Norbert Krekeler: Revisionsanspruch und geheime Ostpolitik der Weimarer Republik. Schriftenreihe der Vierteljahrshefte fur Zeitgeschichte (No. 27). Stuttgart, Deutsche Verlags-Anstalt, 1973.

Forf. har sat søgelyset på en speciel side af den tyske udenrigspolitik, nemlig dens støtte til tyskheden i Polen efter landafståelserne 1919-21. På basis af omhyggelige kildestudier, der i høj grad er vanskeliggjort af denne politiks fortrolige karakter, anskuer forf. problemet således som det tog sig ud for de centrale tyske myndigheder i Reich og i Preussen, ikke ud fra det tyske mindretals syn.

Inden for den tyske debat om Weimartidens udenrigspolitik placerer han sig klart
som tilhænger af tesen om kontinuitet fra den preussiske Polenpolitik via Weimartidens

til Hitlerperiodens. Forf. påviser, hvordan der endog personelt var kontinuitet i udførelsenaf den tyske politik, fra Preussens fortyskningsvirke før 1918 til Gorings administrationaf de besatte polske områder efter 1939. På grundlag af detaljerede redegørelserfor de forskellige tyske myndigheders planer og politik konkluderer forf., at næsten alle tyske partier efter 1918 var enige om målene for den tyske politik over for Polen, og at der ingen forskel var hos de mange Weimarregeringer angående dette problem. Målet var en revision af den tyske østgrænse og et middel hertil var opretholdelsen af tyskheden i Polen. Denne var imidlertid, dels af almene økonomiske årsager, dels på grund af de polske regeringers antityske politik, truet i sin eksistens. Derved opstod et gensidigt afhængighedsforhold. Tyskheden i Polen kunne ikke klare sig uden økonomisk støtte, der under de givne forhold kun kunne komme fra Tyskland, selv om der også var planer om at interessere udenlandsk, især amerikansk, kapital i det tyske landbrug i Polen. Den tyske regering havde problemer nok af økonomisk art, men ville den opretholdekravet om revision af østgrænsen, dvs. erhvervelse af Øst-Øvreschlesien, Den Polske Korridor og Danzig, så måtte den også sørge for, at fundamentet for dette krav, eksistensen af tyskere i Polen, blev opretholdt og helst også styrket. Af politiske grunde måtte den tyske regering derfor være interesseret i at yde økonomisk støtte, også selv om dette evt. måtte være økonomisk set højst urentabelt, således som det blev tilfældet sidst i 1920erne. Mønstret i denne politik svarer således ganske til det C. M. Kimmich (The Free City. Danzig and German Foreign Policy, 1919-34. 1968. - Se anm. i Historisk Tidsskrift, 1971, s. 558 f.) beskrev for Danzigs vedkommende.

Forf. fremhæver, at denne politik måtte føres i største hemmelighed. Hensynet til de allieredes og især til den polske regerings reaktion gjorde, at de tyske regeringer benyttede sig af formelt private organisationer til at formidle den statslige støtte til tyske grupper i Polen. I starten gik støtten navnlig til kulturelle formål (skoler, presse, kirke), men ca. 1925-33 blev støtten til at opretholde tyskernes økonomiske position helt afgørende. Af samme grund blev beløbene da væsentligt større. Forf. fremhæver, at hele denne politik blev ført uden om rigsdagen og uden offentlig debat. Nogle af de såkaldt private organer fik tilknyttet parlamentariske råd, men reelt kørte udenrigsministeriet løbet. Først sidst i 1920erne blev støttebeløbene så store, at regeringerne måtte finde plads til dem på de normale budgetter. Længst muligt blev dog kommunisterne og nazisterne holdt uden for den indviede kreds. Denne hemmeligholdelse af et led i den tyske udenrigspolitik svarer iøvrigt ganske til den tilsvarende hemmeligholdelse af et andet centralt element i den tyske revisionspolitik, nemlig oprustningen, hvad enten den foregik i Tyskland, Sovjetunionen eller i Spanien i Weimartiden.

Forf. fremhæver, at støtten til økonomiske formål var ensidig. Det var jordejerne, og især storgodsejerne i Polen, der nød godt af statsstøtten. Dette skyldtes flere forhold. Efter 1918-24 bestod kernen i tyskheden nemlig på grund af udvandring og assimilation ikke mere af byernes befolkning, men af bønder. Storgodsejerne havde de bedste forbindelser til de bestemmende organer i Berlin, og dér blev tyskhedspolitikken især varetaget af nationalt-konservative kredse, der traditionelt var nært forbundet med godsejerkredse. Ganske som >Osthilfe« i Tyskland gik til håbløst forgældede godser, så skete det samme i Polen. Politiske argumenter vandt hver gang, der opstod tvivl om det økonomisk fornuftige i denne skæve fordeling af statsstøtten til tyskerne i Polen.

Selv om forf. gang på gang fremhæver kontinuiteten i denne tyske politik, så påpeger han også forskellene mellem Weimartid og Hitler-tid. Det lykkedes, trods ihærdige forsøg,ikke for Weimarregeringeme via pengestøtten at tvinge de mange tyske grupper i Polen ind i en enhedsorganisation, der let kunne anbringes under det tyske udenrigsministeriumskontrol. Hvad penge ikke kunne udvirke, lykkedes for nazisterne efter 1933 ved

brug af grovere metoder. På den anden side var nazisterne afhængige af de personer og organer, der så længe havde domineret i tyskhedspolitikken i Polen, at det i den følgendetid gav nazisterne visse problemer. Betoningen af det racemæssige i Hitlertiden var ligeledes noget nyt, men ellers var der store iighedspunkter mellem politikken før og efter 1933.

Danmark og Nordslesvig strejfes nogle gange ved omtalen af den samlede politik over for tyskerne uden for statsgrænserne (s. 43, 78-79, 85, 91-93, 115, 131, 144-145). Bogen er fyldt med mange tørre tal og illustrerende citater som bevis for tesen. Debatten om den tyske østpolitik i Weimartiden kan ikke se væk fra det skarpe lys forf. har kastet på den konsekvente og voksende økonomiske støtte alle tyske regeringer brugte til et rent udenrigspolitisk formål. Beløbenes omfang og den tilslørede formidlingsmetode kaster et grelt lys over de mange offentlige forsikringer om den tyske fredsvilje. Det er betegnende for emnets politiske farlighed, at en af de involverede personer i de såkaldt private organers virke i Polen endnu i 1970 ikke ønskede at udtale sig - af hensyn til de daværende polsk-vesttyske forhandlinger (se s. 76).