Finn Gad: Grønlands historie. III: 1782-1808. Kbh., Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 1975. 614 s. Ill.315,50 kr.

Det nu foreliggende tredie bind af Finn Gads »Grønlands historie« omfatter perioden fra 1782, hvor Den kongelige grønlandske Handel modtog sin nye instruks og frem til 1808, hvor forbindelserne med Danmark for en tid blev afbrudt og hvor igangværende reformer og reformtanker for et længere tidsrum blev skrinlagt.

Afhandlingens genstand kan meget kort karakteriseres som de 5-6.000 grønlændere samt det par hundrede europæere, der i den relativt korte periode var bosat på den knap 2.000 km lange, smalle kystbræmme fra Kap Farvel til Upernavik-området. En sådan karakteristik gør imidlertid ikke ret og skel over for værket. Emnet er, hvad Finn Gad (s. 6) kalder »den vestgrønlandske hverdag«; og det er hans fortjeneste på grundlag af en minutiøs gennemgang af hele - eller næsten hele, jvf. nedenfor - det eksisterende materiale at have givet så grundig og indgående en skildring af emnet, som det formentlig er muligt. Sammen med bind II må bind 111 herudover fremhæves som den indtil nu mest indgående og bedst dokumenterede redegørelse for centrum-periferi relationerne i det 18. århundredes danske monarki. På det område giver de to bind et enestående indblik i vekselvirkningen imellem de centrale institutioner i København, de udsendte repræsentanter for handelen og missionen, og den grønlandske befolkning; og de to bind sætter læseren istand til at se bagom generalisationernes polerede og plausible facade.

Det overordnede mål for det danske styre var - så billigt og så friktionsløst som muligt - at opretholde den danske konges herredømme over Grønland. Midlet til at realisere dette mål var et besejlingsmonopol, som var overladt til statsinstitutionen Den kongelige grønlandske Handel; og det økonomiske grundlag for handelens administration forventedes tilvejebragt gennem hvalfangst i Disko Bugten.

Skønt repræsentanter for den danske stat udøvede Handelens folk ikke formelt nogen myndighed i det grønlandske samfund. Deres autoritet omfattede alene de udsendte europæere samt de grønlændere, der direkte var ansat i Handelens tjeneste; og de afholdt sig - i god overensstemmelse med holdningen i København og med betydelig konsekvens - fra indblanding i det grønlandske samfund. Denne forsigtige holdning skyldtes grundlæggende hensynet til en friktionsfri varetagelse af Handelens interesser; men hos nogle af de langvarigt udstationerede anes også en mere ægtefølt respekt og en langsomt voksende forståelse for det grønlandske samfunds egenart og kvaliteter.

Kontakt eksisterede dog på en lang række områder; og i 1782 var en påvirkning af det grønlandske samfund forlængst blevet uundgåelig. Således medførte etableringen af kolonierog missionsstationer mere koncentrerede grønlandske bosættelser, efter Handelens mening til skade for fangsten og generelt demoraliserende som følge af den voksende afhængighedaf europæiske forbrugsvarer. Markant i den forbindelse var fremkomsten af en ny befolkningsgruppe, nemlig efterkommere af europæisk-grønlandske forhold. Disse såkaldte »blandinger« blev ikke opdraget i den grønlandske fangerøkonomi; og de repræsenteredeprimært

præsenteredeprimærtet forsorgsproblem. Problemet blev i vid udstrækning løst gennem ansættelse ved Handelen, ofte i forbindelse med en håndværksmæssig eller administrativ uddannelse af kortere varighed. Det må fremhæves som en af værkets fortjenester, at det viser, hvorledes denne i begyndelsen fåtallige og af det traditionelle fangersamfund ringeagtedegruppe allerede i denne periode så småt begyndte at udvikle sig henimod, hvad man kan kalde en grønlandsk elite.

Også på andre områder satte den voksende kontakt sine spor. Nye fangstredskaber som skydevåben og sælgarn var dyre at anskaffe; og de medvirkede dermed til at påvirke den mere kortsigtede traditionelle fangerøkonomi i retning af en mere intensiveret fangst, der samtidig i højere grad blev orienteret mod de produkter, som i særlig grad havde Handelens interesse. For Handelen betød dette øget kreditgivning og usikre, sæsonbestemte afregninger for udleverede varer, som endvidere i voksende grad kom til at bestå af fødevarer og nydelsesmidler. For de udsendte var det i sig selv naturligt i kortvarige hungerperioder at hjælpe den stedlige befolkning, fra hvilken den modtog de nødvendige eksportvarer. Når styret i København var kritisk over for denne praksis, skyldtes det ikke en inhuman holdning, men derimod en frygt for derved at fratage grønlænderne incitamentet til den fangervirksomhed, som både grønlænderne og Handelen var afhængige af, og som den danske tilstedeværelse på Grønland til syvende og sidst var baseret

