Comenius' självbiografi. Comenius about himself. Årsböcker i svensk undervisningshistoria, vol. 131, årgang LIV, 1974. Stockholm 1975.

Bogens titel dækker over en svensk og en engelske oversættelse af Comenius' sidste skrift, Continuatio admonitionis fraternæ de temperando charitate zelo ... ad S. Maresium fra 1669-70. Bogen indeholder desuden en facsimile-gengivelse af den latinske grundtekst, en introduktion på engelsk ved Milada Blekastad, samt en række breve (hvoraf nogle hidtil ikke har været trykt), der yderligere belyser nogle af de begivenheder, Comenius omtaler i skriftet.

Det er, som Milada Blekastad selv gør opmærksom på, en tilsnigelse at kalde skriftet en selvbiografi; det er en apologetisk irettesættelse af teologiprofessoren i Groningen Samuel Maresius (Des Marets), som i sin Antirrheticus sive defensio pii zeli pro retinenda recepta in Eccl. Reform, doctrina, prcesertim adv. Chiliastas et Fanaticos (Groningen 1669) havde angrebet Comenius for hans pansofiske tanker, som Maresius ser mere politiske end idealistiske motiver bag; han anklager Comenius for at drive dobbeltspil. De første 38 paragraffer af Continuatio er en omhyggelig tilbagevisning af disse anklager; først med paragraf 39 begynder de mere selvbiografiske skildringer, som dog stadig må ses ud fra det apologetiske hovedsigte. - Man kan undre sig over, at udgiverne alligevel har fastholdt ideen om en selvbiografi i bogens titel - ikke mindst, da der i introduktionen henvises til en række andre skrifter af Comenius, der i ikke mindre grad end det foreliggende beretter om hans liv og virke.

Comenius var, da skriftet blev til, internationalt kendt, mange steder også anerkendt for sine pansofiske og pædagogiske ideer. Nogle af skildringens højdepunkter finder man imidlertid, hvor Comenius beretter om sine møder med personligheder, der tydeligt tegner sig som modsætninger til Comenius selv; således skildringen af Comenius, pansofiens forkæmper, overfor filosoffen Descartes, eller af Comenius, den exilerede patriot, overfor politikeren Axel Oxenstiema. Så store modsætningerne end er, er der i disse skildringer et übetvivleligt moment af renhjertethed fra begge parters side, på hvilken baggrund Maresius' nidske, insinuerende angreb kommer til at tage sig usle ud, hvilket Comenius ganske givet også tilsigter. At Comenius iøvrigt ikke kom til at stå som helt retfærdiggjort overfor sin umiddelbare eftertid skyldtes bl. a. at Pierre Bayle i sit Dictionnaire støttede sig til Maresius i artiklen om Gomenius.

Det er første gang, Continuatio foreligger i en samlet udgave; det nåede at komme i trykken inden Comenius' død i 1670, men det nåede ikke at blive udgivet. Trykbladene, som nu befinder sig i Leningrad, blev genfundet i 1913 af Jan Kvaala, som også udgav paragrafferne 39-128 af Continuatio; i 1961 udgav Antonin Skarka paragrafferne 1-38. Først med denne udgave, som er facsimileret efter trykbladene, foreligger der en samlet udgave af, hvad der blev færdigt af Continuatio. Trykningen blev øjensynligt standset ved Comenius' død, og teksten ender i sin nuværende form temmelig abrupt med paragraf

Continuatio har interesse i en bredere sammenhæng også udenfor den egentlige Comenius-forskning - bl. a. altså for svensk undervisningshistorie, hvilket er den direkte motivationfor udgivelsen i >Årsbocker«. Det er et prisværdigt initiativ, og udgiverne har i det store og hele løst deres opgave godt. Jan-Olof Tjåders oversættelse til svensk er præcis

og letlæselig, og selvom man godt kunne have ønsket en mere detaljeret gennemgang af de principielle sider i striden mellem Maresius og Comenius, giver Milada Blekastad i introduktionen en solid baggrundsskildring for forståelsen af skriftet. - Så meget mere beklageligt er det, at selve den iatinske tekst sine steder er bievet ganske uiæseiig. Det kan skyldes originalens kvalitet, men i så fald havde det været at foretrække, at man havde sat teksten på ny, fremfor at facsimilere originalbladene. Disse har ifølge deres naturen speciel dokumentarisk interesse, som imidlertid mister sin værdi i samme grad som teksten mister sin læselighed. Tjåder har, i sine kritiske annotationer til teksten, gjort forarbejdet til en egentlig tekstkritisk udgave, som det utvivlsomt havde været en fordel for læseren at få forelagt, fremfor den noget miserable tekst, som er blevet resultatet.