Torben Hansgaard: Landbrugsrådets tilblivelse. Studier i landbrugsorganisationernes forhandlinger om skabelsen af en fællesrepræsentation for dansk landbrug 1880-1919. Udgivet af Landbohistorisk Selskab, Kbh., 1976. 287 s. Ill.

Den præcise og magtfulde hovedtitel på Torben Hansgaards afhandling dækker sandsynligvismeget godt det emne, forfatteren oprindelig har sat sig for at studere, nemlig Landbrugsrådetstilblivelse. I undertitlen gearer Hansgaard dog beskedent sit studiefelt noget ned, og senere (s. 13) hedder det, at formålet med undersøgelsen har været »at give en

dokoumenteret redegørelse for forløbet af forhandlingerne mellem landbrugsorganisationerneom
dannelsen af en fællesrepræsentation«. Dette er, hvad forfatteren gør.

I årene 1885 til 1919 forsøgte forskellige grupper indenfor Danmarks traditionelle hovednæring, landbruget, at etablere et fællesråd, som skulle varetage det samlede erhvervs interesser overfor udlandet, statsmagten og de store, og stadig mere faretruende erhvervsgrene som handel og industri. Men dansk landbrug var ikke nogen homogen enhed. Af rurale primære producenter fandtes den kendte treklang af godsejere, større og mindre gårdmænd samt husmænd, hvoraf de fleste dog supplerede deres egenproduktion ved lønarbejde, håndværk eller husflidsarbejde. Desuden blev der indenfor landbruget i slutningen af 1800-årene etableret flere større forædlingsforetagender, hvoraf de forskellige andelsorganisationer med deres omfattende og produktionsdygtige medlemsskarer kom til at fremstå som de mest dominerende.

Det er imidlertid et spørgsmål, om man uden videre kan gå ud fra, at de tre primære rurale enheder, godserne, bøndergårdene og husmandsbrugene i det pågældende tidsrum overhovedet drev et »fælles« erhverv. Det store landbrug prøvede naturligvis i forhandlingerne at få det til at se ud, som om selve jorddyrkningen var lig med et erhvervsfællesskab, og at det fælles erhverv også stort set var lig med fælles interesser. Men produktionsmæssigt havde godsejeren næppe mere tilfælles med husmanden på de 5 tdr. land end H. N. Andersen havde med den lokale høker.

Det er dog ikke så meget disse mere bagomliggende forudsætninger for konflikten i parternes eventuelle samarbejde, men som nævnt mere selve forhandlingsforløbene, som bogen handler om. I de tidlige forhandlinger drejede spørgsmålet sig hovedsagelig om, hvor få mandater godsejerne og proprietærerne via Landhusholdningsselskabet kunne spise Landboforeningernes gårdmænd af med. Senere hen (specielt under 1. verdenskrig), da det gamle Landhusholdningsselskab med dets ca. 760 medlemmer forholdsvis nemt kunne udmanøvreres af de stærke regionale Landboforeninger med omkring 100.000 organiserede medlemmer, var samfundssituationen, såvel som forhandlingsparternes indbyrdes forhold, væsentligt ændret.

I krigsårene var det tilmed ikke kun visse landbrugsorganisationer, men i lige så høj grad regeringen, som så fordelen ved, at der blev dannet en fællesrepræsentation. I forhandlingerne om mandaterne kom kampen i disse år til at stå mellem det kornsælgende og det kornkøbende landbrug, repræsenteret ved Landhusholdningsselskabet, Landboforeningerne og (delvis) Andelsudvalget på den ene side og de stærkt voksende husmandsforeninger (1914 ca. 53.000 medlemmer) på den anden. At husmændene kunne støtte sig kraftigt til den radikal-socialdemokratiske regering gav dem i dette selskab en stærk forhandlingsposition. Samtidig lagde de andre organisationer vægt på at få husmændene med, således at et eventuelt kommende landbrugsråd kunne tale på baggrund af et samlet og »enigt« erhverv.

Men det lykkedes ikke. Da det nuværende Landbrugsråd i 1919 blev etableret, var husmændene ikke repræsenteret. Officielt hed det sig, at de forskellige parter ikke kunne blive enige om mandatfordelingen. Man har dog på fornemmelsen, at de tilgrundliggende forskelle sandsynligvis har været af helt andre dimensioner end repræsentationsspørgsmålet alene gav udtryk for.

Og her er vi sådan set ved sagens kerne. Hele Hansgaards bog er én kronologisk gennemgang af møder, sonderinger og forhandlinger, og mandatstridighederne bliver dermed til selve stridens emne. Men hen igennem afhandlingen ses det, at kildematerialet også punktvis afslører, hvorledes modsætningerne virkelig var mere dybtgående, end de optræder i hovedparten af de interne mødereferater og breve, i de officielle erklæringer og i Hansgaards bog. Det noget beskedne mål, som forfatteren i indledningen sætter for sit arbejde, viser også, at han derved selv er blevet klar over de ret oplagte begrænsninger i behandlingen af emnet.

Som læser savner man indledningsvis elementær indføring i de konkrete produktionsformer indenfor de førnævnte tre grupper af landbrugsenheder såvel som en nøjere diskussion af organisationernes forskellige interesser og mere eller mindre bevidsthedsmæssige historiske identitet. De markante forskelle i forhandlingssiutationerne i begyndelsen og slutningen af perioden ville derved have trådt tydeligere frem og givet et mere klart billede af afhandlingens problemstilling.

Her kunne der helt konkret hentes støtte i en systematisk behandling af materiel baggrund,
karriereforløb og kulturelt tilhørsforhold for et udsnit af det store persongalleri,
som bogen i tekst og billeder præsenterer.

Forfatteren er selv ikke så forfærdeligt langt fra sådanne synspunkter, når han giver udiryk for den ideologisk forskellige rolle, som andelsbevægelsen selv opfattede sig i før og efter århundredskiftet. Denne ændring kan bl. a. ses i fremkomsten af de store såkaldte ¦^nye tids mænd«, til eksempel repræsenteret ved en skikkelse som Anders Nielsen, Svejstrup Østergaard. Hvilken holdning - politisk og kulturelt - repræsenterede han (og flere andre) egentlig i forhold til Landhusholdningsselskabets gamle inderkreds og landboforeningernes brede medlemsskarer? Umiddelbart ser det ud, som om vi i årene efter rhundredskiftet overfor en ny elite bestående af benhårde landbrugs-forretningsmænd med andre og enklere interesser end dem, som vi møder hos de fleste af forhandlingsparternes gamlr medlemmer.

Forfatteren har nok færdighed i almindelig historisk arbejdsmåde, men kendskab til blot lidt af den store internationale litteratur inden for den politiske videnskab om lignende emner kunne uden tvivl have givet hans store arbejde den strukturering, som både ville gøre bogen mere interessant og nemmere tilgængelig.

Men det må imidlertid også pointeres, at det er redelig historieskrivning, som leveres. Hansgaard skriver ukunstlet og sikkert om de konkrete forhandlinger og har gennem sit omfattende arkivarbejde bragt mange ukendte omstændigheder frem i lyset. Men selve rolkningen af Landbrugsrådets tilblivelse har vi stadig tilgode.