S. Åkerman, H. C. Johansen, D. Gaunt (eds.), J. Pedersen (co-ed.): Chance and change: Social and economic studies in historical demography in the Baltic area. Odense University Press 1978. 294 s. Kr. 120,25.

I værket fremlægges en række rapporter fra et befolknings- og socialhistorisk seminar i Sigtuna, okt. 1976, arrangeret af den familie- og agrarhistoriske forskningsgruppe ved Uppsala universitet. Bidragyderne er historikere, etnologer, læger og økonomer samt en enkelt demograf. Bidragene er fordelt under afsnittene 'den demografiske transition og familierekonstitutionsteknikken', 'baggrunden for demografisk adfærd', 'husstandsstruktur', 'familieplanlægning i historiske befolkninger', 'individuelle muligheder for livsudfoldelse (individual life chances)' samt 'metodologi'. Iflg. udgiverne er et af sigterne med værket at fremme interessen for mikrostudier i historisk demografi. Bogen må således formodes at være rettet til en brugerskare især bestående af faghistorikere og demografer. Udgiverne hævder, at bogens emner har været meget forsømte af den traditionelle historieforskning, der hovedsagelig har betragtet dem som uinteressante og temmelig trivielle. Den hidtidige demografiske forskning karakteriseres som en slags hobby for forskere med ringe interesse for interdisciplinære aspekter og manglende samfundsvidenskabelig uddannelse på bredere basis. Der er således ikke tale om, at man lefler for værkets potentielle

På baggrund af denne despekt, der under feltråbene 'tværfaglighed' og 'interdisciplinær samfundsforskning' kommer til udtryk overfor andre udøvere af historieforskning og befolkningsstudierend bogens udgivere og bidragydere, kan det være rimeligt kort at se på 'historisk demografi' som betegnelse for et fagområde, der på international basis har manifesteretsig stadig stærkere som en selvstændig akademisk disciplin siden udgangen af anden verdenskrig. For den uvildige læser vil dette desuden være et nyttigt perspektiv

ved vurdering af de i værket fremlagte rapporter som alternativ til den etablerede historieforskningog
demografiske videnskab.

Den årlige globale befolkningstilvækst skønnes af De forenede Nationers eksperter (bl. a. demografer!) at andrage 1,5-2 pct. med deraf følgende forventet forværret pres på de økonomiske og miljømæssige ressourcer verden over i de kommende årtier. En væsentlig årsag til dette vækstniveau må søges i mangelen på balance mellem fertilitet og dødelighed i en lang række økonomisk og materielt underudviklede befolkninger i vor tid. På denne baggrund har det selvsagt stor betydning at komme til en dybere forståelse af årsagerne til, og konsekvenserne af, overgangen fra såkaldt 'naturlig' til kontrolleret fertilitet i nutidens industrilande bl. a. med henblik på forbedring af informationsgrundlaget for befolkningsprognoser i forbindelse med offentlig og privat planlægning, såvel i industrilandene som i u-landene. Dette sagforhold er i meget korte træk grundlaget for opblomstringen af 'historisk demografi' som akademisk fag siden ca. 1945.

Det primære formål med historisk demografi i international forstand er ikke at præstere historieskrivning men derimod gennem hypotesedannelse og -prøvning at nå frem til holdbare konklusioner om fortidige befolkningers vækst, struktur og mobilitet. Eftersom befolkningens bevægelser er masseforeteelser, der i vidt omfang afstikker mulighederne for det enkelte individs livsudfoldelse, er udvikling og anvendelse af matematisk formaliserede hypoteser og befolkningsmodeller samt tilvejebringelse af relevante empiriske tidsserier vedr. disse bevægelser og statusskift (f. eks. husstandes og biologiske familiers livscyklus; karriereforløb m.h.t. uddannelse, flytninger, erhvervsdeltagelse, helbredstilstand etc.) centrale sider af historisk demografi på videnskabelig basis. Hertil kan føjes, at uddannelsen af demografer ved førende universiteter verden over har karakter af overbygning og specialisering på basis af en bredere grunduddannelse. Rekrutteringen finder sted fra så at sige alle samfundsvidenskabelige discipliner, inklusive historie, samt fra en lang række naturvidenskabelige discipliner, bl. a. de matematiske fag, biologi og medicin. At tale om en uddannelsesmæssig ensretning af demografer turde derfor betegnes som ukorrekt.

Udover emnevalget hvori består da værkets alternativ, dels til den traditionelle historievidenskab, og dels til det som en international fagligt kvalificeret konsensus hidtil har betragtet som god historisk demografisk forskning? Skal begreberne 'tværfaglighed' og interdisciplinær indebære andet end tilfældigt sammenrend af personer med forskellig faglig baggrund, må der vel heri ligge en forventning om at de færdige forskningsrapporter i kvalitet lever op til de bedste traditioner indenfor samtlige involverede discipliner. Tiden vil vise om værker som det foreliggende vil føre til revolutioner indenfor historieforskningen. Betragtet som historisk demografi er bogen som helhed ikke banebrydende. Af egentlige demografiske bidrag foreligger der blot nogle få. Ingvar Holmberg beskriver en metode til simulation af naturlig fertilitet, hvorved forstås fødselshyppigheden indenfor ægteskab i befolkninger, der ikke praktiserer børnebegrænsning, endsige familieplanlægning. Dette indlæg vil være nyttigt ved indsamling og analyse af historiske fertilitetsdata. Arthur Imhof og Sune Åkerman fremlægger konventionel empirisk fertilitets- og vielsesstatistik baseret på familierekonstitutionsstudier for hhv. Heuchelheim i Vesttyskland og Moklinta sogn i Sverige. Derudover rummer værket en række data vedr. husstandsstruktur samt nogle forsøg på påvisning af børnebegrænsning og differentiel fertilitet i det førindustrielle Sverige og Finland. Pladsen tillader ikke at komme ind på en mere indgående omtale heraf. Dette gælder ligeledes indlæg vedr. social struktur og mobilitet.

For læsere, der endnu ikke har ladet sig indfange af tidsåndens næsten religiøse krav
om 'tværfaglighed' og 'samarbejde', men som blot ledes af en (gammeldags) umiddelbar

interesse for historie og demografi, vil bogen sikkert især have værdi gennem de fremlagteempiriske tidsserier og gennem præsentationen og den kildekritiske vurdering af de underliggende persondata. Metodiske innovationer på det demografiske område ligger det tungt med, det samme gælder desværre i en del tilfælde beherskelsen af eksisterende metodik. Derimod formelig bugner værket med spændende ideer til projekter på det socialhistoriskeområde.