Walther Kienast: Deutschland und Frankreich in der Kaiserzeit (900-1270). Weltkaiser und Einzelkonige. I—III. Stuttgart, Hiersemann, 1974—75. Monographien zur Geschichte des Mittelalters in Verbindung mit Friedrich Prinz herausgegeben von Karl Bosl, 9, I-III. CXXXI + 785 s.

Walther Kienast udgav sit værk »Deutschland und Frankreich in der Kaiserzeit« første gang 1943. Som han siger i det nu genoptrykte forord til første oplag, var der tale om et bestillingsarbejde inden for rammerne af krigsanstrengelserne. Under samme titel, men med undertitlen »Weltkaiser und Einzelkonige« kom Kienast 1974—75 med en i væsentlige henseender ny bog i tre bind i den af Karl Bosl redigerede række af monografier til middelalderens historie. (Første bd. A. Haverkamp, kom 1970, smig. anmeldelse HT). Den aldrende historikers forskningspræstation er betydende allerede i det ydre, navnlig når man tager den 100 siders litteraturfortegnelse, de 80 sider ekskurser og de 50 sider register i betragtning; den egentlige tekst fylder 654 sider, af hvilke de fleste efter ældre tysk model indtil mere end den halve sides højde består af fodnoter med kildehenvisninger, diskussioner og referencer.

At undersøge »Tysklands« og »Frankrigs« forhold til hinanden i den periode, da de
to størrelser først er på vej til at tage form (900-1270), indebærer nødvendigvis en
koncentration på grænseområderne mellem det østfrankiske og det vestfrankiske rige. Da

der mellem de to efterfølgerstater til Karl den Stores rige også fandtes et mellemrige, Lotherll.s senere såkaldte Lothringen, så er det givet, at foreliggende værk i vid udstrækningformer sig som historien om kampen om Lothringen, hvori så nuværende Elsassog det gamle Burgund - nuv. Schweiz - bliver trukket ind. Første hoveddel hæfter sig stærkt ved overfladen af dette konfliktforløb og viser sig derved i grundtone og tendensat være stærkest afhængigt af bogens første oplag af 1943. Det er kronistemes historie,der møder os i Kienasts tekst, som bliver et kæmperepertorium til kildematerialet og den videnskabelige diskussion om de mere end 300 års historie, der bliver behandlet. At Kienast føler sig forpligtet over for en vist nok stortysk, men vestlig, videnskabelig tradition,tydeligt præget af positivismen og forestillingen om historikeren som objektiv dommer over tidsforløbet, gør han ikke forsøg på at skjule - smig. blandt bogens mottoer citaterne fra Lenin og Gomulka, som vel er blevet sat ind i ironisk-polemisk hensigt. På den anden side markerer han i sit forord, at franske anmeldere som Boutruche og Folz efter krigen vurderede værkets videnskabelige kvalifikationer uden rancune, og at hans høje syn på den tyske opgave i Europas historie ikke har forhindret ham i at erkende modstanderens storhed.

Kienast skriver politisk og ideologisk historie. I anden hoveddel går han ind under begivenhedernesoverflade og viser derved, at første hoveddel skal bruges som en slags opslagsværkfor enkeltdata. Hovedvægten og bogens værdi som indlæg i en aktuel forskningsdebatligger i gennemgangen af ideen om verdenskejseren, sådan som man møder den blandt højmiddelalderens jurister, kanonister og historieskrivere. Det er karakteristisk, at det mest omfattende opslagsord i sagsindeks er »Dominium mundk. Det er egentlig det, bogen handler om. Forestillingen om et imperialt kongedømme, et kejserligt verdensherredømme,dels inden for det tyske rige, dels i England, Frankrig, Skandinavien og andrestater, bliver genstand for en omhyggelig analyse og vurdering. Kienast synes at ville føre en stor del af højmiddelalderens ideer i denne retning tilbage til byzantinske forbilleder,som fik nyt liv, dels ved lovstudiet i Bologna, hvor Justinians lov blev studeret, dels ved det igen og igen opflammende Romsværmeri, som førte til studium både af oldtidensog af det byzantinske riges statsindretninger og herskerkrav. Byzans synes således at have spillet en umådelig rolle som model for de europæiske samfunds tiltagende statslighedog herskerideologi, omend ad omveje. Efter studiet af juristernes dominiummundi-idéog papalismens fremkomst på arenaen vurderer Kienast i et stort, nyskrevet afsnit Frederik II og Ludvig den Hellige over for hinanden ud fra de aspekter, han forindenhar ridset op. Skal nogle enkeltheder gribes ud af helheden, så kan det måske markeres, at Kienasts styrke snarere ligger i ottonsk, salisk og staufisk tid end i karolingisktid. Når han s. 258 siger, at det var »nach frånkischer Auffassung«, at Byzans trone blev betragtet som vakant, da Irene regerede i årene før 800, så er dette ikke overensstemmendemed de forskere, som i en sådan anskuelse af Byzans tronforhold ser et elementi den romersk-pavelige translationsteori. Det er rammende karakteristik af forskelligetyper af kejserideologi, f. eks. s. 338: >Die Salier hatten mit den Konigen des Westens,besonders mit den franzosischen, immer als gleich zu gleich verkehrt und sie mit schuldigem Respekt behandelt. Unter Barbarossa gewann die kaiserliche Wiirde, antik ausgeriistet, einen aggressiven Sinn und verletzte die Nachbarstaaten<. Om Frederik II: > die monarchia mundi des iiber die Volker und Konigreiche gesetzten Kaisers drohnt aus seinen Diplomen und Manifesten«. Interessant er påvisningen af kun et eneste sted i den angelsachsiske historiografi, hvor der synes at være tale om en anerkendelse af den tyske kejser som en slags overherre over al verdens kongeriger: William of Newburgh, cit. note 614 med udtrykket imperator Me noster, når samme skribent i øvrigt kalder kejserenimperator Latinus (smig. s. 365, 378) - spørgsmålet er naturligvis, om ikke udtrykketer

keterså svagt, at det bliver til en rent retorisk figur, »vores kejser« i betydningen »den kejser, vi lige taler om«. Den omvendte, tyskfjendtlige tendens er hyppigere, f. eks. ved John of Salisbury (s. 363 ff.). Også Knud den Stores og de danske kongers holdning til et eget overherredømme over fiere riger, hhv. til den tyske konges stilling som sådan, bliver genstand for vurdering inden for rammen af den almindelige problemstilling.