Avhendingssaker 1667-1836 ved Mons Sandnes Nygard, i: Norsk historisk kjeldeskriftinstitut. Den rettshistoriske komisjon. Oslo 1976. 351 s.

Den stigende interesse for retshistorien har i de sidste decennier givet sig udslag i en øget udgiveraktivitet, især af tingbøger og domsprotokoller. Mons Sandnes Nygårds her foreliggende udgiverarbejde adskiller sig fra flertallet ved at være udvalgt udfra klart afgrænsede formueretlige kriterier: Sagerne er alle koncentreret om de særlige problemer, som kunne opstå i forbindelse med overdragelse af fast ejendom.

Den valgte periode, 1667-1836, er kendetegnet ved en støt voksende rigdom på retskilder, som takket være et efterhånden fast indarbejdet protokolleringssystem for en meget stor dels vedkommende er bevaret for efterverden. En ulempe for den, som ønsker indblik i eller kendskab til nyere tids kildemængder, er det imidlertid, at disses uoverskuelighed gør arbejdet ikke blot tidsrøvende, men ganske uoverkommeligt for den enkelte, især hvis man søger lavere instansers afgørelser. At foretage et udvalg ud fra klare kriterier bereder vejen for andre forskere. Man kunne ønske, at flere ville følge dette gode eksempel.

En anden vanskelighed, som møder den, der vil studere ældre retspraksis, er, at retsprotokollerneofte ligger spredt i arkiver på forskellige steder, især når der som her er tale om at gengive norsk retspraksis fra en periode på 169 år, hvoraf højesteret i Københavnfungerede som øverste instans i de 147, idet Norge jo først fik sin egen højestereti

reti1815. Det erindres dog, at overhof_retten i Kristiania, som oprettedes i 1667, var øverste centraldomstol for Norge i alle sager, som ikke ankedes til højesteret. Overhofrettenskulle efter fleres mening praktisk have fungeret som højesteret, derved at kun et fåtal af sager skulle være blevet anket. I sin meget instruktive indledning til kildesamlingenpåviser Nygård, at denne antagelse ikke holder stik, i hvert fald ikke f.s.v. angår sager om ejendomsoverdragelse, men formentlig heller ikke udenfor. Det synes som om henved37-38 % af alle sager i perioden 1710-1797 blev ført videre til højesteret i København.

Udgiveren har gjort en stor indsats for at præsentere sine kilder på en let tilgængelig måde. Den omfattende indholdsliste giver en kort, kronologisk ordnet, sagsbeskrivelse med oplysning om afgørelsen i øverste instans, dato for afgørelsen samt parternes navne. Gengivelsen af de enkelte sager omfatter alle behandlende instanser, men i omvendt rækkefølge med underinstansen til sidst. Selvom indholdslisten er omfattende, kan den ikke opveje det meget store savn af et sagregister. Et sagregister forhøj er enhver domssamlings brugsværdi i betragtelig grad. Det er ikke min agt at klandre Den rettshistoriske kommisjon i Oslo for andres undladelsessynder i denne retning; men jeg kan ikke undlade at udtrykke min beklagelse over, at kommissionen ikke har distanceret sig fra den efterhånden så udbredte svaghed ved mange ellers værdifulde kildeudgivelser fra de senere år.

Skønt kildesamlingen kun vedrører sager, som har sit udspring i rent norske tvister, har den en klar interesse også for dansk retshistorie og historie. Retsgrundlaget var efter 1687 Christian V's Norske Lov, som i mangt og meget indførte dansk retsopfattelse i Norge. Derfor var også retsudviklingen i Norge væsentlig for resten af monarkiet.

Samlingen rummer oplysninger om en række forhold af økonomisk, social og kulturel
interesse langt uden for den specifikke retshistoriske sfære. Mange sociale tragedier skjuler
sig f. eks. bag det nøgterne obligationsretlige begreb: misligholdelse af en kontrakt.

Uden i øvrigt at gå nærmere ind på de enkelte sager, vil jeg blot nævne nogle af de
sagstyper, som var hyppige og dermed formentlig afspejlede visse økonomiske sammenhænge.

At odelssager var talrige, kan næppe undre, derimod er det måske mindre almindeligt kendt, at mange ejendomshandler blev indgået mundtligt og som ofte opretholdtes under henvisning til NL 5-1-1: »Enhver er pligtig at efterkomme, hvis hand med Mund, Haand og Segl lovet og indgaaet haver«. Det forekom ikke helt sjældent, at en mand søgte at slippe ud af et kontraktforhold under henvisning til, at aftalen blev indgået i drukkenskab eller i et lystigt lag under barselgilde. Problemet om ugyldighed og muligheden for at hæve en kontrakt under henvisning til en eller anden form for misligholdelse, herunder mangler ved ejendommen, var fremherskende. Der er næppe tvivl om, at man i denne samling kan hente mange bidrag til yderligere uddybning af ugyldighedslærens udvikling i det 18. århundrede.

Det bør også tilføjes, at både overhofretten i Kristiania og højesteret i København
igennem voteringerne fra sidste halvdel af 1700-tallet viste ikke blot kendskab til, men
også påvirkning fra fremmed ret, især fra romanistisk doktrin.

Indledningen oplyser, at et fåtal norske sager allerede tidligere har været publiceret, bl. a. i Thøger Nielsens Uddrag af Højesterets Voteringsprotokoller. Det havde været nyttigt, om Mons Nygård som bemærkning til den enkelte sag havde anført, hvilke sager, der således var publiceret andetsteds, især hvor det drejer sig om sager, der, som f. eks. hos Thøger Nielsen, allerede er sat ind i en afklaret privatretshistorisk perspektivering.

Avhendingssaker 1667-1836 er udtryk for et prisværdigt initiativ, sagsudvalget omfatteren
række vigtige formueretsproblemer og afspejler tillige væsentlige økonomiske og

sociale forhold i Norge i en vigtig del af den nyere tids historie. Det må betragtes som
et nødvendigt og værdifuldt arbejdsredskab for den, som arbejder med dobbeltmonarkietsforhold
frem til omkring adskillelsen.