Ingvild Øye Sølvberg: Driftsmåter i Vest-norsk Jordbruk ca. 600-1350. Oslo, Universitetsforlaget, 1976. 197 s. N.kr. 68,00.

Interessen for den agrare bebyggelseshistorie har været stærkt tiltagende igennem de sidsteto
årtier, hvad ikke mindst må tilskrives den voksende erkendelse i historievidenskaberneaf
hvilke muligheder der ligger i bebyggelseshistoriske studier for at beskrive og

forklare aspekter af det menneskelige samfunds totale udvikling. I nogen grad har interessenderfor - f. eks. inden for Det Nordiske Ødegårdsprojekt - samlet sig om at beskrive bebyggelsens kvantitative udvikling, og de muligheder der heri lå for at forklare samfundetsdemografiske, økonomiske og sociale udvikling, medens det økologiske aspekt, bebyggelsensforhold til ressourceområdet, har spillet en mere tilbagetrukket rolle. Nu kan intet landareal imidlertid i sig selv betegnes som et agrart ressourceområde. Ressource-område bliver det først i kraft af bestemte driftsmåder, der gør det muligt at udnytte området til agrarprodukion. Driftsmåden er således af afgørende betydning for bebyggelsens tæthed, nøjagtige lokalisering og struktur.

Det er derfor glædeligt at se dette centrale emne gjort til genstand for indgående videnskabelig behandling, og det tilmed for den periode, yngre jernalder og ældre middelalder, hvor størsteparten af vore landbrug anlagdes på deres nuværende pladser. Men desværre må det tilføjes, at hvis tidligere bebyggelseshistoriske arbejder i nogen grad har overset driftsøkonomiens betydning, så er bebyggelsesudviklingen til gengæld henvist til en meget sekundær rolle i dette arbejde over driftsmåderne, skønt f. eks. bebyggelsernes lokalisering op igennem perioden i hvert fald delvis må afspejle driftsmåden.

Ingvild Øye Sølvberg har sat sig som mål at undersøge, hvorvidt der foregik en intensisivering af jordbruget i perioden, og at sætte agrarproduktionen i forhold til befolkningsvæksten. Midlet hertil er en kortlægning af driftsmåderne i det vestnorske landbrug i tidsrummet ca. 600-1350 e. Kr. Den geografiske afgrænsning er foretaget ud fra regionale og arbejdsmæssige hensyn, medens argumentet for den kronologiske afgrænsning er, at tidsrummet 600-1350 falder mellem to ødegårdsperioder. »Driftsmåder« opfattes som dækkende arbejdsmetoder i videste forstand: arealudnyttelse, redskabsbrug, arbejdsmåder, valg af planter og husdyr, forholdet mellem agerbrug og husdyrbrug. Der tilsigtes ikke alene en kvalitativ redegørelse, men også en kvantitativ af de enkelte faktorers udvikling op igennem perioden.

Problemformuleringen er således stillet klart op, og en fyldestgørende besvarelse ville bidrage stærkt til belysning af samfundsudviklingen i tidsrummet. Forudsætningen herfor er imidlertid, at der kan findes en passende metode, men der er intet tilløb til diskussion af dette i afhandlingen. Tværtimod tages udgangspunktet i, hvad der ud fra eksisterende arkæologiske og naturvidenskabelige undersøgelser samt for hånden værende skriftlige kilder kan siges om driftsmåderne i tidsrummet, og det er egentlig ikke meget.

Arkæologien, der må bære hovedbyrden i den første halvdel af perioden, kan på nuværende stade hovedsagelig kun påvise, at visse redskabstyper (og dermed driftsmåder), planter, husdyr, marksystemer og landbrugsbygninger har været i brug på et givet tidspunkt, men næppe engang, at tilsvarende ikke har været i brug i tilstødende perioder, og slet ikke hvilken relativ betydning de enkelte led havde i produktionen, for ikke at tale om produktionens absolutte størrelse. Pollenanalyser er ikke stort bedre stillet, hvad angår planteproduktionen, og hvad endelig de skriftlige kilder angår, er de vigtigste af normativ karakter. At udtale sig om produktionens størrelse, sammensætning og intensivering på dette grundlag må forekomme betænkeligt, medens dens art (anvendte driftsmåder) er lettere at gå til.

Dette forhold sætter sit præg på fremstillingen, idet det anvendte kildemateriale synes tilstrækkeligt til at tegne omridset af anvendte driftsmåder, medens argumentationen, overalt hvor produktionens størrelse og intensivering kommer på tale, ikke baseres på det samtidige kildemateriale, men derimod på de naturbetingede muligheder i området, set i lyset af senere tiders udnyttelse heraf, samt antagelse af befolkningsvækst (s. 46, 110, 123, 160). Herved påvises den intensivering, der skulle sættes i forbindelse med befolkningsvæksten, altså netop med befolkningsvæksten!

Det lykkes derfor ikke forfatteren at nå frem til en besvarelse af spørgsmålet om produktionens størrelse og sammensætning og en evt. intensivering af driften op igennem perioden. Derimod rummer fremstillingen en udmærket sammenfatning af driftsmådernes kvalitative karakter i tidsrummet, og det er spørgsmålet om afhandlingen ikke havde vundet i klarhed, dersom problemstillingen var blevet opgivet til fordel for en mindre prætentiøs om arbejdsteknik.

I hvert fald må forfatteren lade sig nøje med håbet om, at fremtidig forskning kan afklare de stillede spørgsmål nærmere, og værkets største fortjeneste ligger utvivlsomt i den ærlige påvisning af, hvor lidt, der på forskningens nuværende stade, egentlig kan siges om produktionens størrelse og sammensætning i disse centrale århundreder.