Barbro Hovstadius: Brudkronor i Linkopings stift. Stockholm, Nordiska Museet 1976. 300 s. ill.

Nordiska Museet har taget sig for at registrere det svenske bestand af brudekroner og har
foreløbig udsendt en omfattende skildring, der gælder Linkopings stift. Valget af den
kirkelige inddeling i stedet for den landskabelige markerer den stærke forbindelse mellemden

lemdensvenske kirke og brudekroneskikken, stærkere end i noget andet nordisk land. Kataloget omfatter ikke færre end 85 bevarede kroner fra 1600- og 1700-årene, alle afbildetog omhyggeligt beskrevet med vedføjede arkivalske oplysninger i fornem museal teknik, et smukt exempel på den genstandsforskning, som må høre til museernes grundlæggendeopgaver. Dernæst tager undersøgelsen sigte på det kunsthistoriske og håndværksmæssige.Kroneme placeres indenfor smykkekunsten, hvis almindelige stiludvikling ikke helt følges på grund af den stærke binding til en fast tradition også formmæssigt. For det tredie tages spørgsmålet om brug og bæring af kronerne op og da med et videre udsynend blot til et enkelt stift, det må nødvendigvis have nordisk sigte. Barbro Hovstadius konstaterer, at Sverige er det af de nordiske lande, hvor de fleste kroner er bevaret, og hvor skikken har holdt sig bedst. Det kræver en forklaring, og den finder forfatterinden, dels i at den unge lutherske kirke havde behov for indtægter, som kunne skaffes ved at leje kroner ud, dels i en særlig udvikling af den svenske kirkeret. I alle nordiske lande var trolovelsen oprindelig retsstiftende med påfølgende samliv. Mod denne traditionelle opfattelse førte den svenske kirke en sejg kamp for, at alene den kirkelige vielse skulle betegne ægteskabets indgåelse. Og her kommer da kronen til at spille ind, idet det kun var den kyske brud, der måtte bære krone og udslaget hår i kirken. Hermed institutionaliseredesbrudekronen, og derved sikredes dens lange, mere end 400-årige tilværelse i den svenske kirke. Den brud, der vovede at bære kronen med urette, kunne tilmed indtil 1915 idømmes bøde. Med al respekt for kirkeretten må man dog vist også regne med et vist sammenhæng med folkedragtens levende eksistens endnu i forrige århundrede samt et lille tilskud af nationalromantik i begyndelsen af dette.

Til slut en lille dansk anmærkning. I et nordisk sprog virker det irriterende at se stavemåden
Schleswig for Slesvig, og at tale om påvirkning fra Slesvig til Sønderjylland (s. 30)
er simpelthen uden mening.