Arne Bonvig Christensen: Invasion i Danmark. Danmark i det tyske invasionsforsvar under Den anden Verdenskrig. Odense Universitetsforlag, 1976. 197 s. Kort, ill. Jørgen Grundt Larsen: Modstandsbevægelsens Kontaktudvalg i Stockholm 1944-45. Odense Universitetsforlag, 1976. 181 s. O. F. Drostrup: Ranumkonventet. Et studium i Modstandsbevægelsens politiske historie 1944-1948. Århus, Aros, 1976. 159 s. Hl.

Flere og flere historiske specialer offentliggøres. Det er en udvikling, der bør hilses velkommen,for mange gode enkeltundersøgelser og meget nyt materiale har i årenes løb gemt sig bort på universiteternes reoler, kun kendt og udnyttet af de få. Glæden gælder naturligvis ikke mindst de samtidshistoriske specialer, der på forhånd kan påregne en læserskare også udenfor de faghistoriske cirkler. Anmelderens problemer turde i denne

sammenhæng henregnes til de mere perifere. Men alligevel! Hvorledes skal han vurdere disse arbejder, der trods den obligate efterbehandling dog sjældent løber fra deres ophav i eksamenssituationen, med de ofte meget hårdhændede beskæringer, den omstændelige ræsonneren, og den kildekritiske eksegese? Bør han lade det gustne overlæg fare i glæden over at se svendestykket på tryk? Eller skal han mobilisere hele det kritiske apparat?

At herværende anmelder ikke har løst problemet vil fremgå af det følgende.

Arne Bonvig Christensen har på Odense Universitetsforlag - blandt de etablerede det flittigste når det gælder om at publicere specialer - udgivet en afhandling med titlen Invasion i Danmark?, der beskæftiger sig med invasionsberedskabet, fortrinsvis i Jylland, under den 2. verdenskrig. Han griber her om et friskt og helt uudforsket emne, der også kalder på en international behandling - senest delvist imødekommet med Alan F. Wilt: The Atlantic Wall. Hitlers Defense in the West 1941-44 (1976). Bonvig Christensen er den første, der herhjemme mere systematisk har benyttet de tyske værnemagtsarkiver, med Wehrmachtbefehlshaber Danemarks krigsdagbog som hovedstykke. Sammen med den publicerede krigsdagbog fra Oberkommando der Wehrmacht udgør den et solidt fundament for afhandlingens bærende synspunkt, at den tyske krigsledelse først fra årsskiftet 1943/44 alvorligt begyndte at regne med muligheden af en allieret landgang (Grosslandung) i Danmark.

Men hvorledes iøvrigt måle den tyske invasionsfrygt? Bonvig Christensen fremhæver med rette OKW-direktivernes normative karakter (de siger i højden noget om hvad der blev beordret, ikke hvad der faktisk blev udført), og han har derfor valgt den brydsomme vej, der ligger i forsøget på at rekonstruere hele kystforsvarets udbygning, fra 1941 da de første britiske commando-raids plantede invasionsf_rygten i Førerhovedkvarteret og indtil sammenbruddet i 1945. Således bliver antallet og kvaliteten og disloceringen af divisioner og batterier barometerstanden for OKW's vekslende grader af krigsfrygt i Danmark. Undersøgelsen bekræfter den almindelige antagelse af en gradvis opladning af tropper fra slutningen af 1942 (dog fortsat af ringe kampstyrke), men af dækker ligeledes - og det højst overraskende - en udbygning af kystbefæstningen, der i 1944 bragte Vestkysten op på niveau med invasionsf_ronten i Normandiet! Der er tale om et fortjenstfuldt katalog over invasionsberedskabets udvikling, med en løbende informering af taktisk og operativ art, nyttig for den der som anmelderen ikke er militær kyndig.

Invasion i Danmark? udgør et godt startpunkt for et videre arbejde med den danske side af invasionsproblematikken, men der er endnu meget at hente i de stort set uudnyttede divisions- og marinearkiver, med deres krigsspil, operationsplaner og alarmeringer. Der må skelnes skarpere mellem OKW's og lokalinstansernes perception af krigsfaren, og man må dybere ned i analysen af den enkelte situation. Hvornår var en alarm kun en camoufleret øvelse, hvornår kun en saltvandsindsprøjtning til glæde for »basserne« i klitten? Hvornår var invasionsfrygten reel, hvornår kun en lokal spekulation i at skaffe nye ressourcer frem, hvornår kun et led i OKW's forsøg på at stramme disciplinen på flødeskumsf_ronten op? Det er nogle af de spørgsmål, som den videre undersøgelse rejser.

