Harry C. Payne: The Philosophes and the People. Yale Historical Publications, Miscellany, 109. New Haven og London, Yale University Press 1976. 214 s.

Det er en velskreven, veldisponeret og intelligent bog om et centralt og såvidt ses hidtil forsømt åndshistorisk emne. Harry C. Payne, assistant professor i historie ved Colgate University, er elev af Yalehistorikeren Peter Gay, der er Voltairespecialist og navnlig kendt som forfatter af hovedværket The Enlightenment. An Interpretation (1966-69). Vor bogs »philosophes« er som stavemåden antyder franske, de betydelige oplysnings»filosoffer«(herefter kaldet filosofferne), mænd som d'Alembert, Voltaire, Diderot, Montesquieu,Holbach, Helvétius og Condorcet. De fleste af dem var medarbejdere ved den store Encyclopedic der i hovedsagen var afsluttet 1765, men forfatteren følger sit problem

til slutningen af 18. århundrede og kaster enkelte sideblik på andre landes filosoffer - Beccaria, Adam Smith, Bentham, Herder o. a. »The People« er »le peuple« som befolkningsgruppe,et begreb der hos de fleste franske filosoffer ikke er juridisk afgrænset såledessom »trediestand«, men økonomisk bestemt som dem der arbejder kropsligt for andre - småbønder, tyende, håndværkere, dvs. mennesker i ringe økonomiske kår og bl. a. derfor efter filosoffernes mening på et lavt intellektuelt og moralsk standpunkt. Indtil århundredets sidste årtier betragter filosofferne dem som utilgængelige for rationel oplysning.Forfatteren ser i filosoffernes inddeling af befolkningen efter økonomiske kriterieret udslag af en realisme som også kommer frem hos dem på andre punkter. Hans hovedformål er at vise hvordan filosoffernes syn på le peuple og på mulighederne for at bedre deres kår ændredes i løbet af sidste halvdel af århundredet.

Nogle hovedtræk af forfatterens billede af denne udvikling: Encyklopædisterne var uanset deres private religiøse holdning oprindelig enige om at ethvert samfund og naturligvis især de fattige behøver troen på en gud der i en anden verden belønner de gode og straffer de onde som skader samfundet. Fra 1770'erne betragter adskillige filosoffer religionen som et middel til udbytning. I århundredets sidste årtier vinder den opfattelse frem at de arbejdende masser ikke blot er nødvendige for samfundet, men at de i deres elendighed er ofre for samfundsforholdene. Flere af forfatterne udtrykker bådesympati for den lidende underklasse og nogen fr>gt for at den kan afstedkomme flere uroligheder end dem man nu og da oplevede i samtiden. Mens tilliden til religionen som stabiliserende faktor og støtte for moralen svinder, vokser troen på at rationel oplysning, især teknisk og moralsk, kan gøre samme virkning, hvad der forudsætter en ny og mere optimistisk vurdering af massernes evne til at lære. Filosofferne tror ikke på noget tidspunkt på en uløselig klassekonflikt, men nok på modstridende interesser og virker for at mindske modsætningerne. Deres reformprogram i den sidste del af oplysningstiden sigter bl. a. mod at reducere den økonomiske ulighed og bedre massernes kår noget, så de kunne få glæde af livet. Men der måtte og burde stadig være stor forskel på rig og fattig, ikke fordi Gud vil det, men fordi mennesker har forskellige evner og muligheder og det er hensigtsmæssigt at mange er underordnede og gør det grove arbejde. En elementær undervisning skulde bidrage til at gøre masserne tilfredse med deres sociale status og dygtigere til deres arbejde. De færreste vilde give le peuple politisk og administrativt ansvar. Filosofferne ønsker generelt fri konkurrence om offentlige embeder, men ifølge forfatteren åbner deres undervisningsplaner kun folkets børn en meget begrænset adgang til den højere undervisning m>tii kunde gøre dem konkurrencedygtige. Det er stadig dr få der skal styre.

Rousseau er den eneste betydelige filosof der taler for folket som en af folket, ifølge forfatteren også den eneste der når ud over værdsættelsen af det nyttige arbejde i landbrug og håndværk til en høj vurdering af den enkelte arbejder. De andre fremtrædende filosoffer føler sig som tilhørende ikke trediestand, men eliten af rige, oplyste og højtbegavede. De appellerer til elitens, de mægtiges og ikke mindst statsledernes ansvarsfølelse og egeninteresse - i troen på eller håbet om at bedre love og klogere ledere der forstod at prisen for at herske er omsorg for de beherskede, kunde skabe harmoni mellem alles interesser, de fattige massers, middelklassens, de riges og statens.

De vigtigste af de reformer filosofferne ønskede gennemført var tidligere foreslået af enkelte embedsmænd, gejstlige eller private, men filosofferne »adopted these measures and publicized them, making them appear not as random possibilities but as the necessary dictates of equity and utility«. De »insisted that the elite could best serve itself and its trust by giving to the people the most it could afford, short of abjuring its own power. Their program for the people thus included economic stability, assured subsistence, fiscal equity, efficient charity, minimal instruction, and evenhanded justice - a program adventurousenough

turousenoughin the face of the realities of eighteenth-century society«. Forfatteren læggerikke skjul på at filosofferne hverken kendte massernes elendighed eller elitens selviskhedså godt som de kunde have gjort, og at de kan kritiseres for en del misforståelser, arrangance og naiv ønsketænkning. »But then again, there will probably always be somethingnaive in the vocation of the philosophe in a world of unenlightened people and irresponsible leaders«.

Bogen er næsten ren idéhistorie, og nogle læsere vil måske mene at forfatteren burde have givet dem nogen økonomisk-, social- og politiskhistorisk baggrund for idéudviklingen. I betragtning af at han kun behandler de relativt få betydelige skribenter, virker det måske også hist og her lidt for generaliserende når han taler om »filosoffernes« meninger. Men han bygger på et omfattende kendskab til kilder og sekundær litteratur. Han skriver om filosofferne med sympatisk forståelse, hans judicium er godt, hans analyse og konklusioner er som oftest forsigtige og langt mere nuancerede end resumeet ovenfor giver indtryk af. Fremstillingen er derfor som helhed plausibel, og den indeholder værdifulde korrektiver og tilføjelser til gængse beskrivelser af fransk oplysningstænkning.