Det danske Socialdemokratis Gimle-Kongres 1876. Udgivet og kommenteret af Hans-N_orbert Lahme. Odense Universitetsforlag 1976. XVIII+ 43 s. Kr. 25,00.

I dagene 6.-8. juni 1876 afholdt det socialdemokratiske arbejderparti sin første partikongrespå forlystelsesetablissementet »Gimle« på Frederiksberg. Kongressens vigtige mødereferater har hidtil kun været tilgængelige i partiorganet »Social-Demokraten«, og det har derfor været forbundet med besvær at arbejde med dem. Dette har fået H.-N.

Lahme til at udgive en bog hvori kongresreferaterne er gengivet, kommenteret og via en indledning sat ind i en historisk sammenhæng. Ud over kongressens mødereferater (hertilhører foruden kongresdiskussionen også udkast til love og program samt de vedtagne love og »Gimle-programmet«) har H.-N. Lahme aftrykt Social-Demokratens artikler med praktiske oplysninger om kongressen og de til kongressen indsendte forslag. Endvidere har H.-N. Lahme medtaget Pios berømte artikel »Kongressens udfald«. Den egentlige kongresindbydelse, som findes i »Social-Demokraten« d. 30. april, i hvilken kongressens formål præsenteres, er derimod ikke taget med.

Udgivelsen prætenderer at være komplet, men den har dog en kedelig mangel, idet den i »Social-Demokraten« (10. juni 1876) opstillede oversigt »Den nye Bestyrelse« med afstemningsresultater fra valg af formand, viceformand, kasserer m.v. ikke er medtaget. Denne oversigt må helt klart hore til kilderne omkring kongressens vedtagelse og dermed til protokollen. Derimod kan det diskuteres hvor man skal lægge grænsen for at en kildeudgivelse er fuldstændig repræsentativ. Udgivelsen kan suppleres med kilder, som dels belyser selve kongressen og dens vedtagelser og som dels dokumenterer mødereferaternes i forvejen høje kildeværdi.

Uden at kritisere Lahme for yderligere fundamentale mangler mener jeg personligt, at udgivelsen kunne have været suppleret med den eneste og meget vigtige kommentar til det vedtagne partiprogram. Kommentaren findes usigneret i »Social-Demokraten« d. 23. juni under titlen »To Kritikere II«, »Goteborgs Handels- och Sjofarts-Tidning«. Kommentaren er formodentlig Pios udlægning af partiprogrammet og indeholder centrale oplysninger om bl. a. partiets statsopfattelse, overgang til socialismen, jordprogram m.m.

Kongresreferaternes høje kildeværdi er der, som Lahme fremhæver, ikke grund til at betvivle alene af den grund, at indsigelser mod referatet ikke fremkom. En undtagelse er dog Hørdums rettelse til referatet (jvf. S-D d. 11. juni), en indsigelse som Lahme burde have haft med. Selv Socialdemokratisk Samfund, som udgjorde oppositionen på kongressen, godkendte »sin repræsentants optræden«, jvf. S-D d. 20. juni. Til belysning af Pios noget overraskende reaktion i artiklen »Kongressens udfald« kunne referatet af den nye bestyrelses møde (S-D 14. juni) være medtaget og endelig som et kuriosum kunne referatet af et møde i Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening (S-D 24. juni) være taget med. Af dette referat får man et indtryk af Pios enorme popularitet og en stærk utilfredshed med oppositionens optræden på kongressen. Utilfredsheden manifesteredes i en resolution, som udtrykte stærk misbilligelse af Bjørnstrup (Soc. Samfund) og »Social-Demokraten«s journalist «bjørnbakkeren» Anton Mundberg. De to blev direkte beskyldt for at have spildt kongressens tid.

Udgivelsen er forsynet med en oplysende indledning på 18 sider. Heri redegøres der for baggrunden for de af kongressen behandlede problemer nemlig organisationsspørgsmålet, d.v.s. hvorvidt den faglige og politiske virksomhed skulle videreføres i en enhedsorganisation eller om den skulle adskilles, samt partiets ledelsesform og endelig vedtagelsen af et program. De to første spørgsmål optog 5 ud af kongressens 6 møder. Med stor majoritet bibeholdt kongressens delegerede, hvis flertal var fagforeningsformænd, enhedsorganisationen. Derimod blev Pios udkast til love, særlig paragraf 7 som angik partiets ledelsesform ændret på trods af Pios åbenlyse modvilje. Hvor Pio blot havde ønsket sig et kontrolråd på 9 medlemmer til at varetage opsyn af formand og kasserer vedtog kongressen at erstatte dette råd med en bestyrelse, som ikke blot kontrollerede formanden, men også havde indflydelse på partiets aktiviteter.

I indledningen savnes nogle steder en mere nuanceret og dybtgående vurdering af udviklingen frem til kongressen f. eks. belyst ud fra den nyeste forskning. Jeg tænker her på Pio og Geleffs opgør med den lassalleanske fløj, udformningen af dele af programmet og vurderingen af enkelte personer.

Afsluttende må det fremhæves, at Lahme i indledningen (s. IX) fremkommer med en meget vigtig oplysning. Det drejer sig om Socialdemokratisk Samfunds program af 1. september 1875. Dette program er kun trykt i organisationens organ »Samfundet« (1. årg. nr. 7). Ærgerligt at dette næsten totalt ukendte program ikke er medtaget i udgivelsen. Det er endnu mere utilgængeligt end Gimle-kongressens mødereferater.