Eva Österberg: Kolonisation och kriser. Bebyggelse, skattetryck, odling och agrarstruktur i vastra Varmland ca 1300-1600. Det nordiska ödegårdsprojektet publikation nr. 3. Bibliotheca Historica Lundensis XLIII. Lund, Liber Läromedel 1977. 308 s. Sv. kr. 60,00.

Med udgangspunkt i det nordiske historikermøde i Bergen 1964 (Ødegårder og ny bosetning i de nordiske land i senmiddelalderen) organiseredes i 1968-69 Det Nordiske Ødegårdsprojekt. Formålet hermed er en sammenligning på nordisk plan af udviklingen i den agrare bebyggelse og økonomi i tidsrummet ca. 1300-1600, og midlet er repræsentative punktundersøgelser i hvert land og en afsluttende fælles komparation. I Sverige arbejdes der med syv undersøgelsesområder fordelt over Syd-, Mellem- og Nordsverige. Udvælgelsesprincipperne herfor er foruden hensynet til kildefrekvensen varierende geografiske forhold, bebyggelsesstrukturer og ejendomsforhold.

I det her foreliggende arbejde publiceres resultaterne fra en sådan punktundersøgelse dækkende ni sogne i vastra Varmland. Omkring 1600 omfattede området en 350 gårde, hvoraf 86 % var enkeltgårde, og resten samlet i små landsbyer å 2-3 gårde. Kronen ejede da 2/s af gårdene, endnu 2/s var i selvejerbesiddelse og resten altså adelsgods. Hovedresultaterne af Eva Osterbergs indtrængende analyse af bebyggelses- og befolkningsudviklingen ca. 1300-1600 kan opsummeres således: Ud af ca. 170 enheder, der er belagt i middelalderen, er ca. 25 enheder forsvundet inden 1540, medens en halv snes eksplicit angives som øde engang før 1503. Endelig markeres yderligere en halv snes enheder som øde i kronens jordebog fra 1540. At lægge disse tal for temporær og permanent øde-lægning sammen og sætte dem i forhold til den totale bebyggelse i 1540 (s. 118 f.) for derved at opnå et procentuelt udtryk for den senmiddelalderlige regression forekommer dog lidet hensigtsmæssigt. Et sådant udtryk har i bedste fald kun meget ringe udsagnskraft om bebyggelsens faktiske tilstand på et givet tidspunkt, og kan i værste fald være misvisende. Kronologisk bemærkes det, at øde-notitser først forekommer fra 1430eme, hvorfor pesten ikke synes at være en sandsynlig årsag til regressionen. Topografisk noteres en tendens til marginal beliggenhed (bjerge, fugtige arealer) for de forsvundne enheders vedkommende, men om noget sammenhængende mønster kan der ikke tales, og årsagsforholdene må i det hele stå uafklarede hen.

For tidsrummet 1540 til 1600 er det i modsætning til senmiddelalderen muligt at følge bebyggelsesudviklingen meget nøje ved hjælp af kronens næsten komplette jordebogsrækker.Eva Osterberg konstaterer her en meget kraftig bebyggelsesekspansion, der, omendstyrken varierede fra sogn til sogn, oftest oversteg 50 %. Som følge heraf genopdyrkedesflertallet af de nedlagte middelaldergårde i denne periode. Kronologisk fordeler

bebyggelsesøgningen sig jævnt over tidsrummet. Af mulige årsagssammenhænge diskutereskronens bebyggelsespolitik, skattetrykket, driftsmåder og demografiske forhold. Kronologieni bebyggelsesekspansionen tyder ikke på indflydelse fra hertug Karls aktive bebyggeisespoiitiki isßoerne.isBoerne. Nogen påvirkning fra skattetrykket synes ej heller at kunne etableres. Med hensyn til driftsøkonomien påvises et brud i afgrødesammensætningen. I midten af 1500-tallet var havredyrkningen i området fuldstændig übetydelig, medens den omkring 1600 udgjorde langt over halvdelen af høsten. Det store omsving sker i rhundredetssidste og skal muligvis sættes i forbindelse med et klimaomslag. Kronologienpeger altså heller ikke her på en årsagssammenhæng med bebyggelsesekspansionen,og tilbage som sandsynlig forklaring står altså en befolkningsstigning.

Værket bærer i det hele præg af indgående metodiske overvejelser, der som det rigtigt fremhæves, er en uomgængelig forudsætning for tilvejebringelsen af egnet materiale til systematisk komparation. Den begrebsmæssige afklaring er derfor tillagt relativt stor vægt i arbejdet. På det deskriptive plan understreges det, at bebyggelsesændringer kun kan måles og forklares ud fra den totale bebyggelsessituation, som det ganske vist - især for middelalderens vedkommende - volder svære metodiske kvaler at etablere. Da det ikke med rimelig sikkerhed synes muligt at rekonstruere et højmiddelalderligt bebyggelsesmaksimum ud fra stednavne, landgilde, ejendomsforhold, topografi og arkæologi må Eva Osterberg lade sig nøje med de relativt få oplysninger som det middelalderlige kildemateriale direkte giver.

På det kausale plan diskuteres en række mulige variabler, og på grundlag heraf opstilles en forklaringsmodel indeholdende fire hovedfaktorer: befolkning, natur, politisk-økonomiske og juridisk-administrative forhold. Modellen virker ikke gennemskuelig, og det lader sig derfor ikke umiddelbart afgøre, om den udtømmer det logiske univers. Hertil må så lægges, at den heller ikke er operationel. Hvorledes er det f. eks. muligt at måle og komparere en faktor som »flyttningsbenågenhet«, der indgår under befolkningen, og hvordan afgrænse faktorer som juridisk-administrative og politisk-økonomiske forhold. Modellens værdi ligger derfor snarere i en påpegning af de talrige forklaringers muligheder, end i at muliggøre systematisk komparation.

I indledningen til værket omtales den franske historisk-geografiske tradition med intensive, regionale bebyggelsesstudier som inspirationskilde, men bortset fra en oversigt over de kulturgeografiske forhold i undersøgelsesområdet i 1600-tallet, lades det ikkeskriftlige kildemateriale i nogen grad i stikken. Symptomatisk herfor er, at der i bogen ikke findes et kort over undersøgelsesområdet med de enkelte bebyggelser og vigtigste naturforhold afsat! Når der ikke gives nogen diskussion af den nedre kronologiske afgrænsning (ca. 1300) i modsætning til den øvre (1600), må det vel i overensstemmelse hermed tilskrives det manglende skriftlige kildemateriale kombineret med en noget negativ vurdering af de arkæologiske muligheder (s. 37). Det ville ellers have været muligt at få lokaliseret nedlagte bebyggelser og skaffe rimeligt præcise dateringer af bebyggelsesenhederne ved en forholdsvis beskeden arkæologisk indsats. Den ret oplagte mulighed for at spore driftsmådeændringer ved pollenanalyser synes heller ikke udnyttet.

Den indbydelse til tværfaglig forskning, der ligger i bebyggelseshistoriske studier, har Eva Osterberg altså ikke taget imod, men med denne begrænsning in mente må det konkluderes, at denne første regionale undersøgelse under den svenske afdeling af det Nordiske Ødegårdsprojekt er faldet godt ud. Der er indvundet ny viden til forståelse af bebyggelsesudviklingen fra ca. 1300 til 1600. De metodiske og begrebsmæssige diskussioner er på mange punkter forbilledlige. Fremstillingsformen er klar. Det er med spændte forventninger man imødeser de kommende publikationer fra det Nordiske Ødegårdsprojekt.