Jochen Jacke: Kirche zwischen Monarchie und Republik. Der preussische Protestantismus nach dem Zusammenbruch von 1918. Hamburg, Hans Christians Verlag, 1976. 495 s. DM 48,-.

Tysk kirkehistorie kendetegnes som den politiske historie i det 20. årh. af tre skelsættende årstal: 1918, 1933 og 1945. I dette værk har Fritz Fischer-eleven Joachim Jacke sat sig for at undersøge, hvilken betydning året 1918 fik for den protestantiske kirke i Preussen, eller helt nøjagtigt: »welche konkreten institutionellen und kirchenpolitischen Auswirkungen mit der staatlichen Umwålzung von 1918 fiir die evangelischen Landeskirchen verbunden waren.«

Resultatet er blevet en detaljeret gennemgang af tre emner, hvor det første er kampen om adskillelsen stat-kirke. J. ser her på den kirkepolitiske udvikling fra revolutionsregeringensmeddelelse om, at stat og kirke nu skulle skilles og frem til nyordningen af forholdetmed Weimarforfatningen i august 1919 og giver en spændende redegørelse for den protestantiske kirkes holdning under forhandlingerne med staten og stillingtagen i valgkampen1919. J. viser, hvorledes kirkens holdning var noget inkonsekvent: Man ønskede,

at staten fortsat skulle opfylde sine forpligtelser, først og fremmest de økonomiske, men samtidig nægtede man, at staten skulle have nogen rettigheder i forholdet til kirken. Og mens man officielt erklærede, at kirken var upartisk, udsendte man temmelig direkte støtteerklæringer til DNVP og advarede mod de socialistiske partier. På dette punkt kommer J.s stærke engagement i emnet klart frem og han bevæger sig af og til på grænsenaf, hvad der kan være en historikers opgave, f. ex. ved et sted at give kirken gode råd om, hvad den skulle have gjort (»es wåre die Aufgabe einer weitschauenden Kirchenpolitikgewesen, den abgerissenen Faden zur organisierten Arbeiterschaft wieder anzukniipfen-« (s. 111-12)), men dette og enkelte lignende steder viser også, at kirkehistorieer en spændende og aktuel disciplin - også for det 20. årh.s vedkommende!

Striden mellem stat og kirke ender med en overlegen sejr for kirken, der kunne være fuldt tilfreds med Weimarforfatningens bestemmelser. Jacke gør her opmærksom på, at det også var SPD og DDP, der stod bag disse paragraffer - thesen om disse partiers kirkefjendtlige holdning kan altså ikke holde (s. 141). Om grunden til SPDs holdning forklarer Jacke, »dass man die Regelung der Kirchenfrage dem Willen der biirgerlichen Mehrheit preisgeben wollte, um dafiir im Gegenzug die weitgehende Entkirchlichung des offentlichen Schulwesens zu erreichen« - en politik, der dog ikke lykkes (s. 144).

Bogens anden del handler om de følger, omvæltningen i 1918 fik for den preussiske kirkes indre forhold. Med kejserens abdikation havde kirken jo mistet sit overhovede, og man måtte som følge af dette og den dermed forbundne ændring i forholdet til staten helt omordne kirkens opbygning. Dette fører til en voldsom kamp mellem kirkens forskellige fløje, der på alle punkter ender med en sejr for de ortodokse, politisk konservative kræfter: De forsøg, der fra liberalteologisk side gøres for også at skabe demokratiske forhold indenfor kirken mislykkes totalt - først og fremmest fordi »die Angst vor den »unkirchlichen Massen« bei der kirchlich-orthodoxen Rechten grosser war als das Zutrauen zum »Kirchenvolk«« (s. 193). Og de enkelte forsøg, der gøres på at skabe en mere positiv holdning til Weimar-republikken - bl. a. ved at henvise til Luthers ord om lydighed mod staten - forkastes også, fordi en kirkefjendtlig stat, som Weimarrepublikken ifølge størstedelen af kirken var, for gammeltroendc kristne var »das Tier aus dem Abgrund«. Og kirken forblev gennem de 14 år et antirepublikansk fremmedlegeme.

Når J. derfor skal forklare, at kirken i årene 1932-34 næsten helt blev »erobret« af den nazistiske »Deutsch-christliche Bewegung«, bliver det et opgør med den these, som bl. a. K. D. Schmidt i »Grundriss der Kirchengeschichte« gør sig til talsmand for, nemlig at det skyldtes for megen demokratisk liberalisme. Tværtimod: »Sofern die Weimarer Kirchenordnung ein ursåchliches Mitverschulden an den Ereignissen von 1933 trifft, so miissten die Grunde vermutlich eher in entgegengesetzter Richtung gesucht werden« (s. 303).

Jochen Jackes bog, der efter selve teksten rummer 115 sider med noter samt en omfattende
kilde- og litteraturfortegnelse, giver en spændende og grundig fremstilling af en
vigtig side af Weimarrepublikkens første år.