R. C. Richardson: The Debate on the English Revolution. London, Methuen, 1977. ix + 195 s. £2.95 (paperback).

Dette arbejde omhandler, som titlen angiver, ikke primært den engelske revolution i det
17. århundrede, men denne revolutions historiografi fra det 17. århundrede til vore dage.
Vægten er dog klart lagt på den moderne debat, hvilket alene fremgår af bogens disposition:af

sition:afværkets ni kapitler omhandler kun de tre (kap. 2-4) den historiografiske udviklingi tiden 1650-1900, mens fire (kap. 5-8) drejer sig om forskellige sider af det 20. rhundredesdebat. er i god overensstemmelse med det, der er formålet med bogen: at tjene som hjælpemiddel ved universitetsstuderendes arbejde med den engelske revolution.

I bogens kap. 2-4 trækkes de lange linier i debattens udviklingshistorie. Det fastslås, at historiografien indtil den senere halvdel af det 19. århundrede var præget af at være led i den almindelige politiske debat mellem whigger og torier. Først da historikergerningen i det 19. århundredes senere del professionaliseredes, skiftede debatten karakter til en akademisk debat - hvilket dog ikke nødvendigvis var ensbetydende med dens afpolitisering. Som anført ligger tyngdepunktet dog på en drøftelse af det 20. århundredes debat, der i kapitel 5 påvises at have solide rodder i det 19. århundredes synspunkter og arbejder. Bogens centrale afsnit, kapitel 6 (Society and Revolution), rummer bl. a. en indsigtsfuld drøftelse af »gentry-debatten«; men det mest markante indslag er dog nok et langt (s. 98-112) og varmt defensorat for Christopher Hills synspunkter og metoder, der på det seneste har været under skarp - og efter forfatterens mening uretfærdig - kritik fra flere sider, bl. a. J. H. Hexter og G. R. Elton. De følgende to kapitler rummer en gennemgang af andre sider af historiografien, f. eks. den hastigt voksende mængde af regionale og lokale studier (bl. a. repræsenteret af Alan Everitts arbejder) og den politiskhistoriske indfaldsvinkel (bl. a. repræsenteret af C. V. Wedgwood, J. H. Hexter og Gerald Aylmer). Bogens afsluttende kapitel - så afgjort det svageste - har fået overskriften »New Perspectives and Redefinitions«; men venter man her oprullet nye perspektiver og fornyede definitoriske udgangspunkter, bliver man sørgeligt skuffet. Overraskende nok er kapitlet først og fremmest helliget en drøftelse af Peter Lasletts The World We Have Lost (1965), hvis hovedtema dog ingenlunde var den engelske revolution, og hvis synspunkter i denne henseende næppe kan kaldes originale. Mindre overraskende diskuteres også Lawrence Stones The Causes of the English Revolution 1529-1642 (1972), fordi han som en af de første bevidst har søgt at udnytte sociologernes begreber og modeller i en historisk undersøgelse af denne art.

Bogen rummer dog i det hele en kyndig og velafbalanceret oversigt over den omfangsrige historiografi, hvilket i sig selv er nyttigt. Den er ikke tynget af originale synspunkter i nogen større udstrækning, og man kunne også nok have ønsket, at forfatteren i læselighedens navn havde indskrænket antallet og omfanget af citater til fordel for en mere udførlig kommentar - det er således næsten for overvældende, når det i det ganske korte kapitel 1 (7 s.) lykkes forfatteren at citere ikke blot Hobbes, Carr, Clarendon, Geyl, Croce og Burckhardt, men også en række mindre berømtheder.