Det er karakteristisk for materialesituationen, at en meget betydelig del af de fundne oplysninger om det grønlandske samfund netop stammer fra den konstante diskussion imellem direktionen i København og de udsendte om de kortsigtede og de mere langsigtede hensyn. Mens de udsendtes argumenter generelt var erfaringsmæssigt og praktisk betonede, kunne direktionens påmindelser om sparsommelighed ofte have et moralsk anstrøg; og det kan ikke - tiden og klimaet taget i betragtning - undre, at brændevinen ofte optrådte i korrespondancen. De grønlændere, der var ansat ved Handelen havde - ligesom de europæiske udstationerede - krav på kosten, hvortil hørte et dagligt kvantum brændevin. For at imødekomme direktionens efterhånden talrige ordrer om at forhindre, at grønlænderne gemte den udleverede daglige snaps i munden og opsparede et større kvantum til en ærlig rus, gik en af inspektørerne i 1807 så vidt, at han forlangte, at modtageren efter at have stukket det daglige glas ud med høj røst skulle sige 'qujanaq'. Dette »skal være umuligt med brændevin i munden«, hævder Finn Gad (s. 320); og efter anstillede forsøg må anmelderen give ham ret.

Eksemplet er et blandt mange på det element af formynderi, som i slutningen af den her behandlede periode så småt begyndte at gøre sig gældende, ikke blot i København, men også blandt de udsendte. Mere indgående indgreb i grønlandske sædvaner og levevis var på den anden side få i disse år. Reformstyret i København arbejdede ganske vist mod periodens slutning med planer om sækularisering af skolevæsenet samt om indføring af en form for pengeøkonomi; og selv spørgsmålet om en gradvis indføring af danske retsnormer og retspraksis blev ventileret internt. Krigsudbruddet i 1807 og afbrydelsen af forbindelsen mellem Grønland og Danmark satte imidlertid effektivt bom for sådanne

Ligesom bind II hviler også bind 111 på et omfattende og helt overvejende utrykt materiale. Forfatteren har været igennem, alt relevant materiale i Handelens og Missionskollegietsarkiver; og han har fulgt alle væsentlige sager op gennem inddragelse af arkivalierfra andre institutioner. De to bind repræsenterer et meget omfattende arbejde med at opspore kilder til den grønlandske hverdag samt udskille og ordne de pålidelige informationer herfra; og en betydelig indsats er gjort for netop at trænge igennem det 'danske' materiale for at nå frem til det 'grønlandske'. Når det indledningsvis ikke desto

mindre blev antydet, at yderligere relevant materiale eksisterer, skyldes det, at forfatterenikke har udnyttet mulighederne for at supplere det i sagens natur stærkt ensidige danske materiale med kilder fra Herrnhuttermissionens arkiv. I sin store Schimmelmannmonografihar professor Christian Degn fra Kiels Universitet netop (jvf. Historisk Tidsskrift1977, s. 240-43) demonstreret, hvor værdifulde samlingerne i Archiv der Briider- Unitat i Herrnhut (DDR) kan være, når det gælder om at belyse ikke-europæiske befolkningsgruppersvilkår på en anden af organisationens danske missionsmarker i det 18. århundrede, nemlig i Vestindien. I bind II har Finn Gad ganske vist frem til 1768 kunnetstøtte sig til David Crantz' officiøse missionshistorie »Historie von Gronland« (1765) og »Fortsetzung der Historie von Gronland« (1770); men for bind 111 eksisterer denne mulighed ikke. Det må være rimeligt at rejse det spørgsmål, hvorvidt det ikke i bind II og 111 ville have været naturligt at inddrage missionsarkivets righoldige materiale. Af dette kan især fremhæves de såkaldte 'Diarien' eller årsberetninger, som for det 18. rhundredesvedkommende fra Neu Herrnhut siden 1733, fra Lichtenfels siden 1758 og fra Lichtenau siden 1774, hvortil kommer tilsvarende übrudte rækker fra de missionsstationer, der blev grundlagt i det 19. århundrede. Siden midten af tres'eme har Rigsarkivet ladet foretage affotografering af disse Diarier, hvoraf det nu har rækken fra Neu Herrnhut fra 1733 til 1900 og rækken fra Lichtenfels fra 1758 foreløbig frem til 1780.

Ligesom bind I og bind II står også bind 111 som et respektindgydende arbejde; og udover de kvaliteter, som også de foregående bind rummede, bør det fremhæves, at forfatteren her påviser og diskuterer fremkomsten af en række aktuelle fænomener som fødestedskriterium, ansættelsespolitik og subventionering af priserne på de opsendte varer. Der er således god grund til at gratulere forfatteren - og med ham også de bevilligende myndigheder, som med et forskerstipendium har medvirket til, at de enkelte bind har kunnet fremkomme med så korte mellemrum som sket er. Når forfatteren (s. 9) skriver, at »udgivelsesplanerne har været og er stadig svævende for hele værket«, er der kun at håbe, at også andre anmeldelser vil dokumentere det eksisterende behov for, at Finn Gad viderefører sin »Grønlands historie«.