Kai Moltke: Mordet på Komintem. Erindringer fra Moskva i perioden 1932-36. København, Fremad, 1976. 208 s. 78,50 kr.

Undertitlen på denne bog er kun delvis korrekt; erindringsstoffet indtager kun en for-i holdsvis beskeden plads både kvantitativt og kvalitativt. Fra sin plads som underordnet funktionær i et beskedent hjørne af det stalinistiske bureaukrati i Moskva har forf. ikke haft adgang til oplysninger af stor vigtighed. Hvis Moltke ikke desto mindre havde indskrænket sig til at øse af sine erindringer fra Sovjetunionen i 1930'erne, ville han dog sikkert have kunnet berette adskilligt af interesse. Men forf .s ambitioner er langt større: han har villet supplere de personlige erfaringer med kritiske studier byggende på »hårde facts« (s. 8). Desværre har hans studier ikke været særlige kritiske, og hvad angår de hårde facts, er en af hans hovedkilder efter alt at dømme et falsum, nemlig Notes for a Journal, by Maxim Litvinov (London 1955).

Moltkes bog slutter sig til den lange række af bekendelsesskrifter fra angrende stalinister;han

nister;hanhar villet »gøre afbigt« for »gamle fejltrin« (s. 11). Det spørgsmål, han har villet besvare, lyder på, hvorfor »kampen for fred og sociale fremskridt ... gik tabt i et blodigt opgør« (s. 7), dvs. hvorfor Stalin i 1930'erne lod likvidere en række fremtrædendekommunister. Hans hovedsynspunkt - som jo mildest talt ikke er nyt - er, at Kominternsslingrende kurs kun kan forstås på baggrund af Sovjetunionens og Stalins vekslendeudenrigspolitiske kurs, og hans hovedtese går ud på, at Stalin henrettede de mange sovjetiske og udenlandske kommunister for at forbedre forholdet til Nazi-Tyskland. Hellerikke denne opfattelse er just udtryk for nogen nytolkning, således har George F. Kennanfor o. 20 år siden argumenteret for dette synspunkt.

Mokkes forsøg som kritisk historiker afslører hans ukendskab til, hvad der faktisk er foregået af egentlig kritisk forskning om emnet. Hans opfordring til »interesserede forskere« om at studere sovjetisk afhopperlitteratur (s. 10); hans redegørelse for, at der ligger års arbejde bag de resultater, han fremlægger (s. 167); og i det hele taget hans forestilling om med sin bog at have ydet en pionerindsats i retning af at trænge til bunds i de problemer, der er forbundet med Kominterns og Sovjetunionens historie i denne periode, virker næsten pinlig. Hans kilde- og litteraturfortegnelse savner de mest elementære fremstillinger og kildeudgaver til periodens og emnets historie. Og - som kronen på værket - en af hans hovedkilder er et falskneri, forfattet af en tidligere sovjetisk diplomat, G. Bessedovsky (som også har et andet celebert falskneri om Stalin på samvittigheden), og som derfor ikke tages alvorligt eller benyttes af nogen seriøse forskere.

Det, Kai Moltke forventelig kunne bidrage til at kaste lys over, nemlig hvorfor intelligente og idealistiske mennesker gennem en menneskealder lod sig ydmyge og demoralisere ved ukritisk at acceptere alle stalinismens uhyrligheder (det forf. kalder »selvbedragets tågede og døsende illusionsverden«, s. 8), indeholder hans bog intet om. Derimod er der en række detaljer, der konkretiserer denne ydmygelsesproces, sådan som den forløb i den danske sektion af Komintern. Det store spørgsmål om stalinismens årsager har denne bog ikke antydning af svar på. Men i beskrivelsen af egne oplevelser i det forgiftede miljø, danske kommunister færdedes i ved denne tid, og i oplysningerne om de personlige egenskaber hos ledende danske kommunister har Kai Moltke ufrivilligt bidraget til at kaste lys over i det mindste en af forudsætningerne for stalinismens internationale