J. A. Bundgaard: Parthenon and the Mycenean City on the Heights. Publications of the National Museum, Archaeological Historical Series vol. XVII. København, Nationalmuseet 1976. 194 s. + 11 plancher.

I 1957 fremsatte J. A. Bundgaard den these, »at arkitekterne i Grækenland i V. og IV. århundrede endnu ikke havde følt nødvendigheden af det hjælpemiddel, som vi i dag betragter som selvfølgeligt og uundværligt for en arkitekt, den nøjagtige projektion i formindsket målestok«. (Mnesikles, A Greek Architect at Work, disp.). I nærværende værk appliceres denne these på alle de store monumentalbygninger på Athens akropolis.

I dag fremtræder borgklippen i det store og hele som et fladt plateau, men fra naturens hånd er den en ås. Parthenons nordflanke ligger stort set direkte på klippen, men hele sydsiden hviler på et kvaderstensfundament på op til lim under selve templet, ligesom der er foretaget yderligere terrassering for at forhindre opfyldningerne i at skride ud. I årene 1882-90 blev bl. a. denne opfyldning undersøgt og dette gav stødet til den meget intensive akropolisforskning i dette århundrede. I sin søgen efter ny dokumentation fandt Bundgaard i 1967 en pakke arkivalier vedrørende disse udgravninger i Det tyske arkæologiske institut i Athen. Det var tegninger, der hidrørte fra selve udgravningerne og for størstedelen udført af arkitekten Kawerau. Disse tegninger har Bundgaard gennemarbejdet og udgivet sammen med de originale udgravningsfotografier i den statelige publikation The Excavation of the Athenian Acropolis, Kbh. 1974. I 1976, få uger efter forfatterens død, udkom endelig nærværende bog som resultatet af en myreflittig forskers lange liv.

Bundgaard kender hver sten på Akropolis, og ved hjælp af udgravningsfotografier og
tegninger kan han rekonstruere bygningshistorien fra senmykensk tid til slutningen af V.

årh. f. Kr., idet tegningerne i mange tilfælde giver oplysninger om stratigrafien ved udgravningerne.Det store brud i den kontinuerlige udvikling er naturligvis persernes erobring af Athen i 480-79 f. Kr. Mens man tidligere forestillede sig, at perserne indskrænkedesig til at nedbrænde de gamle helligdomme, mener Bundgaard, at de gik langt grundigere til værks og destruerede bygningerne langt mere systematisk, herunder også den gamle senmykenske mur, der var klippens forsvarsmiddel. Ved oprydningen efter persernes nederlag ved Plataeae samlede grækerne resterne af de gamle helligdomme i store dynger, og først en lille generation senere gik de i gang med selve opbygningen af helligdommen.

Man var allerede kommet langt med at bygge et stort peripteraltempel hvor Parthenon nu ligger, da planerne blev ændret og bygningen nedrevet, hvorefter man gik i gang med at opføre et nyt og bredere tempel på det gamle fundament og stort set med de allerede brugte bygningsmaterialer. Grunden til denne drastiske ændring var, at Fidias havde fået overdraget opgaven at udføre kultstatuen og skulle bruge en bredere cella til det kolossale chryselefantine gudebillede. Herpå fulgte Propylæerne, Niketemplet samt Erechteion, hvor Bundgaard ved en minutiøs analyse af det bevarede tempel finder så mange mærkværdigheder, at han må slutte, at der har været en forhindring, der ikke har tilladt håndværkerne at fuldføre en normal afpudsning af bygningen. Efter Bundgaards mening var denne forhindring intet andet end Athenes hellige oliventræ, der stod inde i selve templet og med forskellige rodskud bredte sig, så at dette på en række punkter dikterede templets ejendommelige form.

Ved denne fremstilling af bygningshistorien slagtes en række hellige køer. Det gælder såvel inden for arkitekturhistorien som inden for den politiske historie mellem Perserkrigen og den peloponnesiske krig. En række indskrifter omdateres og omfortolkes, gamle suppleringer forkastes eller bekræftes, enkelte nye foreslås. Selve grundlaget for det attiske søforbunds økonomi, aparché=l/eo af medlemmernes tribut, der skænkedes til Athene, bliver til en frivillig gave, og derved er der åbnet for en hel ny forståelse af Athens imperialistiske politik i V. årh.

Fortolkningen af V. årh.s historie er meget vanskelig. I mere end hundrede år har forsker efter forsker føj et sit bidrag til, og somme tider har man indtryk af, at der er tale om et stort skolastisk system, hvor generation efter generation har bygget videre på forgængerne. Bundgaard går drastisk til værks og tager sit udgangspunkt i rekonstruktionen af bygningshistorien, som han ser den ud fra de gamle tegningers stratigrafiske oplysninger og de iagttagelser, der kan gøres på de enkelte sten og bygninger. Genopbygningen af Athens helligdom er formentlig det mest ambitiøse byggeprogram, det klassiske Grækenland har set, både hvad økonomi, arbejdskraft og teknisk kunnen angår. Dermed må det også have været et af de mest brændende politiske problemer i datidens demokrati.

Bundgaards theser står skarpt mejslet i den korte prægnante tekst. Hver enkelt nytolkning hviler på skarpsindige iagttagelser og præcise ræsonnementer, og da hele billedmaterialet fra de oprindelige udgravninger nu for første gang er tilgængeligt, kan læseren selv kontrollere kilderne. Vurdere dem er straks vanskeligere. Hovedproblemet er naturligvis, hvor megen vægt man tør lægge på udgravningstegningerne og den stratigrafi, de vidner om, altså spørgsmålet om kildernes troværdighed. Bundgaard har udnyttet dem efter deres pålydende værdi og har skabt en helt ny fortolkning ikke blot af det store tempelbyggeri i V. årh., men også af borgklippens historie fra mykensk tid ned til perserkatastrofen. Billedet er præcist og sammenhængende i dets konception af, hvad græsk arkitektur var, og bogen vil altid stå som et monument over en dansk forsker, der gik på tværs af vedtagne opfattelser og skabte en ny helhedsopfattelse af Athen i V. årh.

Som nøgle til denne opfattelse kan bogens sidste sider læses, en polemik der munder

ud i Bundgaards vurdering af hans egen baggrund: hans opvækst som søn af en billedhuggerlærte ham om stenhuggernes evne til at behandle materialet, hans videnskabelige træning som klassisk filolog lærte ham kritisk sans, og hans dybe fortrolighed med senere europæisk arkitektur tvang ham til at tage stilling til den græske arkitekturs egenart på en ny måde, i opposition til arkitekt-arkæologernes analogislutninger fra deres egne tegneborde.