Jens Christian Forman: Den internationale kommissions neutraliseringsforanstaltninger ved folkeafstemningen i Sønderjylland 1920. (171 s. u. å. u. st. (Århus 1975)).

Formans bog er en omarbejdelse af en specialeafhandling og angiveligt af økonomiske grunde kun publiceret i begrænset oplag med henblik på at kunne stilles gratis til rådighed for særligt interesserede og således ikke at erhverve på det fri marked.l Det må stærkt beklages, at man har valgt denne udgivelsesform, idet afhandlingen kvalitetsmæssigt sagtens kan bære en egentlig udgivelse, ligesom dens kvantitative omfang ikke i sig selv skulle udgøre nogen alvorlig hindring herfor. Vel er emnet af en forholdsvis speciel karakter og Formans tekst unægtelig noget stiv og knirkende i stil og sprog, men afhandlingen bidrager ikke desto mindre med en række væsentlige resultater, der kan supplere allerede eksisterende fremstillinger omkring folkeafstemningerne i 1920 og Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Det er derfor forekommet anmelderen rimeligt med et noget mere omfattende indholdsreferat, end det ellers ville have været hensigtsmæssigt.

Den internationale Slesvig-kommissions (Commission internationale du Slesvig, herefter CIS) indsats i afstemningstiden har været kraftigt kritiseret fra såvel tysk som dansk side specielt med hensyn til forholdene i 2. zone, hvor de nationale modsætninger kom skarpest til udtryk, og hvor neutraliseringsproblemerne følgelig var størst. Forman påpeger med rette, at kommissionens opgave var bunden, nemlig at forberede og gennemføre de folkeafstemninger, som det i Versailles-traktaten var bestemt skulle finde sted i Slesvig. Denne traktat opfyldte i sig selv de vigtigste danske neutraliseringsønsker, nemlig oprettelsen af en international kommission til at forestå afstemningerne og til at varetage administrationen af afstemningsområdet i overgangstiden samt muligheden for allieret militær besættelse af afstemningsområdet. ClS's opgave var på dette givne grundlag at sikre, at den slesvigske befolknings selvbestemmelsesret kunne komme til fri udfoldelse.

---

1 Interesserede skulle ved henvendelse til lektor J. P. Noack, Institut for Historie, Århus Universitet, 8000 Århus C, kunne få oplyst, om det endnu er muligt at erhverve et eksemplar af bogen.

Formans mål har i første række været at fremlægge og diskutere de konkrete indgreb, som CIS foretog, og dernæst at undersoge, hvorledes disse virkede i praksis og vurderedes af de to parter. På denne baggrund skulle det så være muligt at foretage en vurdering af neutraliseringsbehovet og af de mål, som CIS havde sat sig, ved en undersøgelse af, i hvilken udstrækning dansk og tysk medvirken havde betydning for udformningen af CIS' beslutninger samt ved en sammenligning med de parallelle forhold omkring afstemningerne i de tyske østområder.

Konkret har Forman undersøgt neutraliseringsbetstemmelsernes indhold og de hensyn, som kommissionen tog ved fastlæggelsen af indgrebenes omfang. Forman understreger, at alt for omfattende neutraliseringer - f. eks. fjernelse af hele den tyske administration i afstemningsområdet - dels ville skabe praktiske vanskeligheder, dels ville skabe ny ulighed og dermed være i strid med selve plebiscit-tankens og neutraliseringens grundlag - den abstrakte retfærdighed. CIS havde her ingen præcedens at rette sig efter, men måtte tilrettelægge sit program under hensyntagen til det overordnede mål om fair play og de involverede parters forventninger og synspunkter i håb om at undgå såvel utilstrækki - lige som overflødige neutraliseringer.

