B. N. Ponomarjov m.fl.: Sovjetunionens Kommunistiske Partis historie. 1. Perioden frem til 1936. København, Forlaget Tiden, 1977. 197 s. Kr. 50.00.

Moskva-loyale kommunister har altid haft behov for at være velorienteret om udviklin
gen i det sovjetiske kommunistiske parti. I tidligere tider kunne det i bogstaveligste for

stand være livsvigtigt at være korrekt informeret om de indre brydninger i den kommunistiskeverdensbevægelses dominerende ledelse i Moskva og i dennes ofte brat skiftende taktik og strategi. Også m.h.t. dette informationsbehov skabte Stalin orden i tingene. Efter at have fået likvideret alle andre betydende bolsjevikkiske førere i forbindelse med skueprocesserne i 1930'erne lod han udarbejde en autoritativ partihistorie, populært kaldetKort Kursus. Dette fantastiske og med rette berygtede eksempel på historieforfalskningaf groveste art blev oversat til utallige sprog; en dansk oversættelse udkom i 1938 (Sovjeunionens kommunistiske Partis (Bolsjevikkernes) Historie. Kort Gennemgang). Danmarks kommunistiske Parti udgav særlige studievejledninger til dette værk, der blev en hel generations kommunisters bibel og karakteriseret som et mesterværk i marxistisk historieskrivning og i marxistisk-leninistisk teori. Stalins partihistories letfattelige budskab gik i korthed ud på, at Stalin var Lenins sande og eneste arvtager, mens alle andre havde været >Agenter for fascistiske Spionagetjenester, Snigmordere, Diversanter og Landsforrædere«(1938-udgaven, s. 461).

Efter Stalins død og det delvise opgør med forskellige sider af Stalins politik måtte partihistorien skrives om, og i 1961 kom en dansk oversættelse af, hvad man kunne kaldr Krustjov-versionen af partiets historie. Stalins rolle var nu blevet kraftigt nedtonet, og der var spage ansatser til forbehold over for nogle af hans værste udskejelser. På alle væsentlige områder fremstilledes dog partiets politik som korrekt. Efter kuppet mod Krustjov i 1964 blev partihistorien påny skrevet om, denne gang i overensstemmelse med Breinev-regimets udlægning, og den her foreliggende oversættelse afspejler naturligvis det siddende styres seneste opfattelse. Lederen af forfatterkollektivet, Ponomarjov (ikke Ponomatjov, som der står på titelbladet), er således det kommunistiske partis centralkomités ansvarlige sekretær for forbindelserne med fremmede kommunistiske partier.

Det er ikke et værk, der sigter højt. Sproget er stereotypt, klichéfyldt og fuld af gentagelser. Heri minder det slående om den stalinistiske forgænger fra 1930'eme. Det samme er også tilfældet, hvad angår de temaer, der særligt behandles, og den måde de behandles på. Ganske vist nævnes personen Stalin så at sige ikke (helt præcist to gange, s. 106 og 154), men de grundlæggende anskuelser fra den stalinistiske tradition fremtræder på hver eneste side, og hele værkets opbygning bærer stærkt præg af den berygtede forgænger. Selve det forhold, at partiets absolut dominerende person i perioden efter Lenins død i 1924 overhovedet ikke nævnes ved navn, er udtryk for en markant forvanskning af partihistorien, så meget mere som »partifjenderne« - især Trotskij - vies lange tirader. Som synonym for Stalin anvendes »det leninske parti« eller slet og ret »partiet«. Dette parti fremstilles som altid korrekt handlende, fordi det »bygger på videnskabeligt grundlag« (s. 147), og fordi det fører en vedvarende kamp for »marxismen-leninismens renhed« imod venstre- og højreafvigere (s. 170). I øvrigt er fremstillingen fuld af legender og fortielser, men alene en opremsning heraf ville sprænge en anmeldelses rammer. Værket har først og fremmest interesse derved, at danske læsere nu har mulighed for ved selvsyn at stifte bekendtskab med sovjetisk historieskrivning, når den er værst, dvs. når den som her på den mest direkte og utilslørede måde er underkastet det kommunistiske partis politiske krav. R. r„_n