Corpus nummorum saeculorum IX-XI qui in Suecia reperti sunt. Catalogue of coins from the viking age found in Sweden. Gotland 1. Akeback-Atlingbo. Ediderunt Brita Malmer, Nils Ludvig Rasmusson (f), cooperantibus Peter Berghaus, Michael Dolley, Gert Hatz, Vera Hatz, Ulla S. Linder Welin, Gay van der Meer et aliis. Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Sthlm.-Lund, Almqvist & Wiksell International 1975. 126,60 sv. kr. - 2. Bal-Buttle. Lund 1977. 260,00 sv. kr.

Sverige har fra gammel tid haft en lignende lovgivning som Danmark hvad angår »Danefæ« (d.e. »dødt gods«). Ifølge forordning af 1684 skulde slige fundsager tilbydes staten til indløsning. Således er over 150.000 vikingetidsmønter, hovedsagelig arabiske, tyske og angelsaksiske, blevet bevaret i offentlige samlinger, især i Kgl. Myntkabinettet i Stockholm. Den senere rigsantikvar Bror Emil Hildeband udgav 1846 »Anglosachsiska mynt i Svenska Kongl. Myntkabinettet funna i Sveriges jord«, hvor han beskrev 64 fund og 4.232 exemplarer. I anden, forøgede udgave 1881 var tallet mere end fordoblet til 10.458 exemplarer. Professor Carl Johan Tornberg udgav 1848 et tilsvarende arbejde over de arabiske mønter: »Numi cufici Regii Numophylacii Holmiensis«, hvori han beskrev 134 fund, hvori dog indgik de fleste af dem, Hildebrand nævnte. Han skønnede, at der var fundet over 7.000 ex., hvoraf han beskrev 1.514 ex., fordelt på 24 klasser (dynastier). Tilbage blev så den største gruppe fundmønter, de tyske, som endnu 100 år efter ikke havde fået sin bearbejder. Hermann Dannenberg beklagede i sit standardværk, Die deutschen Miinzen der sachsischen und frånkischen Kaiserzeit (Berlin 1876), at han trods gentagne ansøgninger ikke kunde få adgang til de talrige uordnede fund i Stockholm. Dertil kommer de mere fåtallige fundmønter: byzantinske, ungarske, polske, bøhmiske, danske, norske og svenske. De to gamle møntværker af Hildebrand og Tornberg er gode at bruge den dag i dag; men der er kommet overordentlig mange fund til siden, så antallet er sikkert mangedoblet. Rigsantikvaren dr. Bengt Thordeman og førsteantikvaren dr. Nils Ludvig Rasmusson fattede da den storslåede plan at få en række udenlandske sagkyndige til at arbejde med på en udgave af alle de svenske vikingetidsfund, og de fik tilvejebragt de fornødne pengemidler til at bekoste dette jættestore arbejde. Som forløbere for værket udkom 1961 og 1968 »Commentationes de nummis saeculorum IX-XI in Suecia repertis« I—II redigeret af N. L. Rasmusson og L. O. Lagerqvist (denne sidste er i pars secunda ombyttet med Brita Malmer). De indgik i KVHA's Handlingar, antikvariska serien 9. och 19. delen på henholdsvis 377 og 413 sider med et halvhundrede tavler og mange billeder i teksten.

Det store værk lægger ud med den mest givtige provins, Gulland (Gotland), hvorfra 2/s af hele materialet hidrører. Man går frem sognevis i alfabetisk orden, og da disse to digre bind kun dækker bogstaverne A og B, er der følgelig langt til vejs ende. Mange mønter i gamle fund blev adsplittet ved bortbytning, salg eller indsmeltning. De kendes følgelig kun fra optegnelser i forskellige arkiver og museer, først og fremmest i Kungl. Myntkabinettet i Stockholm. Der meddeles alle tænkelige oplysninger om de enkelte mønter: vægt, stempelstilling, skader foruden proveniens og fundforhold.

Den ældste lille afdeling af de orientalske mønter er sassanidiske drachmer med indskrifteri
Pehlevi. Forsiderne bærer kongens billede, navn og titel, bagsiden Zoroasters
ildalter mellem kongens regeringsår og møntstedets navn; men hovedmassen af de orientalskemønter

talskemønterer kufiske dirhemer af en type indført af kaliffen Abdalmalik c. 77 efter hedjra (696/97 e. C.) med angivelse af møntsted og år. Fra Al-Mahdi bærer de tillige kaliffens navn. Fra slutningen af det 8. årh. forekommer uafhængige dynastier i reglen med emirens navn under kaliffens. Blandt de vigtigste af disse er samanidernes fra Taschkentog Samarkand. */s af de orientalske mønter er fra dette dynasti, som gik til grunde 999 e. G. Den sidste i Sverige fundne arabiske mønt er dateret 1012 e. C. Dirhem er afledt af græsk drachme, der er sølvmønt, medens guldmønt, dinar, kun er fundet i to exemplarer: kobbermønt, fuls af græsk follis, pung findes så godt som aldrig fra dennetid.

Den næste gruppe er fra det tyske rige, der var delt mellem mange verdslige og gejstlige fyrster. Udmøntningerne tog fart, efter at sølvminerne i Harzen blev opdaget i 950'erne. Af mindst 80.000 fundne mønter er ca. 60.000 stk. forhånden. Talrigst er mønter med Otto Ill's og hans farmoder kejserinde Adelheids navne. Hertil slutter sig de fåtallige mønter fra Bøhmen, Polen og Ungarn. - Den yngste gruppe er de angelsaksiske mønter, som bliver særligt talrige, da udbetalingerne af danegæld begynder 991. Til denne gruppe slutter sig de sparsomme mønter fra Skandinavien. - Alene disse to første bind registrerer 18.508 mønter, hvoraf kun 87 danske, 22 svenske og 2 norske.

Fra denne tid, hvor den skriftlige overlevering er meget sparsom, er disse samtidige kilder af stor værdi for den økonomiske historie, for kunst- og kulturhistorien, ja, endogså for den politiske historie, exempelvis kan nævnes en række danske eller norske konger i Danclagen. Blandt de afhandlinger, som er fremkaldt af dette storværk, kan anføres Gert Hatz: >Handel und Verkehr zwischen dem Deutschen Reich und Schweden in der spåten Wikingerzeit« (Lund 1974. Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. 676 sider 4°).