Jean Elleinstein: Histoire du phénoméne stalinien. Paris, Bernard Grasset, 1975. 248 s.

Forfatteren er en kendt fransk kommunistisk intellektuel, medlem af det franske kommunistiske partis ledelse, men samtidig professionel historiker. I de senere år har han markeret sig som en varm tilhænger af eurokommunismen, og hans aktiviteter som politiker og historiker har ikke altid bekommet partiledelsen lige vel. Hans bog om Stalin-fænomenet' da også først og fremmest interesse som udtryk for det selvopgør, der i de senere år har fundet sted i den kommunistiske bevægelse i Frankrig, herunder en revision af nogle af de efterhånden mest uholdbare positioner vedrørende Sovjetunionens fortid. Hvad angår det politisk-sociale system i Sovjetunionen fra midten af 1930'erne til midten af 1950'erne, som har fået betegnelsen stalinismen, har forf. intet nyt at fortælle.

Elleinstein erklærer, at hans hensigt især har været at forklare Stalin-fænomenet (et
udtryk han foretrækker frem for stalinismen) og at forstå, dets årsager og dybereliggende

natur. Han vil oven i købet give en marxistisk forklaring, uden at han dog nærmere fortæller,hvad han forstår herved. Han vender sig imod forklaringer, der vil reducere Stalin-fænomenettil Stalins personlighed og forklare det ud fra denne. Men på den anden side fremhæver forf., at fænomenet er forbundet med personen Stalin, en opfattelse der vist ikke vil forbløffe nogen. Men hvori består da Elleinsteins »marxistiske« forklaring?

At beskæftige sig med Stalin-fænomenets årsager medfører ifølge forf. et tragisk dilemma: enten var det et tilfældigt produkt af kommunismen, eller også var det en uundgåelig konsekvens. Dette dilemma præger da også forf.s fremstilling, og gør undertiden denne så tvetydig, at man må spørge, hvad meningen egentlig er. Om Stalins etablering af sit personlige diktatur og om de uhørte forbrydelser, der ledsagede denne proces, skriver forf. således: »Dette var nødvendigt ... og svarede til en virkelighed, som det måske er vanskeligt at indse eller indrømme: i virkeligheden udviklede han (= Stalin) socialismen, selvom han gik despotisk frem. Man kan altid mene, at det var muligt og nødvendigt at handle anderledes, men desværre er dette for historikeren et rent moralsk spørgsmål, fordi det skete således, og ikke på en anden måde, og det er historiens væsen, at den følger en kurs, som utvivlsomt er mærkelig, men som man intet kan ændre ved fra det øjeblik, den er blevet historie. At sige dette er på ingen måde ensbetydende med at billige Stalin-fænomenet ..., men det er den dialektiske forbindelse mellem de forskellige aspekter ved Stalin-fænomenet, som det drejer sig om at fatte« (s. 116).

Oversat til klart sprog betyder det, at stalinismen skyldtes de særlige russiske betingelser og ikke 'socialismen' i sig selv, men at i øvrigt selv den stalinistiske variant var positiv, fordi den dog trods alt var udtryk for en slags socialisme. Man skal bare bruge »dialektikken«!

Hvis man interesserer sig for den slags overvejelser, er der en del at hente hos Elleinstein. Hvis man søger oplysning om, hvad stalinismen var, og hvordan den blev etableret, er der som sagt intet nyt. Det er karakteristisk, at forf. så at sige udelukkende bygger på den klassiske, vestlige sovj etologiske litteratur suppleret med bl. a. Solsjenitsyn og Medvedev. Betragtet som led i en kommunistisk historiografisk tradition er Elleinsteins bog derfor bemærkelsesværdig. Man savner en litteratur- og kildefortegnelse samt et person- og sagindeks.