gøre sig fortrolig med fortrin og mangler ved de forskellige gengivelser af samme segl.

løvrigt er seglbeskrivelserne bygget op på samme måde som i andre seglvaerker. Foruden bispernes og kapitlets segl medtages kanslerens. Han var samtidig provst ved Mariakirken i Oslo. Derefter præsenteres segl fra stiftets klostre med Hovedøy kloster i spidsen, og til slut et fyldigt udvalg af præstesegl. Beskrivelserne i de fire første afsnit er meget fyldige, mens præsteseglenes beskrivelse er mere kortfattet og stort set svarer til praksis i Danske gejstlige Sigiller. En kilde- og litteraturfortegnelse samt redegørelse for tegnere og fotografer afslutter teksten, men et regulært alfabetisk register savnes. Seglværker er sjældne fugle; de repræsenterer en stor og langvarig arbejdsindsats, som fortjener megen anerkendelse. Forhåbentlig bliver der også tid til at fortsætte med de øvrige bispedømmer.