John A. Leopold: Alfred Hugenberg. The Radical Nationalist Campaign against the Weimar Republic. New Haven and London. Yale University Press, 1977. 298 s.

A. Hugenberg er en af de omstridte skikkelser i forbindelse med debatten om årsagerne til Weimarrepublikkens fald og Hitlers magtovertagelse. Mange myter har dannet sig om ham, og deter forf.s erklærede hensigt at gøre op med de mest klichéprægede af dem, herunder beskrivelserne af ham som Krupps eller industriens mand, som den, der holdt stigbøjlen for Hitler, eller som den, der helt beherskede tysk presse og film. Forf. har fået adgang til Hugenbergs arkiver, der desværre har centrale lakuner, f. eks. i brevvekslingen med Hitler! Forf. må også beklage, at adgangen til Ruhr-industriens righoldige arkiver stadig er så begrænset. Han gør opmærksom på, at en åbning kun kan gavne industriens omdømme, da det dårligt kan blive værre.

Hugenbergs person var meget lidt tiltrækkende - i karikaturer var han »hamsteren«. Han var tavs af natur, stædig, arrogant, vanskelig at arbejde sammen med, men arbejdsom og i besiddelse af store juridiske og administrative evner, der allerede før 1914 havde givet ham en bemærkelsesværdig karriere i det borgerlige liv. I første omgang fik han indflydelse i Ruhrindustrien, men forf. påviser, hvorledes han allerede under første verdenskrig og endnu mere efter den fjernede sig fra industrien, helligede sig sit presseog filmimperium og sit politiske virke og især blev talsmand for landbrugets interesser. Hugenbergs program var heller ikke tiltrækkende. Han stod for altyskernes ideer, og mange af hans centrale angreb på Weimarsystemet var ganske identisk med nazisternes. Begge øste af samme inspirationskilde og tankegods, men til 1928-30 var Hugenberg, der fra 1928 var formand for højrepartiet DNVP dominerende i forhold til nazisterne. I betragtning af såvel personens som programmets lidet tiltalende træk - et forhold forf. selv gør opmærksom på - er bogens fremstilling forbløffende neutral, i modsætning til f. eks. A. Thimmes stærkt kritiske bog om DNVP (Flucht in den Mythos. 1969). Først i den udmærkede og koncentrerede konklusion giver forf. den vurdering, man ved gennemlæsningen savner. Til gengæld er dommen klar: Hugenberg kan ikke frikendes for sin andel i nazismens udvikling, og han var hverken en politiker, der kunne skabe appel hos masserne, eller en statsmand, der kunne se realiteterne i øjnene. Han var en sær og uhåndterlig blanding af en ideolog og en administrator.

Bogen igennem skildres især hans politiske virke efter 1918. Det var stort set fiasko på fiasko. Hans mål - at skabe national borgerlig samling til ødelæggelse af Weimarsystemet - blev ikke nået. Hans naturlige tilhængere, industrien, landbruget, den gamle adel, dele af middelstanden, var længe uenige med hans radikale strategi, hans fuldstændigeafvisning af ethvert samarbejde med Weimarsystemet, hvad enten det var under

Stresemann eller under Bruning. Nogle få ledere i industrien ønskede en endnu mere radikal linje, og de gik senere over til nazisterne, men flertallet var ikke ivrige efter Hugenbergs kurs, og nogle var direkte imod. Forf. påviser, i lighed med andre forfattere, at industrien på ingen måde forholdt sig ensartet til DNVP eller til nazisterne, selv indenfor sværindustrien var der forskellige opfattelser. Særlig interessant er forf.s betoningaf, at Hugenberg, skønt tidligere Krupp-direktør, ikke havde dennes tillid. Desværrekan Hugenberg-papirerne ikke kaste mere lys over industriens pengebidrag til nazisterne, men forf. antager, at Hugenberg lod penge, som han forvaltede for dele af industrien, gå videre til nazisterne, men at dette ophørte før rigsdagsvalget i juli 1932, fordi rivaliseringen mellem DNVP og nazisterne var blevet for stærk, og fordi Hugenbergsegen koncern iøvrigt var i alvorlige finansielle vanskeligheder. Hugenberg lagde sig ud med præsident Hindenburg, hans forhold til Ruhrindustrien var langt fra godt, og hans ledelse af DNVP siden 1928 fremkaldte stadig uro og til sidst splittelse i partiet. Hugenbergs historisk set afgørende nederlag var dog, at han ikke, lige så lidt som Papen, formåede at »tæmme« Hitler, således som det var disse konservatives agt. Forf. påviser, hvordan Hugenberg før Hitlers tiltræden ingen tillid havde til Hitler som politiker, og hvordan han længe havde søgt at undgå en naziledet regering. DNVPs stadige stemmetabog Hitlers gevinster bevirkede endog i 1932, at Hugenberg begyndte at støtte Papen og dermed Hindenburgs præsidialregeringer. En revolution fra oven i konservativ retningvar Hugenberg langt mere tilpas end Hitlers revolution via masserne. Forsøget på at danne en borgerlig, konservativ samling uden om Hitler strandede ikke mindst på den omstridte person Hugenberg, som så store grupper, der ellers naturligt måtte støtte en sådan idé, var modstander af. Hitler høstede, hvad Hugenberg med flid gennem så mange år havde sået. Hitler havde den appel til masserne, som Hugenberg totalt savnede,og han havde den dristighed til radikale og voldsomme handlinger, som Hugenbergog hans folk, trods deres voldsomme sprogbrug, alligevel i sidste ende manglede.

Forf. beskriver kort Hugenbergs liv 1933-51. Efter sit korte og uheldige virke som minister i første halvår af 1933, hvor han og hans folk på flere punkter, bl. a. antisemitismen, var mere højre-radikale end nazisterne, var Hugenberg ganske uden politisk indflydelse. Han beholdt dele af sin økonomiske virksomhed, omend i stadig mindre omfang på grund af nazisternes voksende kontrol hermed. Forf. fremhæver, at Hugenberg næppe var indviet i de sidste ugers forhandlinger om Hitlers udnævnelse, og påviser, hvordan Hugenberg akcepterede Hitler som kansler, men stærkt gik imod et nazidiktatur, bl. a. fordi det også ville ramme hans egne tilhængere. - Bogen er forsynet med et meget udførligt noteapparat, med polemik mod bl. a. D. Stegmanns teser om forholdet mellem storindustrien og nazisterne.