F. Allardt-von Nostitz: Der Westfeldzug Suvorovs in der offentlichen Meinung Englands. Wiesbaden, O. Harrassowitz (Komm.) 1976. vi + 3175. DM3B.

I betragtning af, at kun to af bogens ni kapitler beskæftiger sig med Suvorovs felttog i 1799 og den offentlige meningsdannelse i England overfor felttoget, medens de øvrige behandler forskellige aspekter af Ruslands og Englands udenrigspolitiske, politiske og militæreaktiviteter ved udgangen af 1700-tallet, vilde det være nærliggende at fastslå, at titlen ikke dækker bogens emne. Denne slutning vilde blot være forhastet og i strid med bogens idé. Forf. opfatter nemlig Suvorovs felttog i Italien og Schweiz som hovedkomponenti den anden koalitions historie; de øvede en afgørende indflydelse på den europæiske opinions holdning til Rusland og dets rolle i Europa. Samtidige engelske kilder viser, at Suvorovs sejre gjorde dybt indtryk ikke blot i konservative kredse, men også blandt liberale,der - skønt de betragtede ham som en eksotisk halvbarbar og også fordømte hans

adfærd i det tyrkiske felttog og hans barbariske fremfærd i Polen 1794 - alligevel var
bjergtaget af ham; i deres øjne antog Suvarov i 1799 helteformat og blev en berømt militærchef.

De russiske våbens prestige var så stor, at den offentlige mening i England var overbevist om, at de russiske hære var i stand til at knuse den franske revolution og hurtigt bringe Bourbon'erne tilbage til tronen. I modsætning til gangbar opfattelse understreger forf., at end ikke Malta-problemet spillede en tilsvarende rolle i forbindelserne mellem Rusland og England, fordi England i 1799 fremfor alt var interesseret i en krig på kontinentet og midlertidigt skød Maltasagen i baggrunden; den lod sig derfor også løse ved et kompromis. Selv the Whigs, som ellers indså den faretruende rækkevidde for Europa af det barbariske czarriges dominans, nåede til det resultat, at Frankrig var den alvorligste fjende og Rusland en naturlig forbundsfælle. Ruslands høje, militære prestige beherskede Europa helt frem til 1807. I overensstemmelse hermed tillægger russiske historikere stadig Suvorovs vesteuropæiske felttog den største betydning; glorificeringen af Suvorov sidestillede hans talent med Napoleons. Alligevel synes forf.s betoning af Ruslands afgørende rolle ved udgangen af 1700-tallet at være overdrevet og kontroversiel; distance og kritik af det samtidige, engelske materiale er åbenbart stærkt påkrævet.

Bogen påkalder interesse, fordi forf. anskuer alle problemer i lyset af de interne, politiske skillelinier i 1700-tallets England. Analysen af pressematerialet er betydningsfuld og konfrontationen af forskellige kildetypers vidnesbyrd instruktiv. Alligevel nødvendiggør flere af bogens aspekter kritiske bemærkninger. Først og fremmest definerer forf. ikke begrebet 'offentlig mening', som af hensyn til læserne burde have krævet en metodisk afklaring. Hans bemærkninger (s. 3-7) om kildematerialet og litteraturen er rent formelle; de vigtigste værker nævnes, blot uden forf.s egen vurdering. En del af Suvorovlitteraturen - og ikke mindst den sovjetrussiske efter 1940 - er ikke blot apologetisk, men også tendentiøs og talerør for propaganda til forsvar for Sovjets udenrigspolitik. Den omfattende litteraturliste forekommer ligeledes noget overflødig, eftersom forf. kun udnytter den utilstrækkeligt.