Fritz Saabye Pedersen: Late Roman Public Professionalism. Odense University Press 1976. 88 s., heraf 34 s. noter etc.

Denne afhandling er bortset fra få ændringer lig med forfatterens artikel »On Professionel
Qualifications for Public Posts in Late Antiquity« udkommet i Classica et Mediaevalia
bd. 31, 1976. Sidstnævnte titel er mere rammende.

I afhandlingen undersøges det, i hvilket omfang offentlige ansættelser og forfremmelser i senantikken bestemtes udfra overvejelser vedrørende kandidaternes professionelle egnethed eller kompetence. Ved »professionel kompetence« forstår F.S.P. faglig duelighed målrettet imod embedseffektivitet. F.S.P. angiver i forordet, at det er et hovedformål i afhandlingen at bestemme eksistensen og omfanget af offentlig utilitaristisk politik i senantikkens offentlige administration.

Det er imidlertid spørgsmålet, om en undersøgelse af betydningen af datidens overvejelservedrørende faglig duelighed alene kan danne grundlag for en bedømmelse af arten og omfanget af styrets nytteorienterede administrationspolitik. En sådan politik kan udmærket være orienteret imod nytten af andre mål, end de goder en højproduktiv og effektiv administration kan tilbyde. Eksempelvis kan styret prioritere faglig duelighed og effektivitet lavt udfra hensyn til ideologiske forestillinger, som indebærer sådanne fordele, at de søges fremmet. Et andet styre, som ønsker at sikre status quo, gennem en del og hersk-politik, vil handle officielt utilitaristisk, i det omfang styret officielt og reelt besætterbetydende embedsposter udfra overvejelser vedrørende kandidaternes sociale status og faktiske position i de grupper som skal splittes. Også her vil hensynet til kandidaternes faglige kvalifikationer være af sekundær betydning samtidig med at administrationspolitikkenmed rette kan betragtes som utilitaristisk. Etablering af personlige forbindelser mellemoverordnet og underordnet gennem bestikkelse og korruption, forhold som i vor tidsalderoftest betragtes som hindringer for maksimering af administrationseffektivitet, kan under andre omstændigheder have den for styret heldige og systemstabiliserende effekt, at hierakiserings- og centraliseringstendenser styrkes. Jones har anført, at dette netop kan have været tilfældet i senantikken. Spørgsmålet er så, om styret har haft dette forhold

for øje og, om overvejelser herom har været almindelig kendt og accepteret. Har begrebersom korruption og bestikkelse haft samme betydning og har de dækket samme forholdi senantikken som i nutiden? Hvorvidt styret i senantikken har været inde på overvejelsersom de i eksemplerne angivne, er imidlertid ikke undersøgt i afhandlingen. Dette skyldes, at undersøgelsen stort set er begrænset til en behandling af betragtninger og motiveringervedrørende faglige kvalifikationer i datidens kilder. Styrets eventuelle andre formål med og krav til ansættelse og forfremmelse henskydes således til en residualkategorikaldet »other considerations«. Vor viden om faktiske karriereforløb er heller ikke inddraget.F.S.P. begrunder undersøgelsens afgrænsning med, at dette vil »keep the scheme manageable«. En sådan praktisk begrundelse forekommer utilstrækkelig, når konsekvensenbliver, at muligheden for at besvare spørgsmål om den utilitaristiske administrationspolitiksvæsen og omfang hermed fortabes.

F.S.P. behandler da heller ikke senere i afhandlingen utilitarismespørgsmålet, men bygger istedet denne op omkring en anden problemstilling. Visse uddannelseshistorikere har hævdet, at kejseren/staten støttede samtidens skoler udfra hensynet til et erkendt behov for tilstedeværelsen af en tilstrækkelig stor stab af kompetente og lydige embedsmænd. Blandt administrationshistorikere har en sådan tese ikke fundet genklang. F.S.P. sætter sig derfor for at afklare dette specifikke spørgsmål. I kapitel 3 undersøges det, om det overhovedet var muligt for de ansættende og forfremmende myndigheder og personer at sikre, at eventuelle kompetenceønsker blev tilgodeset. Det vises, at dette var vanskeligt, og at sådanne krav i det hele taget sjældent blev stillet. Administrationshistorikere har tidligere anført sådanne synspunkter, men det er værdifuldt, at de dokumenteres, også fordi spørgsmålet om, hvilke andre overvejelser der så gjordes gældende får større relevans. Når F.S.P. endvidere gør opmærksom på, at et behov for større kompetence formentlig sjældent erkendtes, kan det derefter konkluderes, at kompetenceovervejelser næppe har ligget bag støtten til datidens skoler. Men i og med at F.S.P. erkender, at et højt uddannlsesniveau var almindeligt blandt højere embedsmænd, opstår spørgsmålet om, hvorfor dette var tilfældet. F.S.P. antyder, at årsagen kan være, at et højt uddannelsesniveau var almindeligt i den gruppe, hvorfra højere embedsmænd rekrutteredes. Det er dog også muligt, at styret og samtiden betragtede et højt uddannelsesniveau som en kvalifikation, uden at man inddrog de i nutiden herskende embedsrelevante overvejelser i vurderingen.

