A. N. Sherwin-White: The Roman Citizenship. 2. udg. Oxford, at the University Press 1973.486 s.

Bortset fra mindre rettelser er der tale om et genoptryk af 1. udgaven fra 1939. Det ville være urimeligt at forlange, at S.-W. skulle have foretaget en krævende og besværlig omskrivning, fordi teksten på visse punkter, f. eks. efter diskussionen af H. Rudolph, Stadt u. Staat im romischen Italien (1935), kan virke noget forældet. Dette indtryk i dag skyldes imidlertid alene, at bogen allerede i 1939 blev en milepæl og inspiration til en omfattende forskning. Hovedpunkter i disse 35 års forskning har S.-W. taget stilling til i en række tillæg og appendices.

I spørgsmålet om italikernes motiver bag forbundsfællekrigen (jf. afsnittet s. 134-149) fastholdes det synspunkt, at de krævede borgerret, ikke for selve borgerrettens og de hermed følgende politiske perspektivers skyld (jf. P. A. Brunt), ej heller tilgodeseelse af negotiatores økonomiske interesser (jf. E. Gabba), men som beskyttelse mod romerske magistraters uhæmmede udøvelse af imperium - samtidig med, at S.-W. understreger uafhængighedsbestræbelser væk fra Rom. Alfoldis syntese i »Early Rome and the Latins« (1964-65) der kritisk stilling til s. 190 ff.; det samme gælder Manni, Bernardi og Sordi om civitas sine sujfragio (s. 200 ff.).

Bogens mest omfattende tilføjelse er 3. del: »Technical Problems of the Roman Status«,
s. 291-394. S.-W. tilbageviser (s. 295 ff.) de Visshers tese om dobbelt borgerskab, ifølge

hvilken kun romere af oprindelse, dvs. romerske emigranter i provinserne, var udelukkedefra at nyde både lokale og romerske rettigheder. Med S.-W. er det signifikant, at Cornelius Balbus ophørte med at være borger i Gades, da han o. 73 f. Kr. opnåede romerskborgerskab, og S.-W. fortolker det 3. cyreneedikt således, at romere i byerne i Cyrenaicapålægges visse lokale, liturgiske forpligtelser, hvorved ediktet, hvad angår disse, bryder det republikanske princip om uforeneligheden af to borgerskaber. I afsnittet »The Direct Enfranchisement of Provincial Communes« (s. 337 ff.) karakteriseres fundamentet for C. Saumagnes tese, at der på intet tidspunkt uden for Italien eksisterede municipia civium Romanorum som »tortuous interpretation«, jf. i dag også P. Ørsted, Vespasian og Spanien (Museum Tusculanum 1977), s. 45 ff. Ang. de fortolkningsmæssige vanskeligheder,der knytter sig til Plinius' bylister i Historia Naturalis stiller S.-W. sig på linje med E. Schonbauer, at oppidum civium Romanorum næppe betyder andet end en konventionelbosættelse af uformel karakter; der ligger ikke heri nogen terminus for italienske emigrantermed dominans over en indfødt befolkning (imod Saumagne og Teutsch, jf. s. 348 ff.). Også mod von Braunerts tese om latinerretten som udelukkende en personlig status, som ikke tildeltes municipia, argumenterer S.-W. s. 360 ff., især på grundlag af det spanske materiale fra flavisk tid. »Roman Citizenship« vil også i den udvidede 2. udgave forblive et centralt hovedværk i moderne, romersk historieforskning.