Bonvig Christensen karakteriserer sit arbejde som krigshistorie. Det er de militære dispositioner, han ønsker at belyse. Man kunne tilføje, at perspektivet helt overvejende er den store strategis, dvs. Festung Europas. Anmelderen skal ikke skjule, at han finder den synsvinkel langt interessantere der ville integrere invasionsforsvaret, med dens diskrepans mellem mål og midler, i den generelle tyske okkupationspolitik i Danmark.

Efter at Jørgen Hæstrup i 50erne og 60erne havde gennempløjet modstandsbevægelsens store politik og dens organisationshistoric på topplanet var det oplagt, at de næste års forskning måtte koncentrere sig om »græsrodsniveauet«. Vi har da også fået flere regionalstudier - og nu senest Jørgen Grundt Larsens speciale fra et hidtil negligeret område, Modstandsbevægelsens Kontaktudvalg i Stockholm 1944-45. Det var en række danske

modstandsfolk med Ebbe Munck i spidsen som i slutningen af marts 1944 etablerede et kontaktudvalg i Stockholm, med det væsentligste formål at øve kontrol med det stigende antal hjemrejser og mindske deres sikkerhedsmæssige risiko. Udvalget, der også rummedeen informationstjeneste for hjemmefronten, var i indledningsfasen klart vestvendt, dvs. man opfattede sig som repræsentanter for modstandsgrupperne i Danmark, og opgavengjaldt først og fremmest at støtte dem. Men senere, dvs. fra efteråret 1944 da basis blev udvidet med den største flygtningeorganisation, Danske Lønarbejderes Sammenslutning,forflyttedes arbejdsindsats og ambitioner, og Kontaktudvalget søgte at slå sig op som enerepræsentation for udefronten i Sverige - noget der også lykkedes i betydeligt mål ikke mindst takket være finansieringen og dermed blåstemplingen via gesandtskabet.

Grundt Larsens fremstilling af Kontaktudvalgets historie, dets organisatoriske knopskydninger og dets arbejdsopgaver bidrager med mange nye oplysninger om eksilet i Sverige 1944/45. Den giver også et forstemmende indblik i flygtningepsykosens mangfoldige udslag af rivalisering, intriger og nid - et hundeslagsmål hvor Udvalget bestemt ikke holdt sig tilbage, ja, vel på mange måder blev den udfarende i kraft af sine bestræbelser på at erobre monopolet. Blandt mærkesagerne, hvoraf mange har svært ved at hæve sig op over småtingsafdelingen, noterer man sig særligt forholdet til Brigaden, der institutionaliseredes gennem nedsættelsen af den såkaldte Militærkomité i efteråret 1944. Kontaktudvalget blev involveret p.gr.a. en disciplinkrise i forlægningerne, der naturligvis havde meget at gøre med den påtvungne passivitet, men som også skyldtes gnidninger med generalen, og de mange rygter om at Brigaden ikke skulle anvendes efter sit erklærede formål, men sættes ind imod kommunisterne. Militærkomiteen gik til problemet over en bred front, med organiseringen af en velfærdstj eneste, med etableringen af sig selv som appelinstans for de meniges klager, og gennem en storstilet hvervekampagne, der slog uroen ned og fik rekrutteringstallene til at gå i vejret igen. Grundt Larsen deltager i samtidens begejstring over Militærkomiteens indsats. Man savner den perspektivering der ligger i, at rygterne faktisk talte sandt, således som det nu er afdækket gennem Ulf Torells undersøgelser (Hålp till Danmark, Militåra- och politiska forbindelser 1943-1945 (1973)). Dette fører frem til en mere generel kritik af Grundt Larsens arbejde: Det er i alt for høj grad blevet historieskrivning på Kontaktudvalgets præmisser. Der er nok tilløb til en afvejning af Udvalgets betydning, men analysen svigter - og må nødvendigvis svigte, når der aldrig gøres noget forsøg på at definere institutionen i forhold til det politiske miljø i hvilket det opererede, dvs. gesandtskabet, ruterne, flytningeadministrationen, kommunisterne, efterrelningsofficererne og svenskerne. Her svier det, at undersøgelsen er gennemført så snævert indenfor rammerne af ét hovedarkiv. Konklusionen ser meget positivt på Kontaktudvalgts virke. Man sidder efter læsningen tilbage med den fornemmelse, at Grundt Larsen har lånt hånd til den overvurdering af Udvalgets betydning som allerede initiativtagerne lå under for, og som de meget naturligt har søgt videregivet til eftertiden. Men undersøgelsen viser klart, at den store politik førtes hen over hovedet på Udvalget, og selv på det praktiske plan synes resultaterne - når undtages Militærkomiteens - ret så beskedne. Det turde vel også være et indicium herfor, at Udvalgets formand, Ebbe Munck, der havde mange andre og større jern i ilden, ikke med eet ord nævner det eller dets hovedkræfter i sine erindringer (Døren til den frie verden (1967)).