Forman konkluderer, at det var CIS' oprigtige hensigt at foretage de til sikring af fair play nødvendige indgreb, og at denne vilje, således som den bl. a. kom til udtryk i det program, som kommissionen fremlagde i oktober 1919, anerkendtes af begge sider. Dette skyldtes, at CIS-programmet stort set opfyldte de begrænsede danske ønsker, og at det samtidigt var langt mindre omfattende end frygtet fra tysk side. Derimod foretog kommissionen i administrationsperioden, d.v.s. fra 10.1.1920 til 16.6.1920, en række indgreb i 2. zone, der var uacceptable for den tyske part — og som fandt sted efter dansk ønske — uden dog at forfalde til at blive et »ekspeditionskontor til gennemførelse af danske krav« som hævdet i den tyske propaganda. Indgrebenes formål, der var at sikre agitationsfriheden i 2. zone, var i overensstemmelse med neutraliseringens grundprincip, fair play.

Forman sammenfatter sin vurdering af CIS' indsats som følger: indgrebene var rimelige; følgelig fandt afstemningerne sted på fair betingelser, hvorfor også grænsedragningen skete på et rimeligt grundlag og derfor må betragtes som definitiv. Mens næppe mange efter at have stiftet bekendtskab med Formans overbevisende argumentation vil være uenige i bedømmelsen af CIS' indsats, vil hans konklusion, hvad angår grundlaget for grænsedragningen og dennes forløb, næppe kunne undgå at møde modsigelse. Forman synes da også her at gå et skridt videre end hans eget oplæg egentlig berettiger, idet han, som omtalt, indledningsvis netop understregede, at de vigtigste afgørelser vedr. zoneinddeling, afstemningsform m.v. allerede var truffet endnu inden oprettelsen af CIS.

Af kritiske bemærkninger i øvrigt kun følgende, der i forhold til helhedsvurderingen af Formans arbejde kun er småting. Det ville være velgørende blot engang imellem at blive udsat for en konsekvent stavemåde af sydslesvigske stednavne, altså enten tysk eller dansk - f. eks. Miirwik eller Mørvig, blot ikke Mørvick. For de færreste læsere vil det formodentlig være forståeligt, hvorfor kommissærerne Marling og v. Sydow på s. 71 kan udgøre et flertal over for kommissærerne Claudel og Heftye, når det ikke nævnes, at formandens,d.v.s. Marlings, stemme ifølge Versailles-traktatens art. 437 i tilfælde af stemmelighedskulle være udslagsgivende. Kommentaren i note 450 på s. 135 om, at de danskenationalistiske kredses påstand om, at befolkningen i Slesvig i hvert fald ned til Dannevirke var af dansk nationalitet uanset sprog og sindelag, på baggrund af udviklingeni Sydslesvig efter 1945 skulle have vist sig at have en vis rigtighed, er ganske enkelt absurd. Forman har selvsagt ret i, at den voldsomme vækst i danskheden efter 1945 ikke skyldtes »flæskepakker« alene, men så sandelig da heller ikke »blodets røst« eller lign., hvilket næppe heller Forman kan mene. Den forskel som postuleres mellem det borgerligeSlesvig-Holstens grænsepolitik i Weimar-tiden og under nazismen på s. 140, er ikke

dokumenteret med henvisningen i note 473. Dette spørgsmål er en tand mere kompliceret
end som så. Til slut: Det er også lidt uheldigt, at den samtidige tyske presse kun er benyttetvia
citater og referater i danske blade.

Afgørende er, at Formans vurderinger i ovrigt er nøgterne og veldokumenterede. Afhandlingen hviler på et særdeles omfattende og efter anmelderens vurdering dækkende og repræsentativt kildemateriale og udgør i sin helhed en velgørende kontrast til Hans Dietrich Lehmanns dissertation »Der deutsche Ausschuss und die Abstimmungen in Schleswig 1920« fra 1969, hvis ganske utilstrækkelige kildegrundlag og især tendensiøse fortolkninger Forman atter og atter kan afdække og påpege. Af denne årsag er det ekstra beklageligt, at Formans afhandling skal være forbeholdt en udvalgt skare heldige, der nåede at sikre sig manuskriptet i tide. r.wt™ M„„*„«,„M_{„„*„«,„}