I kapitel 4 undersøger F.S.P. de kompetencekrav, som undtagelsesvis stilledes. Især afsnit 4.1 er interessant. Her fremdrages blandt andet på grundlag af bevarede anbefalinger, de kvalifikationskrav som stilledes til forskellige embedsmænd. Disse krav vedrørte kandidaternes sociale status og en helhedsvurdering af kandidaternes person. F.S.P. giver blandt andet i konklusionen en forklaring på, hvorfor netop sådanne krav stilledes. Det var for styret hovedsagen, at embedsmændene havde evnen til at anvende mange færdigheder, hvorimod specielle evner ikke betragtedes som tilstrækkelige. Ifølge F.S.P. skulle styret således udfra en duelighedsbetragtning have været interesseret i generalister istedet for specialister. Det er dog spørgsmålet, om denne omtolkning af kvalifikationskrav til kompetencekrav ikke bredt genindfører den kompetenceorienterede administrationspolitik, som generelt afvises i kapitel 3, og igen i afsnit 4.1., hvor F.S.P. fastslår, at det moderne kompetencebegreb ikke har nogen veldefineret ekvivalent i senantikkens kilder!!

Sidstnævnte betragtning er så at sige karakteristisk for F.S.P.s tilgang til senantikkens administrationspolitik. Denne vurderes udfra nutidens tro på, hvad der udgør en rationeladministrationspolitik, og ved hjælp af begreber, som stammer fra nutidig forvaltningspraksis,hvor krav om sagkundskab i vidt omfang er blevet et i forvaltningsretlig forstand positivt habilitetskrav. Følgen bliver, at store dele af afhandlingen indeholder

påvisninger af wie es nicht gewesen i senantikken d.v.s. af, hvorledes man ikke kan forståsenantikkens administrationspolitik. I overensstemmelse med denne tilnærmelsesmådeopfatter F.S.P. de senantikke anbefalingers udsagn om kvaliteten af de kandidater, som søges ansat eiier forfremmet, som »vage«. Denne påståede vaghed forklares med en uunderbygget tese om, at de udnævnende myndigheder formentlig har inspiceret kandidatenpersonligt, hvorfor udpenslede anbefalinger var unødige. Også her tillægges kompetenceovervejelsersåledes en betydelig rolle. Værdien af at karakterisere fortidige begrebsdannelsersom ikke veldefinerede og vage er næppe stor. Det er ikke sandsynligt at senantikkens romere i fremtiden vil gøre afbigt og holde sig F.S.P.s diskrete næser efterretteligt.Spørgsmålet er jo, om det uden videre kan hævdes, at anbefalingernes forfattereselv har opfattet deres kvalifikationsudsagn som vage. De har formentlig forsøgt at påvirke de ansættende og forfremmende myndigheder ved at understrege, at kandidaternemodsvarede gældende embedsidealer, og ved at udforme anbefalingerne i overensstemmelsemed herskende traditioner. Kvalifikationsudsagnene bør derfor ikke forkastes som vage, men udnyttes som kilder til embedsidealer og -traditioner ved at de forstås i datidens sammenhæng. Anbefalingernes fremhævelse af kandidaternes sociale status, veltalenhed,værdighed og personlige habitus hænger nøje sammen med, at det ikke var anbefalingens opgave at dokumentere kandidatens evne til at arbejde, men at plædere for, at kandidaten var værdig til at modtage en gunst fra styret. Fergus Millar har her vist, at embedet i samtidens forestillingsverden søgtes fremstillet som en gave fra den guddommelige eller gudsrepræsenterende kejser, og Jones har gjort opmærksom på, at den forhåbningsfulde embedsmand skulle vise sig værdig til en sådan gunst og ærespris. Det er i denne sammenhæng forståeligt, at joborienterede kvalifikationer spillede en mindre rolle.

F.S.P. er ganske kort inde på den bevidste komparative historieforsknings felt. Han gør her opmærksom på visse forskelle mellem det senantikke administrationssystem og den kinesiske kejsertids mandarinisme. Desværre forfølges dette interessante emne ikke videre. Disse patrimonialt og præbendalt prægede forvaltningsstrukturer havde jo også væsentlige lighedspunkter. Også i Kina fandtes i et vist omfang arveret til embeder bl. a. gennem yin-privilegiet, og også her eksisterede et udbredt, men formaliseret, anbefalingssystem ved forfremmelse af kandidaterne.