Som Grundt Larsens bog er også O. F. Drostrups omarbejdede specialeafhandling Ranumkonventet et punktstudie i modstandsbevægelsens historie, men her med accenten på afviklingsfasen efter maj 1945. »Ranumkonventet« som et debat- og handlingsforum for en række nordjyske modstandsledere blev holdt over dåben i Ranum præstegård ved et illegalt møde på tærsklen til freden, den 10.—11. marts 1945. Det var den jyske nedkastningschefToldstrup, der her havde sat omkring 30 af sine topledere stævne for at orientere om regionens »våbenstilstand« med Jyllandsledelsen, under oberstløjtnant Bennike

nike- og for at snakke modstandsbevægelsens fremtid; og det var også Toldstrup der i de følgende år blev hovedkraften bag »konventet«s tanker og fremstød. Mødet i Ranum er vel belyst gennem både samtidigt brevstof og senere beretninger. Det kom hurtigt til enighed om at søge frihedskampens idegrundlag ført videre af en modstandsbevægelsens landsorganisation, benævnt »Frihedskæmpernes Forbund«, hvis mere langsigtede program skulle være organiseringen af et skyttekorps til bekæmpelse af ånden fra den 9. april. Holdningen var klart »systemfjendtligt«, eller som det formuleredes »ikke partipolitisk«. Strategien at skabe en folkebevægelse, der kunne presse på de politiske beslutninger nedefra.Men »Frihedskæmpernes Forbund« blev aldrig realiseret. Som man så det fra lborg,huggede ideen og politiserede den gennem »Frihedsbevægelsens Samraad«.Og som med folkebevægelsen gik det også med de fleste af Ranumkonventets andre projekter: et hjemmeværn - ikke i den form det fik - men kontrolleret af modstandsbevægelsenskadre, en aktiv indsats for Sydslesvigs genforening, der imidlertid brød sammen på indre modstand, og under den internationale krise i sommeren 1948 et landeværn,der skulle gøre hvert hus til en fæstning.

Drostrups beskrivelse af denne Toldstrup-gruppens nedtur øger meget til vor viden om modstandsbevægelsens afvikling generelt, og overbeviser nok én gang om, at det i lige så høj grad var bevægelsens indre splid som politikernes rænker og overlegne taktik, der pulveriserede frihedsbevægelsen som politisk magtfaktor. Men ellers har undersøgelsen gennem sin fuldstændige identifikation med Toldstrups synspunkter, hans argumentation og hans idiosynkrasier svært ved at holde standarden som kritisk afhandling. Der er tale om firmahistorie båret oppe af aktørernes beretninger. Heller ikke Drostrups i og for sig spændende tilløb til at blande sig i diskussionen om modstandsbevægelsens rekruttering falder særligt heldigt ud. Mange vil kunne følge ham, når han indledningsvis fastslår at modstandsbevægelsen er en imaginær størrelse, der kun kan undersøges i sine bestanddele, i grupperne og individet, men når han dernæst fører sine 25-30 nordjyder til kamp imod Aage Trommers tese om rekrutteringens som foregået gennem organisationerne, dvs. »ovenfra«, og med venstre- og højrefløjsmiljøerne som hovedbasis (Modstandsarbejde i nærbillede (1973)) må i hvert fald anmelderen sige fra. Drostrup overser helt, at Trommers synspunkter gælder pionertiden, dvs. perioden op til den 29. august 1943, mens hans egne folk fortrinsvis tilhører anden bølge af modstandsfolk under regionsopbygningen i 1944. Hertil opfatter han begrebet politisk meget snævert når han - med ført hånd - forsøger at afdisputere Ranumkonventet nogen »sekterisk« politisk baggrund. Men kredsens ideologi, med dens elitære, antiparlamentariske og antikommunistiske træk viser dog klart hen til inspirationen fra Dansk Samling, som tilsyneladende også mange af deltagerne stemte på i 1943. Det er da også først i dette perspektiv, at Ranumkonventets modsætningsforhold til det af DKP og Frit Danmark dominerede »Frihedsbevægelsens Samraad« overhovedet får nogen mening.