Klaus Jørgensen: »Hjælp fra Danmark«. En studie i dansk u-landspolitik 1960-71. Odense University Studies in History and Social Sciences, vol. 40. Odense Universitetsforlag 1977. 440 s. 92,00 kr.

Den foreliggende bog er identisk med en licentiatafhandling, som Klaus Jørgensen har
udarbejdet ved Odense Universitet 1973-76. Der foreligger efterhånden en pæn portion

litteratur om Danmarks bistand til u-landene, men for størstedelens vedkommende drejer det sig om analyser af og rapporter om enkelte dele af u-landsbistanden. — Kun få har hidtil søgt at give et helhedsbillede på videnskabelig basis. Klaus Jørgensens bog må derforhilses særdeles velkommen.

Hans begrundelse for at skrive bogen er såre enkel: nysgerrighed. Han har ikke søgt at bevise eller afkræfte historieteoretiske eller politologiske antagelsers gyldighed. Man kan nok diskutere om nysgerrighed og kun nysgerrighed er begrundelse nok til at forske i et bestemt emne; men i dette tilfælde gør det ikke så meget, for K. J. har valgt et emne, der er af stor interesse for mange forskellige grupper i samfundet. Disse grupper burde kunne bruge bogen som en »knagerække« til at hænge diskussionerne og de teoretiske overvejelser op på, istedet for at skulle gå ud fra fornemmelser og spredte oplysninger.

Han prætenderer ikke at give et fyldestgørende billede af alle aspekter af dansk u-landspolitik (en sådan opgave må vist betegnes som umulig), men han søger 1) at afdække »... de vigtigste faktorer, som influerede på udformningen af det bilaterale program ...« (s. 413), 2) at følge »... formuleringen af dansk udenrigspolitik på et nyt område ...« (forord), 3) at studere »... integration og vekselvirkning ml. staten og forskellige private organisationer ...« (forord), desuden 4) og 5) at følge »... udviklinger i den officielle bistandsfilosofi, u-landshjælpens sammensætning ...« (s. 15), og 6) at give »... en bedømmelse af dansk opinion om u-landsforhold og bistand ...« (s. 413). - 6 emner, der hver for sig kunne fylde en bog.

Jeg synes imidlertid, at K. J. har tacklet opgaven godt, - bogen fremstår for mig som en helhed, og efter endt læsning har man en fornemmelse af at have fået en grundig (omend ikke altomfattende) orientering om det hjemlige politiske spil, og de overvejelser af inden- og udenrigspolitisk art, der har ligget bag udviklingen af det bilaterale bistandsprogram. Fremfor alt synes jeg bogen har sin force i sin historiske indfaldsvinkel til stoffet. En stor del af den øvrige litteratur om emnet er »her og nu«-rapporter, der skal ses i en speciel sammenhæng, og som er meget ahistoriske i deres behandling af stoffet, hvilket kan gøre det svært for udenforstående at få noget overblik over eller forståelse af en sammenhæng, hvis man ikke lige har stor indsigt i stoffet på forhånd. Derfor tror (håber) jeg, at bogen vil nå ud til en større kreds af læsere end lige specialisterne på området.

Bogen fortjener et stort publikum, også fordi den er skrevet på et forståeligt dansk, uden alt for mange krukkede fremmedord, og fordi K. J. når frem til nogle konklusioner om hvorfor og hvordan vi giver u-landsbistand, som i nogen grad kolliderer med de myter, der normalt (uden for de indviedes kreds) verserer om u-landsbistand. Jeg vil her ganske kort opridse de vigtigste konklusioner (dog ikke alle, og en gennemgang af argumentationen for disse er der heller ikke plads til her):

1) I begyndelsen af 60'erne blev det besluttet, at Danmark skulle øge sin bistand kraftigt - målet var 1 % af nationalindkomsten. Hvorfor skete dette? K. J. konkluderer, at den afgørende impuls for beslutningen kom fra USA, som en del af den amerikanske »burden-sharing«-politik, samt at Danmark lod sig overbevise af USA om betydningen af en øget u-landsbistand til imødegåelse af østmagternes bistands- og handelsoffensiv over for u-landene. K. J. ser altså forøgelsen af bistanden som et led i den kolde krig. (Se dog s. 24, hvor han modificerer denne påstand lidt, idet han også drager afkoloniseringsprocessen ind i billedet).

2) Hvorfor øgedes den bilaterale bistand så kraftigt, i modsætning til hidtidig praksis?
Her konkluderer K. J., at der var tale om en ren national afgørelse, og at en kombinationaf
4 faktorer blev udslaggivende: a) Dansk prestige over for omverdenen, b) Ønsket

om at prøve et nordisk samarbejde, c) Betalingsbalancehensyn, d) Regeringens bestræbelserpå
at gøre u-landsbistand til en folkesag (s. 14).

Der er mange andre delkonklusioner fra bogen, der er værd at diskutere, men pladsen er ikke til det, så for at sige det kort er den hovederfaring, jeg har fået af bogen, denne: Alle de forskellige moralske og etiske gevandter, vi iklæder u-landsbistanden, kan godt puttes ned i mølposen. Det er den danske stats og regerings inden- og udenrigspolitiske interesser, der hver gang søges fremmet - u-landenes ønsker og behov bliver tilpasset dette overordnede mål. Der trænges til betydelig mere åbenhed og diskussion af hele u-landsbistandens mål og midler, og her vil K. J.s bog (evt. læst sammen med Neersø og Carlsens bog »Danske investeringer i u-landene«) give et godt grundlag for en diskussion og evt. nyvurdering.

K. J. kommer i Appendiks A ind på de problemer, en samtidshistoriker støder på: Kildegrundlaget er aldrig helt fyldestgørende, folk er tilbageholdende med informationer, og i forb. m. dette emne bemærker K. J., at det informerede og beslutningstagende miljø er ret snævert. Og her kommer han så til slut med sin private løsning på at få mere åbenhed om hele emnet: Man skal drage den akademiske verden ind i diskussionerne (især samtidshistorikere). Dette kan sagtens være en del af en løsning, men man får en lille mistanke om, at det nu er ham, der søger sine egne og fagfællers interesser fremmet. — Foreløbig kan man dog sige, at han i kraft af den indsigt, man får gennem den foreliggende bog, har givet et vægtigt bidrag til en større forståelse af emnet.