Arkivar Karen Marie Olsen 21.11.1921 — 23.12.1977

Med Karen Marie Olsens død den 23. december 1977 mi&tede dansk arkivvæsen en af
sine mest inspirerende og dynamiske medarbejdere.

Efter studentereksamen fra Åbenrå Statsskole tog hun til København, hvor hun i 1951 blev cand. mag. i dansk og tysk. Allerede tre år forinden havde hun fået udgivet Åbenrå Bymål, en bog der ved sin metode, emnevalg og stringens placerede Karen Marie Olsen som en af vore førende unge sprogforskere.

Ved ægteskabet med den senere landsarkivar Gunnar Olsen måtte hun for en tid hellige sig familielivet og stod ved dennes tidlige død i 1962 overfor den svære opgave at skulle videreføre hjemmet. Samme år tiltrådte hun en stilling ved Rigsarkivet, hvorved hendes bane for alvor drejedes ind på den historiske forskning. Medvirkende hertil har sikkert været den inspiration, der udgik fra hjemmets omgangskreds af unge historikere, kendt som Historikergruppen.

På forbilledlig vis forenedes hendes sproglige og historiske viden i udgivelserne af 1600-tallets tingbøger, nemlig Herlufsholm Birks tingbog 1616-19 og 1630-33 samt Sokkelund Herreds tingbog 1632-34 og 1634—36. Ved afslutningen af disse arbejder i 1974 modnedes tanken om at gøre dette omfattende kildestof lettere tilgængeligt for forskningen. Midlet hertil var et registreringssystem, hvor Karen Marie Olsen i en orlovsperiode det sidste år før sin død bearbejdede det kultur- og landbrugshistoriske materiale i tingbøgerne, mens professor Ole Fenger og professor John Kousgaard Sørensen stod for tilsvarende systemer for henholdsvis det retshistoriske og det filologiske stof. Registreringsmåden blev gjort så almen, at den også vil kunne anvendes på andre retskilder. Det var derfor en personlig opmuntring og påskønnelse, at Det humanistiske Forskningsråd i efteråret 1977 bidrog økonomisk til at arbejdet kunne fuldføres.

For at bringe værdien af tingbøgerne som kulturkilde ud til videre kredse, gav Karen Marie Olsen i en række skitser, udført med vidneerklæringer som baggrund, en beskrivelse af hverdagen på landet i 17. århundrede. Selv om en sidste gennemgang af manuskriptet manglede, foreligger det dog i en sådan form, at det nu vil blive søgt udgivet.

Ret hurtigt efter sin tiltrædelse ved Rigsarkivet knyttedes Karen Marie Olsen til sektionenfor privatarkiver, siden 1972 etableret som selvstændig afdeling. Hendes betydeligeevner til at komme i kontakt med folk uanset deres sociale baggrund var her af stor betydning for indsamlingsarbejdet, ligesom hendes iderigdom og pædagogiske evner overfornye medarbejdere var en daglig inspiration. Mange yngre kolleger kan takke hende

for den bibragte lære om disciplinens og ryddelighedens nødvendighed ved omgangen
med privatarkiver. Omsvøb og svinkeærinder var ikke hendes gebet.

Tanken om at gøre samlingerne af privatarkiver kendt for et større publikum optog hende meget. Som led i denne udadvendte virksomhed var hun medudgiver af Kristen Bordings dagbog 1924—26 samt af en planlagt udgave af Aage Friis' omfattende korrespondance med historikere og politikere.

På trods af disse tidskrævende opgaver, nåede hun at sætte sig varige spor som medlem af bestyrelsen for Landbohistorisk Selskab 1971-73 og som formand for Dansk Magisterforenings sektion 27, der bl. a. omfatter arkivarerne. Det sidste, ofte utaknemmelige tillidshverv, udførte hun med en for hende særegen kombination af socialt engagement, hjertevarme og myndighed. Sansen for medlemmernes tarv var altid i forgrunden og kunne ikke undgå at støde an mod hverdagens mere kringlede realiteter.

Karen Marie Olsen var et harmonisk og retlinet menneske, loyal overfor sit arbejde og sine venner. Opvæksten i et grundtvigiansk sindet hjem havde givet hende en ballast, der ikke mindst kom til udtryk i en beundringsværdig tolerance overfor livs- og fremtrædelsesformer vidt forskellig fra hendes egne og gjorde hende til en strålende samarbejdspartner. Det er derfor udtryk for sprogets fattigdom at sige, at hun vil være savnet, men derimod i overensstemmelse med hendes egen beskedenhed overfor tilværelsen.