William Coxe: Reise i Norge 1784. Oversettelse og innledning av Johnny Johnsen. Oslo- Bergen-Tromsø, Universitetsforlaget 1975. 75 s.

Mod slutningen af det 18. århundrede blev Nord- og Østeuropa i højere grad end tidligere mål for vesteuropæiske rejsende. Denne stigende interesse må bl. a. ses på baggrund af tidens natursværmeri og søgen efter det oprindelige. Måske har det også spillet en rolle, at de traditionelle rejsemål i stigende grad har forekommet trivielle. Når Norge særskilt besøgtes af relativt mange englændere, afspejler dette sikkert også det norske erhvervslivs stigende orientering mod Storbritannien. Blandt prominente briter, der besøgte Norge, kan nævnes Lord Brougham, Mary Wolstonecraft og Thomas Malthus, der alle i breve og dagbøger har videregivet indtryk af deres norske rejser.

En nok så interessant skildring af Norge (og af de nordiske og baltiske lande iøvrigt) skyldes historikeren og teologen William Coxe, 1747-1828, der berejste dele af Østlandet i 1784. Coxes skildring er ikke alene baseret på umiddelbare rejseindtryk, men tillige på samtaler med fremtrædende nordmænd, foruden at han har sat sig grundigt ind i tidens litteratur om norsk historie og norske samfundsforhold. Hans skildring er højst læseværdig, ræsonnerende og ikke ukritisk, men absolut velvillig. På en pudsig måde afspejler Coxes skildring tidens norske patriotisme, som når han citerer norske udsagn om, at der i de større norske byer taltes et renere dansk end almindeligt i Danmark - København inklusive. Et andet eksempel er, at hans norske værter ved hjælp af en endnu levende veteran fra Karl Xll's sidste kamp i Norge får ham overbevist om, at heltekongens død skyldtes en norsk kugle. Ligeledes skinner tidens odelsbegej string tydeligt igennem.

Oversættelsen er besørget af Johnny Johnsen, der tillige har forsynet bogen med en indledning samt enkelte supplerende og korrigerende kommentarer. Det er da også udmærket, at udgiveren gør opmærksom på det ukorrekte i Coxes oplysning om, at Harjedalen skulle være afstået til Sverige ved freden i København 1660. Mindre heldigt er det, at han selv henfører denne beklagelige tildragelse til Roskildefreden 1658. Harjedalen afstodes nemlig ved Brømsebrofreden 1645.