Hubert Schneider: Das sowjetische Aussenhandelsmonopol 1920-1925. Abhandlungen des Bundesinstituts für ostwissenschaftliche und internationale Studien, Band XXVIII. Koln, Verlag Wissenschaft und Politik, 1973. 216 s.

Schneiders undersøgelse indgår i en skriftrække, der i de senere år har bragt mange fornemme bidrag til tidlig sovjetisk historie, bidrag der har udmærket sig ved stor selvstændighed og kritisk holdning til såvel vestlig som sovjetisk historieskrivnings konventionelle visdom. Den foreliggende afhandling vil ikke blot snævert beskrive de mere normative sider ved det sovjetiske udenrigshandelsmonopols udvikling i årene 1920-1925, men har et videregående sigte: at bidrage til belysningen af den socialøkonomiske forandring af et tilbagestående agrarland til et industrisamfund. Ved at undersøge de problemer, udenrigshandelen frembød for det nye regime i Rusland, har forf. samtidigt villet beskrive de bolsjevikkiske lederes diskussion om »socialismens opbygning«.

Der indgår intet utrykt sovjetisk kildemateriale i undersøgelsen; det har sandsynligvis været umuligt at få adgang til noget sådant, men forf. oplyser ikke noget herom. Derimodhar han benyttet trykt sovjetisk materiale i form af parti- og sovjetltongresprotokoller,lovsamlinger, den officielle parti- og regeringspresse, de officielle publikationer

fra diverse folkekommissariater og andre statslige institutioner samt erindringer og fremstillingeraf ledende partifolk. Da de udenrigsøkonomiske forbindelser mellem Sovjetruslandog Tyskland står i centrum for undersøgelsen, har forf. tillige benyttet forskelligttysk materiale fra regerings- og privatinstitutioner med interesse i de tysk-sovjetiske relationer.

Schneider forbigår perioden 1917-1919, idet han ikke uden en vis rimelighed mener, at en egentlig sovjetisk udenrigshandel først tog sin begyndelse i 1920, efter at blokaden af det bolsjevikkiske Rusland blev hævet i januar dette år. Perioden indtil 1920 er dog ikke blottet for interesse, sådan som forf. mener; måske fordi han tilsyneladende ikke kender V. A. Siskins grundlæggende værk om Sovjetruslands udenrigsøkonomiske relationer 1917-1923, som udkom i 1969. I alle fald omtaler han ikke dette værk, som burde være pligtlæsning for en forsker med et emne som Schneiders.

Undersøgelsen af statsmonopolet på udenrigshandel sætter emnet ind i den større og rette sammenhæng, som udgøres af bolsjevikkernes generelle, men skiftende forestillinger om, hvad det egentlig var, de var i færd med at gøre: fra de verdensrevolutionære forhåbninger i 1917 til en begyndende tilpasning til det eksisterende statssystem, markeret ved indførelsen af Den nye økonomiske politik (NEP) i 1921 og doktrinen om socialismens opbygning i ét land i 1924—1925. Forf. følger diskussionen i den bolsjevikkiske ledelse om statsmonopolet på denne baggrund. Det var først i slutningen af 1922, at diskussionen herom endeligt mundede ud i en beslutning om monopolets bibeholdelse.

Det er forf .s opfattelse, at Sovjetruslands fiasko mht. at få udenlandske lån til genopbygningen hang sammen med denne opretholdelse af udenrigshandelsmonopolet. På den anden side var den bolsjevikkiske ledelse klar over denne konsekvens, men prioriterede alligevel monopolet og dets funktion som regulator og koordinator af udenrigshandelen så højt, at den ikke ville give afkald herpå. De (magt)politiske fordele ved monopolet, som især Lenin havde blik for, vejede tungere end de negative økonomiske følger.

Det er en veldisponeret og velafgrænset undersøgelse, som også sovjetiske historikere
kan læse med stort udbytte. Om sovjetisk historieskrivnings politisk betingede og stærkt
skiftende behandling af emnet oplyser forf. i et indledende kapitel.